Om mig

torsdag den 10. februar 2011

CUBA

Promenaden, Havana

Det er søndag den 6. februar, klokken er 13.13 og jeg hænger farligt højt oppe i de tynde luftlag og under de puddelformede skyer ligger et pachwork landskab af marker. Det er Cuba. Efter 12 afslappende dage på Cuba, er kursen nu stillet mod Cancun i Mexico.

Eftersom vi kun havde 12 dage til at efterforske Cuba, en ø der alligevel er godt og vel 9 gange så stor som Danmark, måtte vi udvælge os nogle steder ud fra den 16år gamle Turen Går Til-rejsebog. Valgene faldt på: den pulserende, faldefærdige og charmerende hovedstad Havana; Viñales, der ligger i den vestlige del, i området Pinar del Rio og er cubanernes fortrukne ferie landsdel, på grund af den smukke natur; og inden vi vendte snuden tilbage til Havana, tog vi bussen fra Viñales tværs over til Trinidad, der har beliggenhed i midt/sydlige del af Cuba. Her brugte vi nogle dage landsbyen la Boca, der ligger ved stranden.

Cuba er på flere måder et lukket lille samfund, hvor noget så globalt som Internet, var en luksus vi ikke gad betale os fra. Hvilket derfor også er grunden til de manglende blog-updates. Under turen har jeg dog ført dagbog og her kommer et udsnit af vores opdagelser på Cuba:


Maja, Havana Club Rom Museum, Havana

Den 25. januar 2011, kl. 15.50, (helt sikkert dyrt) luksus hotel, (alt for langt væk fra) Havana, Cuba (!)

CUBA! VARME! Skøøønt!

Ankom til Cuba i går eftermiddages med rygsækken fuld af 2.dags tømmermænd efter vores improviserede farvel-fest til Quito, der tillod os et besøg på samtlige af Quitos barer inkl. de uofficielle-undergrundsdiscos.

Gennem vores rejsebureau havde vi hjemmefra købt en ge-ni-al pakke, der indeholdte 2overnatninger i Havana, en sightseeing OG vores cubanske visum til en rimelig pris. Desværre var et eller andet gået galt og vi havde altså aldrig modtaget vores visum. Så i huj-hej-hast måtte vi på den Cubanske ambassade (hvilket er en historie for sig) og betale alt for mange penge for nye visum. Øv.

Nå, i lufthaven blev vi hente og jeg følte os som rockstars, da hele TO søde cubanere stod og vinkede til os med et skilt med vores navne og det blev bedre endnu, for vores taxachauffør kørte os hen til døren på et meget luksuriøst hotel, hvor vi til vores store forbavselse blev installeret i en lækker ”mini lejlighed” med kabel TV, terrasse, gourmet morgenmads ta’-selv-bord og jeg-ska’-komme-efter-dig. Vi havde sgu ikke lige regnet med at bruge vores første dag på Cuba med at se amerikanske reality tv og drikke Coca Cola!

I dag har vi været på sightseeing tur rundt og set ALT, der man skal se i Havana og jeg fik svar på alle mine spørgsmål om Cuba. Vi har også fundet ud af årsdagen til, at vi bor på luksushotel er, at der var fult booked på det hotel vi skulle have boet på.

Ud over en masse kulturelle bygninger, har vi i dag besøgt:

- Tobakmuseum: købt lommerne fuld af cubanske djævle

- Perfumari: ved egentlig ikke hvorfor vores guide tog os med derhen, parfume er da ikke specielt cubansk
Begge disse steder, kunne vi kun købe ting, hvor der ikke stod ”lavet i Cuba”, da vi skal til New York og at amerikanerne konfiskerer ALT fra Cuba..

- Chokolade-café

- Rom-museum: Hvis der er noget Cuba er rig&berømt på, så er det Rom!
Her købte vi også billetter til Bueno Vista Social Club, som vi skal se i aften (og jeg glæder mig!!) Selvom halvdelen af det originale ”band”, der var en samling af de bedste cubanske musikere, er døde og resten er tudse gamle, så spiller de stadig 7gange om ugen

(NOTE: det var en fantastisk livsbekræftende koncert, hvor både publikum og musikere gav den MAX – der blev skrålet og danset – særligt en ældre dame, i mest stramt tøj, kunne vise os hvordan man skulle SHAKE)



Tobak-cowboy, Tobaksmark, Viñales

Den 27. Januar 2011, morgen, Havana

Vi er nu flyttet ind til Havana centrum i et Casa Particular, hos Señora Maria, der havde et værelse, der ikke var alt for dyrt. Vi har nemlig nu, til vores store ærgrelse, måtte erfare at Cuba er skide dyr for to backpackere som os, der i forvejen har et tight budget.

Efter Raul Castro presidentposten efter Fidel, har regeringen i den grad valgt at satse på turismen, som Cubas redning. Blandt andet har de gjort det lovligt, at lade lokale leje et værelse ud til turister, hvilket er meget normalt, da hotellerne er dyre.

Aften, Viñales

Hurra! Vi er ankommet til en perle; en sand cubansk landsby omgivet af tobaks-, tomat- og hvad-ved-jeg-marker. Efter en lille bustur fra Havana ankom vi eftermiddags til Viñales i Pinar del Rio provinsen.

Viñales er meget lille, hyggelig og charmerende by og vores ”familie” er enormt flinke og moren Mary laver ikke alene fantastiske Mojitos, men serverede også et overdådigt måltid her til aften. Her vil vi bygge, her vil vi bo –for evigt!

Lise får sig en cigar, Tobaksfarm

28. januar 2011, morgen, Viñales

Schhh! Immigrationsmanden kommer måske snart og Lise har ikke sit Visa med! Det ligger på hotellet i Havana sammen med resten af den bagage, som vi ikke gad slæbe på. Mary og hendes svigerinde har sagt, at det nok skal gå, hvis bare vi bliver inde på værelset, låser døren og er stille som mus – så vil de bare sige, at vi er ude på tur og ikke lige har fået vores pas og visa endnu.

Denne morgen blev jeg ellers vækket af et frygtelig larmende orkester af haner, der nok i virkeligheden havde en konkurrence om hvem der kunne gale højest tættest på vores hus! Hvem der vandt, ved jeg ikke, for inden mine trommehinder blev blæst i smadder hoppede jeg i et par løbesko og ud på en alt for frisk lille morgentur - og HVILKEN løbetur! En fantastisk idyllisk løbetur, der førte mig hen til en lille sø, hvor to cubanere stod og fiskede og bappede på cigarer og ind igennem en vældig forhindringsbane af bondegårdsdyr, der ”allerede” var ude for at stikke trynen i jorden. Fik jeg sagt, at jeg elsker Viñale

Have, Viñales

Aften

Vi har brugt hele eftermiddagen på hesteryg, hvilket var en ret afslappende måde at tjekket Viñales smukke natur ud. I aften er der musik og dans nede i byen, så det skal vi vist have os et kig på efter vi har sat endnu et gourmetmåltid til livs. I aften står den på fisk.

Den 1. februar 2011, Trinidad

I går aftes ankom vi til Trinidad efter 8timers bustur fra Viñales over Havana. I dag har vi lejet cykler og mødt endnu en del af Cubas evige bureaukratiske system, der betyder at man ikke alene skal have en adresse på sit ”casa”, men også fremvise pas for at få lov at cykle sig en tur. Det var en CYKEL og ikke 50 jetfly vi skulle leje…

Vores cykeltur gik til landsbyen La Boca, der ligger ved en stille strand. Vi forelskede os straks i byen og har derfor har besluttet os at flytte derhen i morgen.

3. februar 2011, La Boca

Skiftede endnu engang casa i dag. Denne gang fordi, der var noget galt med vandet på vores badeværelse – desuden var værelset også ret dyrt, der dyr i en af sengene og vores vært var ret sur, så vi var egentlig ok med at flytte. Bor nu hos et vældigt sødt par med en ung pige, der studerer økonomi. Det er der mange der studerer, for det er jo turismen, Cuba satser på og man må gå ud fra, at det fungerer, eftersom de har fundet på, at have to valuta: én til de lokale og én til turister, hvilket betyder at priserne er skyhøje for os! Med mindre man f.eks. lusker hen og spiser ved en gadebod. De laver som regel ret god mad og det kun til en ottendedel af hvad vi ellers skal give.

Der er en del ting, der er ulovlige – eller måske er de ikke. Det er aldrig helt til at finde ud af, da der på nogle områder ganske enkelt ikke er lavet en helt specifik lovgivning. Desuden er de fleste cubanerne generelt ikke særlig interesseret i politik, da de synes det er tidsspild og nyttelyst. De vil meget hellere diskutere baseball resultater, tage et spil domino, danse salsa eller ryge store cigarer og fløjte efter pigerne.

Den 5. februar 2011, Bus: Trinidad - Havana

Vores besøg på Cuba lakker mod enden og i morgen tager vi et fly til Cancun i Mexico. Cuba har været dejlig afslappende, vi har fået badet en masse idet dejlige varme caribiske hav og nydt naturen.

Solnedgang, La Boca

//HALD

Ingen kommentarer:

Send en kommentar