Og så var vi i Mexico..

Tulum

...Og det er snart 2 uger siden! MEN det var godt.

Mellem den den 26.januar og den 17. februar boltrede vi os i de caribiske bølger og nød vejret.

Vi så naturligvis det Chichen Itza, en maya ruinby fra gamle dage, hvilket er det 3. og sidste af de Sydamerikanske (7) vidundere.

Og vi dykkede og det var godt.

//HALD

CUBA

Promenaden, Havana

Det er søndag den 6. februar, klokken er 13.13 og jeg hænger farligt højt oppe i de tynde luftlag og under de puddelformede skyer ligger et pachwork landskab af marker. Det er Cuba. Efter 12 afslappende dage på Cuba, er kursen nu stillet mod Cancun i Mexico.

Eftersom vi kun havde 12 dage til at efterforske Cuba, en ø der alligevel er godt og vel 9 gange så stor som Danmark, måtte vi udvælge os nogle steder ud fra den 16år gamle Turen Går Til-rejsebog. Valgene faldt på: den pulserende, faldefærdige og charmerende hovedstad Havana; Viñales, der ligger i den vestlige del, i området Pinar del Rio og er cubanernes fortrukne ferie landsdel, på grund af den smukke natur; og inden vi vendte snuden tilbage til Havana, tog vi bussen fra Viñales tværs over til Trinidad, der har beliggenhed i midt/sydlige del af Cuba. Her brugte vi nogle dage landsbyen la Boca, der ligger ved stranden.

Cuba er på flere måder et lukket lille samfund, hvor noget så globalt som Internet, var en luksus vi ikke gad betale os fra. Hvilket derfor også er grunden til de manglende blog-updates. Under turen har jeg dog ført dagbog og her kommer et udsnit af vores opdagelser på Cuba:

Maja, Havana Club Rom Museum, Havana

Den 25. januar 2011, kl. 15.50, (helt sikkert dyrt) luksus hotel, (alt for langt væk fra) Havana, Cuba (!)

CUBA! VARME! Skøøønt!

Ankom til Cuba i går eftermiddages med rygsækken fuld af 2.dags tømmermænd efter vores improviserede farvel-fest til Quito, der tillod os et besøg på samtlige af Quitos barer inkl. de uofficielle-undergrundsdiscos.

Gennem vores rejsebureau havde vi hjemmefra købt en ge-ni-al pakke, der indeholdte 2overnatninger i Havana, en sightseeing OG vores cubanske visum til en rimelig pris. Desværre var et eller andet gået galt og vi havde altså aldrig modtaget vores visum. Så i huj-hej-hast måtte vi på den Cubanske ambassade (hvilket er en historie for sig) og betale alt for mange penge for nye visum. Øv.

Nå, i lufthaven blev vi hente og jeg følte os som rockstars, da hele TO søde cubanere stod og vinkede til os med et skilt med vores navne og det blev bedre endnu, for vores taxachauffør kørte os hen til døren på et meget luksuriøst hotel, hvor vi til vores store forbavselse blev installeret i en lækker ”mini lejlighed” med kabel TV, terrasse, gourmet morgenmads ta’-selv-bord og jeg-ska’-komme-efter-dig. Vi havde sgu ikke lige regnet med at bruge vores første dag på Cuba med at se amerikanske reality tv og drikke Coca Cola!

I dag har vi været på sightseeing tur rundt og set ALT, der man skal se i Havana og jeg fik svar på alle mine spørgsmål om Cuba. Vi har også fundet ud af årsdagen til, at vi bor på luksushotel er, at der var fult booked på det hotel vi skulle have boet på.

Ud over en masse kulturelle bygninger, har vi i dag besøgt:

- Tobakmuseum: købt lommerne fuld af cubanske djævle

- Perfumari: ved egentlig ikke hvorfor vores guide tog os med derhen, parfume er da ikke specielt cubansk
Begge disse steder, kunne vi kun købe ting, hvor der ikke stod ”lavet i Cuba”, da vi skal til New York og at amerikanerne konfiskerer ALT fra Cuba..

- Chokolade-café

- Rom-museum: Hvis der er noget Cuba er rig&berømt på, så er det Rom!
Her købte vi også billetter til Bueno Vista Social Club, som vi skal se i aften (og jeg glæder mig!!) Selvom halvdelen af det originale ”band”, der var en samling af de bedste cubanske musikere, er døde og resten er tudse gamle, så spiller de stadig 7gange om ugen

(NOTE: det var en fantastisk livsbekræftende koncert, hvor både publikum og musikere gav den MAX – der blev skrålet og danset – særligt en ældre dame, i mest stramt tøj, kunne vise os hvordan man skulle SHAKE)

Tobak-cowboy, Tobaksmark, Viñales

Den 27. Januar 2011, morgen, Havana

Vi er nu flyttet ind til Havana centrum i et Casa Particular, hos Señora Maria, der havde et værelse, der ikke var alt for dyrt. Vi har nemlig nu, til vores store ærgrelse, måtte erfare at Cuba er skide dyr for to backpackere som os, der i forvejen har et tight budget.

Efter Raul Castro presidentposten efter Fidel, har regeringen i den grad valgt at satse på turismen, som Cubas redning. Blandt andet har de gjort det lovligt, at lade lokale leje et værelse ud til turister, hvilket er meget normalt, da hotellerne er dyre.

Aften, Viñales

Hurra! Vi er ankommet til en perle; en sand cubansk landsby omgivet af tobaks-, tomat- og hvad-ved-jeg-marker. Efter en lille bustur fra Havana ankom vi eftermiddags til Viñales i Pinar del Rio provinsen.

Viñales er meget lille, hyggelig og charmerende by og vores ”familie” er enormt flinke og moren Mary laver ikke alene fantastiske Mojitos, men serverede også et overdådigt måltid her til aften. Her vil vi bygge, her vil vi bo –for evigt!

Lise får sig en cigar, Tobaksfarm

28. januar 2011, morgen, Viñales

Schhh! Immigrationsmanden kommer måske snart og Lise har ikke sit Visa med! Det ligger på hotellet i Havana sammen med resten af den bagage, som vi ikke gad slæbe på. Mary og hendes svigerinde har sagt, at det nok skal gå, hvis bare vi bliver inde på værelset, låser døren og er stille som mus – så vil de bare sige, at vi er ude på tur og ikke lige har fået vores pas og visa endnu.

Denne morgen blev jeg ellers vækket af et frygtelig larmende orkester af haner, der nok i virkeligheden havde en konkurrence om hvem der kunne gale højest tættest på vores hus! Hvem der vandt, ved jeg ikke, for inden mine trommehinder blev blæst i smadder hoppede jeg i et par løbesko og ud på en alt for frisk lille morgentur - og HVILKEN løbetur! En fantastisk idyllisk løbetur, der førte mig hen til en lille sø, hvor to cubanere stod og fiskede og bappede på cigarer og ind igennem en vældig forhindringsbane af bondegårdsdyr, der ”allerede” var ude for at stikke trynen i jorden. Fik jeg sagt, at jeg elsker Viñale

Have, Viñales

Aften

Vi har brugt hele eftermiddagen på hesteryg, hvilket var en ret afslappende måde at tjekket Viñales smukke natur ud. I aften er der musik og dans nede i byen, så det skal vi vist have os et kig på efter vi har sat endnu et gourmetmåltid til livs. I aften står den på fisk.

Den 1. februar 2011, Trinidad

I går aftes ankom vi til Trinidad efter 8timers bustur fra Viñales over Havana. I dag har vi lejet cykler og mødt endnu en del af Cubas evige bureaukratiske system, der betyder at man ikke alene skal have en adresse på sit ”casa”, men også fremvise pas for at få lov at cykle sig en tur. Det var en CYKEL og ikke 50 jetfly vi skulle leje…

Vores cykeltur gik til landsbyen La Boca, der ligger ved en stille strand. Vi forelskede os straks i byen og har derfor har besluttet os at flytte derhen i morgen.

3. februar 2011, La Boca

Skiftede endnu engang casa i dag. Denne gang fordi, der var noget galt med vandet på vores badeværelse – desuden var værelset også ret dyrt, der dyr i en af sengene og vores vært var ret sur, så vi var egentlig ok med at flytte. Bor nu hos et vældigt sødt par med en ung pige, der studerer økonomi. Det er der mange der studerer, for det er jo turismen, Cuba satser på og man må gå ud fra, at det fungerer, eftersom de har fundet på, at have to valuta: én til de lokale og én til turister, hvilket betyder at priserne er skyhøje for os! Med mindre man f.eks. lusker hen og spiser ved en gadebod. De laver som regel ret god mad og det kun til en ottendedel af hvad vi ellers skal give.

Der er en del ting, der er ulovlige – eller måske er de ikke. Det er aldrig helt til at finde ud af, da der på nogle områder ganske enkelt ikke er lavet en helt specifik lovgivning. Desuden er de fleste cubanerne generelt ikke særlig interesseret i politik, da de synes det er tidsspild og nyttelyst. De vil meget hellere diskutere baseball resultater, tage et spil domino, danse salsa eller ryge store cigarer og fløjte efter pigerne.

Den 5. februar 2011, Bus: Trinidad - Havana

Vores besøg på Cuba lakker mod enden og i morgen tager vi et fly til Cancun i Mexico. Cuba har været dejlig afslappende, vi har fået badet en masse idet dejlige varme caribiske hav og nydt naturen.

Solnedgang, La Boca

//HALD

CIAO QUITO (+VORES VEN SUPERMAN)

'O to the LA!

Sidder lige og fryser røven af på en udendørs café i Quito og nasser på deres free WIFI. Vejret er utroligt omskiftlig og i morges lokkede solen mig altså i et par shorts.

Vi har 1 dag tilbage (!) i Ecuador inden vi hopper på et vakst fly til Cuba. Vi glæder os til varmen, først og fremmest (vi skal jo have fixet os et nice tan, inden vi kommer hjem til jeres blege danskernumser) strandene, cigarene, rommen og det (efter sigende) rare folkefærd.

Quito er delvist en kedelig cement-look-a-like-forstads by delt i New Town og Old Town. Old Town er noget flottere end New Town, men det er svært at blive imponeret efter vi har besøgt nogle utrolig smukke gamle kolonibyer i Peru.

Vi har dog fundet en lille oase bag ved gringo kvarteret, hvor de lokale supermarkeder og markeder ligger. Her kan man få sig en god portion frokost på "frokostmarkedet" (- billeder kommer!).

Siden vi ankom til Ecuador for et par uger siden, har vi delvist opholdt os her i hovedstaden, Quito, og delvist været på jungle tur ind i Amazonasregnskov (den historie får I lige så snart som Lise får skrevet et indlæg). I går tog vi en lille afstikker til markedsbyen Otavalo, hvor vi idag (for morges - kl 7.00!!) oplevede det fantastiske dyremarked dyrvelfærdesforkæmpere alle slags bondegårsdyr solgt i bundter - ja, man tror det er løgn og diverse dyrvelfærdesforkæmpere vil sikkert krumme tær, når de ser høns bundet i fødderne og stablet i burer, eller når de kigger ned i de lokales plasticposer, der er fuld af kyllinger, hamstre og lignenede. (billeder kommer!)

På LANGE rejse her til Quito, gjorde vi, som før omtalt, et lille stop i Lima og her mødte vi selveste mr. superman! Han var på TV og det kom vi også. Da vores spanske (af sydamerikanerne kaldet spenglish - blanding af "spanish" og "english") ikke er helt top tunet, så tog det lidt tid at finde ud af hvad superman rendte og lavede i Lima. Det handler om arbejdsløshed og om at NU har superman fået arbejde og at det er godt (i første omgang troede jeg det handlede om stigende kriminalitet). Eller noget i den retning. Desværre kan jeg ikke finde det klip, hvor vi blev interviewet med superman på youtube, men jeg har fundet videoen om superman...tenido: http://www.youtube.com/watch?v=k-AipKyXCOQ

Bus: La Paz - Quito

I Sydamerika har vi næsten udelukkende rejst med bus, når vi har tilbagelagt længere strækninger. Rejsen fra La Paz i Bolivia til Quito i Ecuador var ingen undtagelse, selvom det er en lang tur. En meget, meget lang tur sammen med først et hel læs bolivianere og dernæst en omgang peruvianere. Begge folkefærd er et larmende et af slagsen, særligt over midnat, hvor de ynder at sætte deres folkemusik på max volumen og danse salsa. Rejsen tog alt i alt 4 dage, med en ca. 15timers pause i Lima, hvor vi mødtes med vores ven fra Huacachina, Jesus, og fik lækker sushi på hans restaurant. Samme dag mødte vi også Superman og blev interviewet til Peruviansk tv. Vi havde nok ikke klaret den uden den pause.
Den første bus vi var med, kørte - uden pis - ca. 20km i timen og gik død på grund af vandmangel midt ude i ingen ting. Det betød at hele bussen måtte ud og forsøge at blaffe noget vand til bussen. At stå der i Ingenmandsland sammen med en gruppe bolivianere og råbe ”AQUAAA!” efter lastbilchaufførerne, er noget af en oplevelse. Generelt er det i Sydamerika ikke chaufførerne, der bestemmer hvordan turen bliver, men derimod passagererne og der bliver der dannet topstærke kvindegrupper, der diskuterer hele verdens situationen og sladre om godt og ondt.
Bussen fra Lima var ikke meget bedre end den fra La Paz, men den overlevede dog hele turen, selvom vi alle sammen nu og da måtte ud og kigge lidt på motoren.


//HALD

PS: billeder kommer

At gaa paa marked

At gå på marked
I La Paz har man ingen BILKA, man går på marked i stedet. Spørger vi folk hvor vi kan købe ind, spørger de hvad vi skal handle. Der er nemlig et marked til hver ting! Skal du have nye sko, så går du på skomarkedet; skal du have champange til nytår, så går du på champangemarkedet (en forlængelse af sprutmarkedet) og skal du have en hat med til festlighederne, så slår du bare et smut forbi udklædningsmarkedet; går du og drømme om en hel gris til aftensmad, så går du såmænd bare på kødmarkedet og mangler du et eller andet grimt tingeltangel til stå i vinduet, så findes der et helt, helt fantastisk marked til det, hvor man kan købe alt i minisprigvand og andre lerfigurer til hadegaverne og pakkespillene. LA PAZ ER EN BY, DER ER GUIDE DEJLIGT AT GÅ PÅ MARKED I!

Lise og jeg tog, dristige og dumsmarte som vi, vores kamera med på en tur rundt i de stejlegader, for at fange lidt markedsstemning. Desværre blev vi afbrudt af et helt ustyrligt havlvejr, men her krøb jeg i ly i en kylling-restaurant og blev venner med servitricerne.

//HALD

Huyana Potosi, bare hårdt

... Glem alt om Colca Canon, Inka Trail, og hvad vi ellers har fyldt Jer med. Huyana Potosi er toppen inden for trekking, creme de la creme.

Lige siden vi stadigt høje på vor ungdom og evigt naive og tilmed hovmodige bestilte vores tredages bjergbestigningstur til det 6088m høje isbjerg, Huyana Potosi, har løftet om en vandretur i det ekstreme hængt over vore hoveder, som en dyster sky i en ellers så lys og lystig juletid.
For hver dag voksede nervøsiteten for, hvad vi nu havde rodet os ud i og snakken om, hvorvidt en akut sygdom kunne erhverves, hvis nødvendigt begyndte langsomt at blive mere alvor end spøg. Men dagen kom, og der var ingen undskyldninger i sigte.

På kontoret sad tre andre spændte hikere og ventede – de lod dog alle til at være en del mere erfarne inden for gå-og-klatre-sporten. Sammenlignet med de tre fyre, alle sidst i tyverne og i god form, var vi naturligvis årsag til mange gode grin og skæve blikke fra samtlige guider. Men vi blev dog alligevel tildelt vores bjergvandringstøj og diverse isklatringsredskaber lige som de andre. Da vi pludselig stod der med harness og pandelampe i den ene hånd og isøkse i den anden iført vores enorme sne-boots og orange overtrækstøj var mareridtet om Huyana Potosi pludselig kommet meget tæt på. Vi skulle altså op på det bjerg.

Med Inka Trail og Colca Canon som vores eneste erfaring blev vi noget overraskede, da det viste sig at Huyana Potosi ikke bestiges via diverse stier, men i stedet opad stejl klippevæg og gennem dyb sne – ganske urørt og utilpasset de ellers mange vandreglade turister. De første to dage gik derfor med at klatre opad klippefrembrud, vandre langs højderygge af mindre bjerge og trave opad snebelagte bjergsider. Det var her undervejs, at det gik op for os, at selve Huyana Potosi nok ikke ville blive hverken hurtigt overstået eller smertefrit. Det ville blive en kamp at nå toppen, og højden var allerede begyndt at lade sig mærke omkring de 5000m. Det skulle senere vise sig, at eventyret i at nå toppen af Huyana Potosi ikke så meget er en test i fysisk styrke, men nærmere et spørgsmål om, hvorvidt man rammes af højdesyge eller ej. Den sidste etape af bjergbestigningen startede klokken 01.00, hvor vi i nattens dybe mørke iførte vore pandelamper og al vores udstyr to og to blev forbundet med vores guides i sikkerhedsliner. Og så startede den hårdeste vandring vi nogensinde før har oplevet og nogensinde vil opleve. I den sorte nat skulle vi gennem en meter dyb sne vandre opad Huyana Potosi, springe over kæmpe gletcher kløfter, mave os under meterlange istapper og hakke os op ad stejle isvægge. Men hele dette eventyr forblev dog en oplevelse kun delt af mig selv og vores guide, Felix, da Maja kun kort efter start måtte erkende, at hun ikke kunne fortsætte pga. højdesyge.

Efter mange timers intensiv vandring i selskab med Felix nåede jeg en højde på 5800m, kun 200m fra drømmen om toppen, men yderligere to timer i bitter vandring. Og hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg havde de sidste to timer kæmpet med højden i form af intens kvalme og hovedpine, og jeg måtte til sidst helt ødelagt smide mig for fødderne af Felix og grædende stønne: no puedo mas, no puedo mas. Så mens solen stod op, begav Felix og jeg os tilbage ad de selv samme stier, der nu afslørede alle de skumle passager vi i natten havde forceret. Ødelagt af højden, ingen søvn, sult og fuldstændig dehydrering tog hjemturen uendeligt lang tid, og den stakkels guide Felix måtte bære over med en gangart og hulken, der i store træk minder om et toårigt barns. Og ja, sådan ender eventyret, ganske uhæderligt.

Da Felix og jeg endelig nåede tilbage til vores base camp, fandt vi Maja i en lige så ringe tilstand, og vi besluttede os derfor for at komme ned fra højden hurtigst muligt, hvilket resulterede i, at vi tog resten af nedturen som i beruset tilstand, slingrende fra side til side uden nogen som helst kontrol over arme og ben.

Således mødte vi altså vores overmand på vej mod toppen af Huyana Potosi. Konklusionen er dog, at man kan være i lige så god form, have en mental viljestyrke af særklasse og alligevel ikke kunne stille noget op, når højden træder i karakter og kræver sine ofre. Og selvom Maja kun nåede de 5300, og jeg de 5800 er vi stolte som konger over vor bedrift – og det skal lige tilføjes, at ligeledes var Felix, da han fandt ud af, at vi begge ingen erfaring har, ikke er sportsmennesker og kun er tyve år gamle. Altså, kan I godt lade Jer imponere af vores endelige resultat og prale på livet løs til venner og familie!

Lige lidt facts til Jer, der sidder forvirrede tilbage, Huyana Potosi, 6088m, er det nu virkelig noget?
Himmelbjerget 147 m
Ejer Bavnehøj 170,35 m
Yding Skovhøj 172,66 m
Højdesyge over 2000 m
Huyana Potosi 6088 m
Mount Everest 8848 m

Ps. Vi er nu de stolte ejere af en meget blæret t-shirt med teksten: I climbed Huyana Potosi. En til samlingen (her får man t-shirt for enhver bedrift). Og vi er nu klar til at fejre et velfortjent nytår, godt nytår til alle Jer derhjemme og andre steder i verden!


Skrevet af Lise, et helt nyt menneske

Et fængsel i Bolivia

Noget vi har erfaret på denne tur, er, at Sydamerika er bund korrupt. De fleste er kriminelle og politiet er ofte de værste. På en yndig solskinsdag med alt for mange tømmermænd (julen skal jo fejres med manér og selvom de ikke har snaps her ovre, så har de rigeligt med sager, der giver tømmermænd), have vi fået arrangeret et møde med en dame, der hævdede at kunne hjælpe os ind på et besøg i La Paz’s kendte og berygtede fængsel. Det er muligt, men drøn ulovligt, at besøge fængselet hver søndag, hvilket betyder, at det også var ved et ganske heldigt tilfælde, at vi fik fat i et telefonnummer til en dame, der var i forbindelse med det turistforetagende, hvor et par indsatte giver rundvisning i fængslet.
Kvinden skulle befinde sig på en restaurant nærliggende fængslet og være iført en pink sweater. Efter en rum tids søgen fandt vi hende sammen med en lille gruppe af gringo’er fra vores hostel. Hun ledte os hen til fængslet, hvor et par venligt stemte fængselsbetjente blev bestukket og bad os ligge mobiltelefoner og kameraer på deres kontor (noget vi gjorde med en smule skepsis). Her efter blev vi guidet ind i fængslet, der består af en række skæve og - i boliviansk målestoksforhold – ret høje huse, der danner en lille gård, hvor der i smuk juleånd var pyntet op med krybbespil og farverige lys. Gården var ligesom så meget andet i Bolivia, snusket og uhumsk, men dog stop fuld af god stemning. De indsatte - narkoforbrydere, voldtægtsmænd og morder (hvilket også inkluderer tidligere statsmænd – Bolivia er, som sagt, bund korrupt) - sad ved små plasticborde og hyggede med familie og kage og måske en inka kola fra fængsels butik.
Vores guide var fra Holland og sad inde for noget cocain smugling. Eftersom han var gringo i et boliviansk fængsel, var hans odds for at klare sig ikke specielt gode, men han havde noget familie og en boliviansk kæreste, der sendte ham nogle penge, så klarede han sig godt. For pengene havde han havde lejet et lille(!!) værelse øverst oppe under taget, hvor han kunne læse sine bøger og tage sin heroin i fred. I øjeblikket boede der en colombianer for enden af senge, for det var småt med pladsen i fængselet. Vores guide var glad for colombianeren, for han var en dygtig kok.
Vores guide skulle sidde der i ca. 3 år og synes at det var en fin pris at betale for sit kriminelle liv; han havde været smugler, misbruger og dealer lige siden han var 14 og fortrød det ikke. Han havde levet det søde liv og var sikker på, at når han kommer ud, så vil han fortsætte. Drømmen var at starte en bar på en strand i Brasilien.
Det er svært at forklare, men vores hollandske guide prøvede: fængselet i la Paz er gennemsyret af korruption og de fleste, særligt dem med penge på lommen, lever bedre end de kunne gøre uden for fængslet. Alt kan købes for penge og man kan bestikke sig fra det meste. Fængslet er dog delt i flere dele og den del vi besøgte, var det sted, hvor de indsatte havde det bedst. I de andre dele, lever de indsatte som hunde og opfører sig derefter, fortalte vores guide der slev havde haft en overnatning der, og ikke ønskede at komme tilbage.
Den del af fængslet, som vi besøgte, fungerede som et minisamfund, hvor de indsatte på trods af forbrydelserne (som man ikke snakker højt om) lever i fin harmoni med hinanden i et slags minisamfund med deres egne normer, regler og straffe. For eksempel vælger de deres egen præsident og har forskellige underorganisationer, der eksempelvis tager sig af sport, kultur og sikkerhed. Der bor flere familier i fængslet og for omkring 10dkkr, kunne vores guide få lov at få sin kæreste til at overnatte.
Når de holder fest, bliver der købt ekstra alkohol og ofte det med de højeste procenter, selvom de slet ikke er lovligt at drikke i fængslet. Fængselsbetjentene deltager nogle gange selv i festlighederne og kommer ofte på fængsels pub for at få en fyraftens øl og et slag pool.
Der er også en del cocain trafik i fængselet og dette er naturligvis strengt forbudt, hvilket også betød at der, kort efter vores ophold i fængslet, blev taget en gruppe gringo’er, som var på udkig efter noget billigt og godt cocain. De fik 48t til at komme ud af Bolivia.

//HALD