Dødsudflugt i Colca Canon 25.11-26.11 og intensiv restitution i Puno 28.11.10

Vi er kommet op i højderne, tæt på Lago Titicaca og er havnet i turistbyen, Puno, der til afveksling også sætter priserne derefter. Vi var derfor lykkelige, da vi i morges fandt en lille vidunderbager, der serverede Desayuno Americano – yndlingsmåltidet, der består af brød med dertilhørende frugtgele, margarine, røræg, en te eller kaffe og friskpresset juice efter eget valg, namnam – til kun 9 soles! Dette udviklede sig selvfølgelig hurtigt til et sandt festmåltid med tilvalg af mokkakage, frugtpandekage og café latte. Sådan nyder vi gerne vores morgenkaffe.
Vi slapper nu af på vores værelse med film og alt for dyre M&M’s, mens vi prøver at tilvænne os hovedpine og åndedrætsbesvær som resultat af højden. Vi kæmper hårdt for at blive klar til vores udflugt til øen Amantani i morgen. Det hjalp dog med en lille lur på 14 timer.

Vi har det også hårdt, stadig stærkt udmattede og helkrops-ømme efter vores debut-trekkingtur i Colca Canon, Arequipa. Vi havde valgt at forkorte den normale tredages rute til kun to dage – den lange tur er jo kun for pensionister og gangbesværede! Denne hovmodige fordom fik vi dog hurtigt aflivet. For førstegangstrekkere viste Colca Canon sig at være det helt store Mount Everest-projekt.

Første dag startede med afhentning på hostelet kl. 04.00 og bød på seks timers intensiv vandring, først tre timer ned ad stejle bjergstier i bagende sol for derefter at bestige den næste bjergside i endnu tre timer. Her er altså ikke tale om hyggelig bjergvandring a la himmelbjerget, hvilket vi bittert, hyperventilerende, supersvedende og med flimrende syn måtte erfare. Vores tørst efter nærdødsoplevelser er i første omgang blevet stillet. Ser man nu alligevel bort fra vores ynkelige fysiske form var turen helt fantastisk. Vi vandrede ad støvede, golde klippestier, over vilde floder via gyngende hængebroer, og videre op ad frodige bjergskråninger, hvor vores guide præsenterede de mange besynderlige planter for os. Vi stødte bl.a. på Tequila-planten, hernede er denne vanvidsdrik dog erstattet med Perus egne meget populære og utroligt ilde smagende sprit, Pisco. Man kan dog nemt forveksle Tequila-planten med den meget vigtige Aloe Vera, der af de lokale bruges som solfaktor. Sidst men ikke mindst blev vi advarede mod den meget udbredte og lige så berygtede Don’t Touch-busk, hvis saft er ren syre (Orlando demonstrerede alvorligheden heraf med fremvisning af mangetallige dybe ar). Herudover blev vi også introducerede for den lille bænkebider-lignende bladbeboer, hvis postkasserøde blod bruges til tekstilfarvning og kosmetik. Eksportværdien af sådan en lille krabat ligger i 300US$ kiloet – en profit de lokale billeindsamlere naturligvis ikke ser noget af. De lokale bjergbeboere lever således af at plukke disse berømte biller og desuden dyrke afgrøder på de mange berømte inkaterasser. Her dyrkes blandt andet forskellige sorter majs, over 2500 forskellige typer kartofler, avokadoer etc. De fleste holder naturligvis også Alpacafår, hvis bløde pels omsat til sweatere sælger godt på de mange turistmarkeder. Vi har selvfølgelig også investeret i industrien ved køb af to sweatere, ørevarmere og tørklæder. Nu er vi også godt dækket ind mod den potentielle nattekulde.

Vi blev for natten indlogerede på et hostel, der lå som en oase mellem de høje bjergtinder. Her kunne vi afkøle vores overophedede kroppe af i den naturlige pool, slænge os mellem velduftende trompetplanter, farverige iris og smukke hvide kallaer i massevis. For natten blev vi tildelt små bambushytter, der som ikke-isolerede, bød på en fantastisk insektoplevelse. Jeg blev, på trods af urimelige doser myggespray, groft overfaldet af en ondskabsfuld myggebande, der over natten havde forvandlet min stakkels krop til et omvandrende ildrødt og superkløende gourmetmåltid (jeg har nu af angst og hævntørst forkøbt mig i diverse b-vitamintilskud og andre tvivlsomme mirakelmidler). Men der var ingen tid til klager. Vores effektive vækkeur, guiden Orlando, stod frisk og klar i vores døråbning kl. 05.00, og så var det bare Vamos! Nul morgenmad, kun en Cola til den ene hånd og en Snickers til den anden (gode midler mod den sikre sukkerkolds-død).

Dag to var udelukkende opstigning ad stejle, snørklede og ekstremt støvede klippestier. De dygtige og energiske trekkere klarede denne rute på kun 1,5 time – heriblandt vores italienske medtrekker Fabio, der efter kun fem minutter var forvandlet til en lille aktiv prik langt oppe i skyerne – vi derimod måtte tage til takke med en personlig rekord på tre timer (hvilket faktisk er tilstrækkeligt flot af nybegyndere). Vi havde en hård kamp med at bestige det pokkers bjerg og måtte holde utallige stops undervejs, bunde to colaer, tre vand og fortære to snickers, alt imens bjergbyernes indbyggere ubesværede løb forbi os. En ældre herre kom endda luntende ned forbi os ad de smalle stier balancerende med et godt fem meter langt rør over skulderen. En af guiderne kunne ydermere fortælle, hvordan hans bedstefar hver dag vandrer to timer til sin farm og efter en hel arbejdsdag atter vandrer to timer hjemad i bjergene – en mand på 97 år!! Men på trods af indbyggerne og de andre vante trekkeres imponerende bjergspurter, var vi alligevel godt stolte af os selv, fordi vi på trods af den alt for store udfordring ikke gav op, og lod trækæsler overtage arbejdet for os (hvilket mange af de andre lige så fortabte trekkere faktisk gjorde). Vi kæmpede begge let forkølede, med smertende knæ og halvt ophostede, støvbelagte astmalunger. Og sejren var det hele værd!

Forude venter Machu Picchu nu bare. En femdages trekkingtur i mere ekstreme højder og ad langt stejlere bjergskråninger… Vi har i hvert fald kampånden klar, så må vi se, hvad vore sølle maskinerier kan klare.

Skrevet af Jeres alle sammens alle tiders myggemåltid, Lise.

Santa Catalina Monestary og Juanita the ice princess 24.11.10

På vores hostel i Arequipa faldt vi over morgenmaden i snak med den tankefulde schweizisk-tysker, Emilio. Vi var enige om at det var på rette tid, at vi fik set byens største seværdighed det berømte kloster, Santa Catalina. Vi styrede derfor direkte mod byens midte og fik købt vores utroligt dyre entrébilletter spændte på at se, hvilken hemmelig by, der efter sigende skulle gemme sig bag de 431 år gamle høje stenmure. Med Lonely Planet som guide påbegyndte vi vores rundtur i den ældgamle og fantastisk smukke nonneby. Byens skønhed hviler ikke blot på de mange flotte freskoer, der fortæller historien og Jesu liv og den hellige moder, Maria, men især på det arbejde, der er lagt i udsmykningen af byens mure og pladser. De forskellige områder i byen er alle malet i farverne blå, rød og hvid, mens de åbne pladser er dekorerede med springvand og farverige blomsterbede, hvilket i sandhed får byen til at stråle på en dejlig solskinsdag. Vi nyd derfor i fulde drag at vandre gennem de smalle gader og udforske de udstillede nonneværelser. Beskyttet bag disse høje mure har nonnerne gennem tiden levet et isoleret og asketisk liv dedikeret til deres tro.

Historien gemmer sig og træder stadig kraftigt i karakter bag de tykke mure. Således hvilede der, på trods af byens mangefarvede charme, nu alligevel en hvis uhygge over denne isolerede mini-by. I et rum kunne f.eks. ses malerier og fotografier af afdøde nonner. Endnu et rum gemte på organer fra to afdøde bisper. Her kunne man nærstudere en afskåret tunge og tre hjerter i glas.

Det var en stor oplevelse at gå gennem de sparsomme værelser og lerkøkkener, og vi kunne nemt have fordrevet mere tid end de blot 45 minutter vi fik. Halvvejs gennem vores tur blev vi pludselig påskyndet at færdiggøre vores rundtur hurtigst muligt – det spanske kronprinsepar var nemlig lige på dørtærsklen! Det betød, at vi måtte gennemgå resten af byen i let løb, hvilket vi naturligvis var meget oprevne over med den entré! Vi udnyttede derfor personalets yderst pressede situation og insisterede på at få billetten refunderet. Efter megen snak frem og tilbage og mange panikslagne blikke og dertilhørende strømme af sveddråber trådte chefen i karakter. Med et anstrengt smil brød han ind og eftergav omgående vores efterspørgsel og fik os lynhurtigt skubbet ud af døren. Godt tilfredse med vores røverkøb af en turistattraktion vinkede vi nydeligt og royalt (og til stor underholdning) til den store menneskehob, der spændt stod og trippede uden for. Vi blev skubbet ind forrest i gadens tilskuerrækker og havde derfor god udsigt, da det royale par langt om længe ankom. Efter tre minutters vinken sluttede festlighederne dog for de mange håbefulde fans og parret forsvandt ind i klosteret eskorteret af et virvar af alskens journalister og livvagter. Det skulle ifølge folkemunde være det spanske kongehus’ første besøg i Arequipa. Vi nød i sandhed fornemmelsen af at være det rette sted på den rette tid: Gratis besøg i det berømte nonnekloster og royalt besøg - what’s not to like?

Det var dog ikke spænding nok på én dag for os. Vi fortsatte derfor til Arequipas historiske museum, hvor vi så frem til at møde endnu en adelig, Juanita the ice princess. Historien om gammel tids ofringer til guderne startede med en 20 minutter lang film om arkæologers udgravninger på de omkringliggende bjergtoppe, hvor Juanita og fem andre børneofre blev fundet. Historien fortæller, at befolkningen, når i krise, i sin tid ofrede til de store bjergguder. Ofrene var oftest børn i alderen 8-12 år og af særlig status, da Guderne naturligvis skulle foræres kun det reneste og det bedste. Selve ceremonien rejser stadig mange spørgsmål, men man mener, at de udvalgte ofre under faste har vandret fra deres hjemby til det udvalgte bjerg. Da de endelig når bjergtoppen, har de været påvirkede af sult, kulde og højden. De blev som del af ritualet påbudt at drikke en art giftig drik, men man mener dog at det har været et slag i hovedet, der har været det afgørende. Ofrene er herefter blevet gravet ned i den kolde jord svøbt i smukke klæder og omkranset af fornemme gaver. Det er indpakningen og den frosne jord, der har bevaret ligene i så god en stand, at alle indre organer, hud, hår og negle stort set er intakt. Juanita er særligt berømt, da hun er den bedst bevaret, men højst sandsynligt også den mest betydningsfulde. Juanitas påklædning og gravartefakter tyder alt sammen på, at hun har været af royal status. Men mange spørgsmål om historien, tiden, kulturen og Juanitas person står stadig uopklarede. Juanita tilbringer derfor det halve år til undersøgelse på laboratorier og det andet halvår udstillet på Arequipas museum. Vi var heldige, at var fremvist på museet, da vi kom på besøg. Dagen fik igen et makabert input ved synet af denne ældgamle og utroligt velbevarede mumie, en kun 12årig pige.

Ovenpå mødet med Juanita følte vi alle, at vi havde set og hørt nok for den dag og turen gik godt sensationsmætte hjemad. Det er ikke hver dag man bliver smidt ud af et nonnekloster af den spanske kronprins og nærstuderer en godt 560 år gammel mumie. En sådan dag i fortidens religiøse tegn tærer på kræfterne og giver stof til eftertanke.

Vi havde desuden en trekkingtur med starttidspunkt kl. 04.00 samme nat.

Skrevet af Jeres for nyligt meget aktive skribent, Lise.

Huacachina - The Oasis of America

Jeg giver! Jeg er i mit gavmilde humør og giver sgu en rundtur i Huacachina!
Inden du takker mig ørene fulde for min gavmildhed og inden du bekymre dig gul og grøn om at regningen skulle vælte vores korset-stramme budget, så læs følgende: Huacachina på størrelse med et møls lillefinger. Så mange meter bliver der ikke at tilbageligge på vores rundtur - jeg vil faktisk foreslå at vi tager turen til fods. Når du bliver træt, kan jeg godt lige klare at betale de 6 kr. en vand eller en Inka Kola* koster. Nej, gavmild ville nok være et lige lovlig smukkende adjektiv at give mig.

Boern der bader i soen

Der findes kun én vej til Huacachina og af den vej ankom Lise og jeg en sen eftermiddag for ca. tre dage siden fra Paracas. Da ankom til byen var mørket faldet på og vi havde derfor svært ved at danne os et ordentligt indtryk af byen (forståeligt nok: når der er mørkt her, er der virkelig bælgmørkt), hvilket resulterede i nogle – når man ser tilbage – helt utrolig dumme spørgsmål om fx hvorvidt tingen lå i gå afstand fra hostlet. Dagen efter ankomst tog jeg mig en løbe tur rundt i byen. Efter 10 min havde jeg været rundt i alle hjørner af byen. Så ja: alt her i Huacachina ligger i gå afstand.
Trods byens lille indbyggertal (knap 200 hoveder) og endnu mindre størrelse, er Huacachina en forholdsvis livlig- og i hvert fald meget hyggelig by, delvist bestående af turister, delvist bestående af folk, der arbejder for turisterne.
Byens eneste turistattraktion er ørkenen. Den sælger de til gengæld med stor succes. Selv her i lavsæsonen er her en del rejsende og peruvianske turister, som besøger byen, for at prøve at ”sandsurfe” (eller gifte sig, eller stå og kissemisse rundt om søen – tror vi talte 7par (!) bare den første aften).

Sandsurfing bilen

At sandsurfe. Nej, det er ikke en joke. Det er faktisk muligt. Nu er det så, du muligvis tænker noget i stil med:
”Del er vel den slags sandsurfing der involverer en eller anden form for sejl, oder was? Hvis det foregår uden er det i hvert fald en sportsgren der kræver ret meget tålmodighed: "Aaaarh! De her klitter bølger herre langsommeligt! Krøjf!" og ”god sandsurfing (husk at vent på den 10. klit, det er den store)”.
Men der tager du helt fejl, makker!
Sandsurfing er en hel reel sportsgren, muligvis ikke den mest kendte, men ikke desto mindre en sportsgren, som faktisk også praktiseres professionelt (her på lørdag skal vores ven Jesus til en stor konkurrence i Paracas). Sandsurfing er en fed sportsgren med masser af fart og… nåja, sand. Navnet får forståeligt nok dig til at tænke på ”bølge” surfing, men der er en langt større sammenligning med snowboarding.
Når du skal på sandsurfing tur i Huacachina må du gøre det i følgeskab med en hardcore chauffør (der i virkeligheden er utrolig sød og hjælpsom, til trods for jeg-smadre-dig-looket med hjemmelavede tatoos og brede skuldre), der fyrer dig rundt i sandkassen, som var du i tivoli. Det er virkelig sjovt og under turen ud til de gode sandbjerge, glemmer man lidt, at man faktisk selv skal ned af bjerget med en plade fastspændt til fusserne og et venligt skub af Mr. Tought Guy. Nåja, eller man kan tage turen ned af bjerget på maven! Første gang jeg blev skubbet ud over kanten, må jeg indrømme at jeg rystede en smule i bukserne, for det går saftsusemig stærkt. Derefter kunne jeg til gengæld ikke få nok. Sandsurfing er SÅ sjovt!

Solnedgang

Efter 2 nætter på Desert Nights besluttede Lise og jeg at tage en overnatning ude i ørkenen, langt væk fra civilisationen. Det var en stor oplevelse. At sove i et lille(!) telt ude i ørkenen med månen som lygte, vinden som vuggevise og sandet som dyne, er præcis så idyllisk, som det lyder. Vi sov i en ”gryde” i ly for vinden og kravlede vi op på sandbakkerne kunne vi se solen gå ned og månen stå op, mens vi nød vores medbragte madpakker. Sandbjerge så langt øjet rakte, et enkelt sted afbrudt af lysene fra Ica (den nærmeste by) og langt ude i horisonten kunne vi skimte Andes Bjergene indhyllet i dis. Meget smukt.

//HALD

*Inka Kola: en ræd-sels-fuld, GRØN alien drik, der absolut IKKE har noget som helst at gøre med Coca Cola, selvom de fleste restauranter tilbyder dette jammerlige mosekone bryggeri, når man beder som en Cola uden sukker. Jeg hoppede på legen én gang, har bitter fortrudt det siden og gør det aldrig igen: beværtningen (som i øvrigt, ligesom alt andet i denne del af verdenen, er enormt overbemandet i lavsæsonen) holdte jo øje med, at jeg bællede hele skidtet, som var det faktisk noget heksebryg de havde hældt på mig og som ville forvandle mig til en pink pygmæ. Nå, der skete ikke noget, men jeg drikker den stadig aldrig mere.

Sand, sand og helt utrolig meget mere sand

Sandsuring var KODYLT, voldsomt, monster fedt.
I dag har vi forsøgt at planlægge vores tur i Peru, Bolivia og Ecuador. Hårdt.
Nu skal vi ud og sove i ørkenen. Alene. Sygt spændende.
//HALD









Udsigt over Huacachina fra trucken

Lima, Paracas, Huacachina - Venter på at solen farver ørkensandet farligt rødt, mens vi surfer ud ind i det dybe blå.

Efter vores sølle første dag i Lima, som vi med god grund valgte at sove væk, tog vi os endelig en god vandretur ned mod kysten ved Miraflores (vores bydel). Her fandt vi et lækert butiks- og cafécenter, der er hugget ind i klippevæggen. For første gang på vores tur fik vi udlevet bare en brøkdel af vores enorme shoppetrang! Efter at have læst mere dybdegående om vores kommende Machu Picchu tur, måtte vi erkende, at vores backpack - trods sit omfang og knusende vægt - alligevel ikke havde alle ingredienser! Vi tog derfor på jagt efter den første og den bedste spejdersport-look-a-like-butik, hvor vi kunne skaffe det nødvendige.
Lykkelige efter endelig at have nydt en dag i spenderebukserne, nød vi noget så lækkert som tre miniburgere a la luksus-spise. Så manglede vi kun at få købt billetter til aftenens Harry Potter premiære!


På vejen hjem fra centeret, Larco Mar, tog vi et smut forbi supermarkedet. Med udsigten til at skulle bære al vores nyindkøbte Rambo-lir, indkøbsvarer samt hente al vores vasketøj sendte vi hinanden et alt-sigende blik, nikkede og nakkede diskret indkøbsvognen. Rullede uskyldigt fløjtende ud af butikken og videre ned ad gaden, mens vi smilede og nikkede og vinkede pænt til de mange interesserede og hilste pænt på diverse politipatruljer. Så let er det altså at erhverve sig en lækker førsteklasses vogn til fragt af personligt gods. Sejrsrusen blev naturligvis nydt med uanstændigt og ikke mindst uansvarligt styrtløb gennem gaderne og kapløb med diverse cykeltaxaer under hujen af gadens folk. Så var der sandelig også varmet op til aftenens eksplosions af magi og spænding i selskab med gode gamle Harry, Ronni-drengen og Hermione-skatter.








Næste dag startede vores Hop-On-Hop-Off buspas med Bamba Experience. Første stop Paracas, et lille turist hotspot, hvis eneste attraktion er en bådtur ud til de nærliggende øer, Ballestas Islas. Turen varede knap to timer og bød på et smukt sceneri i maritime omgivelser og god kulør til de tåber, der havde glemt solcreme og alligevel lykkeligt uvidende valgte at nyde turen med hele ansigtet spejlet i vandets glitrende og UV-reflekterende sollys. Øerne bød på et imponerende fuglereservat, der dog med sin enorme population af alle fuglene, gav skræmmende associationer til en gammel Hitchcock film af samme navn, som man sjældent glemmer. Men herudover var vi også heldige at se en masse dovne søløver og nogle få pingviner.
Senere samme dag hoppede vi atter på bussen for at besøge ørkenoasen Huacachina. Her sidder vi så i dag og venter spændt på snart at skulle på en vild ørkenudflugt med fart over feltet og farlig sandsurfing. Og med al vores nyindkøbte trekkingudstyr skulle vi gerne være mere end fit for fight til at give den i vaskeægte Jason-Bourne-møder-Idiane-Jones-stil!

YEAH.
Skrevet af jeres sjældne, men utroligt hengivne blogforfatter Lise.

Velkommen til Peru

Kl. 00.26, Hostal Porta, Lima, Peru

Vi har ingen mad, ingen tøj og er fanget på hostlet de næste to dage. Min tå er stadig blå og jeg tror neglen falder af. Også er der ingen net til telefonen. Ren elendighed.

Arj, det er fis. Vi har ingen mad, fordi vi har spist det (frokost: spaghetti bolognaise + the på chamerende lokal restaurant til den samlede pris af sølle 40kr. Aftensmad: tærte, æbler, muffin, pizzabolle). Vi har ingen tøj, fordi det hele er på vaskeri - det trængte virkelig og når det nu kun kostede os 60kr, så er det sgu svært at sige nej til tøj uden pletter. At vi er "fanget" på hostlet er heller ikke helt sandt, men vi har planlagt at slappe noget så grueligt meget af, så vi er klar til den adventure tur vi skal på på fredag, med afgang kl. 7.30 fra hostelet. Vi skal ud på en 3 ugers tur rundt i Peru og efterfølgende skal vi bestige Macchu Piccu, der tur der ca. tager en uge. Så den næste måned bliver med god sandsynlighed spækket med oplevelser.

Nåja, også så det med tåen: I BA væltede jeg en mindre marmor(!) bordplade ned over min tå og nu er den virkelig ganske ækel og øm.

Morgendagens plan: at finde en biograf, der viser Harry Potter - håber den er kommet her til!

//HALD

Argentina – landet med historisk lidt historie

Nordmændene lavede origami

Man har bedt mig fortælle lidt mindre om festerne, vennerne og shows og mere om folket, naturen og kulturen i Argentina. Det vil jeg prøve og samtidig vil jeg også forsøge at vinklet indlægget ud fra egene oplevelser og ikke det jeg har læst i diverse rejsebøger (ønsker I et bredere billede af Argentina, så ved jeg der findes et væld af rejsebøger om landet), men tager dog forbehold for dette.

(Maja) Man må have sin lur, Jorges hus

Argentina fyldte i foråret 2010, 200år. Tillykke. Sammenlignet med verdens mange lande, er Argentina dog blot et barn, men i denne verdensdel er den dog blandt jævnaldrende. Sydamerikas lande har én fællesnævner i deres korte historier og det er kolonimagternes indflydelse og flere lande kan i år fejre deres 200års frigørelse. Spanien regerede i en lang periode over Argentina og har også tydeligvis sat sit kulturelle præg på landene - ikke blot i form af sproget.
Spurgte man Jorge (vores vært i knap en uge) om Argentinas kultur, ville han sukkende forklare, at den er lille, sammenlignet med Europa. Spurgte man ham dernæst om politik, ville han, om end muligt, se endnu mere opgivende ud, ryste på hovedet og derefter forsøge at udrede den forvirrende politiske situation, der er et politisk virvar af korruption og spind. Svært at finde rundt i for en europæer, som mig, der gang på gang chokeres over denne verdensdels acceptering af deres korrupte regeringer.
Jorge studerede design og drømte om at flytte til Europa, gerne England, fordi mulighederne for en designer er minimale i Argentina. Landet fokus ligger på deres enorme naturressourcer (nærmest alt hvad der findes i jorden, har de til overflod af) og så naturligvis deres køer, som de altså er sørens gode til at opdrætte.


Antikmarked i San Telmo

Folket og fyrene
Politisk set, fungere landene i Europa som en drøm, men flytter vi dernæst vores fokus til befolkningen, er det en hel anden snak. Ligegyldigt hvor vi har opholdt os i Argentina har vi mødt glade og åbne folk, der kunne finde på at stoppe os på gaden, blot for at høre, om vi har brug for hjælp (hvilket vi som regel har, for det der med kort, er vi sgu ikke helt skarpe til – også selvom jeg har en fortid som spejder). At være rejsende i Argentina er derfor en god oplevelse også selvom sprogbarrieren af og til kan give os nogle lange gåture – selvom vi altid gør det klart, at vores spanske er meget begrænset, gør det ikke nogen forskel på hvor meget de venlige folk, kan lire af sig af sniksnak, som vi pænt om nikke og smile af.
Da vi blaffede fra Puerto Iguazu til Posadas snakkede jeg lidt med lastbilchaufførerne om deres interesser og svaret var som oftest enten musik og dans og derudover ved jeg at landet har en stor fodbold ånd, som jeg desværre ikke fik oplevet (på den anden side, så har jeg end ikke oplevet en dansk fodboldkamp, så jeg har ingen ting til sammenligning).
Som ung kvinde, får man meget opmærksomhed fra mænd af alle aldre og det er ikke kun pift, men også mere opfindsomme ting så som kysse-lyde og fraser som ”OH MY GOD, I love you” og en masse spanske fraser om hvor smukke vi er. Dette ville måske være meget smigrende, hvis ikke det var fordi en stordel af tilnærmelserne kommer fra de unge fyrer, der mest af alt ligner konfirmander, med et tykt lag creme i håret og enorm stærk parfume, der kunne desinficere skadestueværdige kødsår.

Byggemændene, der vækkede mig hver morgen, ved nordmændene

Natur gennem bilrude
Den natur vi oplevede, da vi så vandfaldene i Iguazu, behøver jeg vist ikke at gengive. Den var smuk, men vi har ikke været ude og opleve mere natur i Argentina, selvom der findes en række mindre naturreservater. Vi valgte dem fra til fordel for Buenos Aires, men på vores rejse fra Puerto Iguazu til Buenos Aires så vi, gennem bilrude, lidt af den smukke natur landet ellers byder på: store, grønne skove, brede floder og enorme marker, tilplantet med eksempelvis maté, der er en slags te, som argentinerne drikker i spandevis. Teen bliver drukket i et læder eller trækrus, dekoreret med sølvfarvet kanter og ligeledes med et sølvfarvet metalsugerør. Drikken bliver drukket alle steder (i bilen, jobbet, hjemme, i byen, koncerter, museer – ALLE steder) og deles ofte mellem flere, på samme måde som en fredspibe. Jeg har endnu ikke smagt den, men den skulle vist drikkes i hele Sydamerika, så mon ikke jeg får muligheden.
Selvom Argentina er beriget en utrolig smuk natur, så virker det ikke som om det er noget landet gør meget for at passe på. I Buenos Aires fik vi eksempelvis fortalt at den sø, som byens drikkevand kommer fra, er enorm forurenet af fabrik affald og at alt byens affald blot bliver deporteret ud af byen, for at ligge på den bare jord og forurene grundvandet. Forurening er ikke et politisk emne og årsagen er nok desværre, at der er så helt enormt meget andet, der ikke fungere i landet.

//HALD

Trommer, tomatsuppe og en park fuld af roser

Sidder mæt og tilfreds efter en omgang de-li-kat (pose) tomatsuppe, der kunne have været en konge værdig og overvejer hvilken film vi skal hygge med i aften (vi har nemlig opdaget mulighederne for at se film på Showwhite – navnet på super-fjing-fjong computeren her, der har redet vores liv flere gange og altid er der for os – og har brugt dagen på at finde det fedeste lir til hende, deriblandt en ekstern harddisk ved navn Svinehunden). Vi bor stadig hos de tre gæve nordmænd i deres palads af en lejlighed i San Telmo og har netop én dag tilbage inden vores rejse går mod Peru, hvilket vi glæder os til som gale.

Vi har nu tilbragt 2 dejlige uger i BA, hvor vi har festet byens cool natteliv, daset i de flotte parker og hygget på diverse cafeer. Alt i alt to uger med masser af hygge, så vi nu er knald parate til at give gas i Peru, hvor vi fra på fredag starter de 3-4ugers adventure-ture.

BOM BRAG La Bomba Del Tiempo! Det er et trommeshow i TOP klasse, som vi drog til i forgårs efter at have nydt noget af det finurlige trylleri Håkon ynder at fixe i køkkenet (denne gang: kotelet, et stykke gris, nødder og ”frugtsalat” = lækkert!). Inden der blev tændt op for trommerne, satte vi gang i sjov og løjer hjemme i lejligheden, der blev forvandlet til en kravlegår af spektakel: Hoved-Skulder-Knæ-Og-Tå blev gjaldet på alle sprog (af Lise, naturligvis – hendes skjulte sang”talent”, har ALLE vist opdaget på denne tur), Eirik gav en omgang break-dance, Erling var da heller ikke (helt) bleg for at imitere Britney i Hit Me Baby One More Time og Maja til sidst blev påduttet at svøbe sig ind i hele hyttens dyner og soveposer for så at blive rullet ned af trappen i soveværelse. Skæg og løjer må man sige. Nordmændene holder sig absolut ikke tilbage, når det kommer til at finde på fjolleri om aftenen, hvilket - efter et langt spil bridge - også resulterede i, at Erling (Point: Erling 53, Maja 54, Eirik 55, Lise 102, Håkon 109) har fået den straf at skulle finde en frossen fisk og hænge den ud over altanen til skræk og fis for byens bilister. Vi glæder os til det show!

Rosenpark

//HALD

Pirater og nordmænd

Maja

Et krydsforfattet blogindlæg – første akt.

Godt indlogeret i San Telmo, Buenos Aires hos nogle kjæmpe gay (skulle efter sigende betyde ’vældig sjove’, hvortil det kan tilføjes at kjæmpe patat gerne skulle betyde ’vældig kartoffel’) nordmænd. Lad mig introducere: Eirik den musikalske idrætsstuderende, Håkon den litteraturvidenskabelige og ikke mindst lidenskabelige og engelsk-litteraturstuderende og avant-garde maleriske Erling. Endnu en gang er vi tydeligvis faldet i gode hænder via vores couch-surfing. Lejligheden, der fremstår som et galleri med stemningsfyldte fotografier af lokalområdet, kunne efter en god omgang rengøring og en mild renovation udgives for at være et over-eftertragtet liebhaver-levested. Hammerslag kom an.


Jorge fortæller om sine fremtidsplaner som pirat

Vi var ovenud glade for at bo ved vores tidligere vært, pink Barbie-T-shirt-bærende-designerven Jorge, der med eget værelse og to separate senge, pool på taget og usædvanlig renlighed, tog sig rigtig godt af os. Vi nød tilmed turens bedste måltid i dette palads – Jorges hjemmelavede lasagne, lavet fra bunden med kærlighed, friske grøntsager og skinke mellem lagene. Mætte blev vi alt imens Jorge uddelte af sine fantastiske drømme om et liv som pirat akkompagneret af hans alstemningsfulde elektroniske elevator-lounge-muzak-musik.

Dagene har dog ikke været fyldt af den største spænding siden vores sidste indlæg. Vi har nydt livet, hvilket naturligvis i sig selv også er værd at skrive hjem om, men de helt store junglesafarier i betonbyens mange og farligt trafikerede labyrinter har det dog ikke været. Det var derfor en kæmpe oplevelse, da vi ganske uvidende om, hvad der ventede os, trådte ind i det store tomme rum, hvor La Feurza Bruta showet skulle eksplodere over vore hoveder og regne med et virvar af farver og former og livsfilosofikse fagter…

Dette måltid var måske ikke lige netop hvad vi havde regnet med at få (friture kylling, friture pommes, friture banan og majssovs) og slet ikke i samme gourmet-kaliber, som Jorges Gude lasange

Et krydsforfattet blogindlæg – anden akt.

Lys. Lyd. ACTION. Vi ankommer til teateret 10 min før stykket begynder, totalt intetanende om at være få minutter fra at opleve det vildeste show vi nogensinde har set. Det eneste vi på daværende tidspunkt ved, er at det er helt uforglemmeligt fedt og man får ondt i nakken. De par, der anbefalede os showet, havde dog forsikret os om, at ømme nakkemuskler var en lille pris at betale for dette ”horisontudvidende show med folk svingende rundt i loftet” (og hvem tror ikke på et par gæve briter med tandsæt, der til forveksling lignede en perlekæde Julie på 3 har lavet i børnehaven, bukser med vidde og en plan om at rejse Sydamerika tynd endnu et år?).
Her i skrivende stund forstår jeg udmærket godt, hvorfor vi ikke fik nogen konkret beskrivelse af showet. Det er, ikke umuligt, men hvert fald en prøvelse at forklare, hvad vi blev udsat for i de 5 vanvittige kvarter showet varede, uden at få det til at lyde som en koncert med Lars Lilholt – jeg prøver.


Nordmændene: Erling, Håkon, Eirik

Der bliver serveret øl, drinks og musik med trommer og bas. Jeg vælger en Cola oven på anstrengelserne med de offentlige busser (!!) og beholder overtøjet på for ikke at komme til at fryse i teatersalens mørke endnu uvidende om, at jeg hverken får en stol at sidde på eller en scene at kigge på og faktisk kommer til at svede. Hvis ikke jeg stod med billetten til showet i hånden, ville jeg nok have troet, at jeg var på natclub og irriteret mig over mit truckeroutfit (Lise og jeg har ikke noget der minder om en city-garderobe, det hedder fodformede sanddaler og praktiske shorts).
Dørene til salen går op og Lise, jeg og de ca. 200 andre gæster stimler ind i et mørkt rum med dansemusik, farverige projektører og ægte clubsteming. Der er ingen scene, ingen stole og der hersker en mild forvirring om hvorhen vi skal rette vores opmærksomhed. Menneskemængden i det propfyldte lokale, bliver pludselig delt og ind fra den ene væg kommer der et koloenormt løbebånd rullende ud. På båndet løber en fyr energisk for sit liv: han forsøger at følge med tempoet mens en forhindringsbane af stole, borde, mennesker og andet bliver smidt op på rullebåndet, som han kun med nød undslipper. Tempoet øges med takten i musikken og nu foregår showet pludselig ikke længere på løbebåndet, men på et stort sølvvægtæppe hvor projektørlys og to ekspressive kvinder danser hen over i en vild mosekonedans, hvor deres vilde hyl druknes i musikken og lader de malede skrig tale for sig selv. Lige så snart vi har tryllebundet os til kvindernes troldedans, lige så snart er de væk og erstattet af en rullende scene, hvor skuespillerne imiterer en hidsig familiemiddag, dansende rund om et bord – de ender med at smadre hele scenen og danse en vild julgledans i et virvar af papir og papkasser. Med ét skrifter showet location og pludselig befinder skuespillerne sig ude blandt publikum, hvor de opfordre os til at gå med på deres vilde dans og smadre flamengoplader i hovedet på hinanden. Folk rives med uden at vide om det er musikken eller de entusiastiske skuespilleres energi. Pludselig er de væk og endnu inden salen helt har forvandlet sig til de gedegilde af en dansesal, hvor selv de schmarte fyrer har droppet at få hold på gevalderne, opdager vi aktivitet i loftet. Ingen har set det før nu, men en kæmpe svømmepøl med gennemsigtig bund hænger øverst og fylder hele loftet og sænker sig nu ned over os, så vi på tæt hold kan se og røre de 3-4 delvist afklædte kvinder, der, uden seksuelt anstrøg, men med den samme enorme energi, som hele showet brænder af, kaster sig ud i nogle vildt akrobatiske svømmeøvelser, der smukt a komponeres af lys og lyd. Alt eksploderer, folk gribes af en ur-dyrisk vildskab og danser som gale alt imens musikken spiller og vi alle danser under den regn, der pludselig springer ud af loftet, som havde nogen taget en uvejrssky og placeret den netop der.

Og nej, der var ingen Lars Lilholt, der stod og råbte ”lad trommerne spille”, ingen psykedeliske stoffer til at underbygge stemningen af oprør mod konformiteten i hverdagen, livet og alt den modgang et menneske må gennemgå. Det var slet ikke i den dur – det var smuk, vanvittigt og en energibombe, der kunne smide de fleste energidrikke af markedet, hvis dette fandtes på tube.

//BANGSØ&HALD

Farverige dage

Vi er nu i Buenos Aires. Vi bor tæt på centrum i området Recoleta, hvor vi Couch-surfer i et mini-kollektiv bestående af fem studerende og et toilet, der er blevet forvandlet til en hemmelig have i betydningen ’den helt store hamp fabrik’ (vi sagde pænt nejtak). Her har vi mødt Marcos (argentiner), Laura (franskmand), Marion (østriger) og to andre argentinske drenge, som jeg med hånden på hjertet faktisk ikke kan huske, hvad hedder. Nu kunne man hurtigt begynde at frygte for vores rent financielle velbefindende i en storby af BA’s dimensioner - fyldt med shoppingcentre og alt hvad hjertet kunne begære! Men lad mig give et dejligt eksempel på prislejet her i Argentina: Maja fik i går klippet sit hår hos en ganske udmærket frisør til en pris a 28 pesos (kursen ligger i 1,337), så vores budget skulle gerne klare den! Og i værste tilfælde holder vi skarpt øje med alle udgifter og fører hver en lille bon ind i vores fine excell-ark, der sørger for at ugebudgettet ikke overskrides! :)

Vi har oplevet helt utroligt meget på de knap to uger, der er gået siden jeg (undertegnede) kom. Man bliver næsten bange for, at de mange gode minder langsomt skal forsvinde. Så det er næsten svært at forstå, at der oven på de utallige oplevelser venter fire måneder mere af muligvis samme karakter? Hold da op. (Vi har måske endda nogle dårlige til gode).
De største oplevelser er dog dem, vi har haft ved at møde de mange fantastisk flinke mennesker gennem Couchsurfing og vores mini hitchhiker tur (Vi kom da 300 km fra Puerto Iguazu til Posadas - herfra tog vi bussen de sidste 700 km til Buenos Aires.( Bemærk venligst, at det er utrolig hårdt at stå og blaffe i den hede middagssol med 25 kilos heftig oppakning både foran og bagpå)).

Og så til i går. I går var vi ude på en god vandretur gennem nogle fine parker og dernæst besøgte vi den berømte kirkegård, hvor Evita Peron ligger begravet. Kirkegården er ganske anderledes fra, hvad vi hidtil har set. Den er bygget som en decideret by for de døde. Mausoleer står som rækkehuse og danner små gader og åbne pladser. Mange af de små huse har endda glasruder, hvorigennem man kan se ind til kisterne, der ofte ligger på hylder eller står stablet, efterhånden som familien 'er flyttet ind'. Meget makabert, ja. Men det var nu også alt, hvad der var at se. Selve Evitas grav var ganske uinteressant bortset fra den store blitzende hob af asiatere, der altid formår at opskalere selv den mindste seværdighed – det er nu engang en dyd.

Herefter tog vi os en dejlig lang pause med vores sædvanlige frokost: 2 x flütes med spegepølse og ost, 1 banan til hver, 1,5 liter vand til deling og en pakke Oreos til den søde tand. Dette festmåltid nydes gerne under højtlæsning af vores fællesbog, En vampyrs bekendelser. Lækker livsnydelse.

Resten af dagen tilbragte vi på Buenos Aires' museum for kunst, hvor vi begge var meget betagede og inspirerede af de mange smukke værker. Heriblandt også lidt Picasso, Paul Gauguin, Monet, Van Gogh og Renoir. Men faktisk forelskede vi os allermest i et vidunderligt parisisk aftentids-maleri af Marc Chagall (hidtil ukendt for os). Maleriet hed 'De elskende' og indbød til livslang ubevægelig fortabelse med hovedet på skrå.

I dag begav vi os atter ud på en gevaldig gåtur (dette skyldes naturligvis for det meste vores utrolige mangel på stedsans og dårlige kommunikationsevne og forvirring over den offentlige transport, der bl.a. består af 700 busser). Vi fandt dog frem til dagens destination, La Boca. Området er et gammelt immigrantkvarter, hvor italienerne i sin tid slog sig ned og skabte et smukt farverigt kvarter, der den dag i dag står tilbage som en turistmotorvej omgivet af mangefarvede caféer med tangodansende akrobater i midterrabatten. Vi havde dog den glædelige fornøjelse at møde verdens rareste lille super-nissemand, der lod os skrive hilsner i sin gæstebog og fortalte om forureningen af floden og gaderne i Buenos Aires (på spansk, hvortil vi nikkede og smilte og forstod kun, hvad der blev sagt vha. remedier).

I morgen flytter vi ind på et nyt hotel, hvor vi glæder os til sippe lidt Cristal og nyde en lækker skål kaviar.


Skrevet af Lise Emilie Bangsø den 03.11.10