Vi er kommet op i højderne, tæt på Lago Titicaca og er havnet i turistbyen, Puno, der til afveksling også sætter priserne derefter. Vi var derfor lykkelige, da vi i morges fandt en lille vidunderbager, der serverede Desayuno Americano – yndlingsmåltidet, der består af brød med dertilhørende frugtgele, margarine, røræg, en te eller kaffe og friskpresset juice efter eget valg, namnam – til kun 9 soles! Dette udviklede sig selvfølgelig hurtigt til et sandt festmåltid med tilvalg af mokkakage, frugtpandekage og café latte. Sådan nyder vi gerne vores morgenkaffe.Vi slapper nu af på vores værelse med film og alt for dyre M&M’s, mens vi prøver at tilvænne os hovedpine og åndedrætsbesvær som resultat af højden. Vi kæmper hårdt for at blive klar til vores udflugt til øen Amantani i morgen. Det hjalp dog med en lille lur på 14 timer.
Vi har det også hårdt, stadig stærkt udmattede og helkrops-ømme efter vores debut-trekkingtur i Colca Canon, Arequipa. Vi havde valgt at forkorte den normale tredages rute til kun to dage – den lange tur er jo kun for pensionister og gangbesværede! Denne hovmodige fordom fik vi dog hurtigt aflivet. For førstegangstrekkere viste Colca Canon sig at være det helt store Mount Everest-projekt.
Første dag startede med afhentning på hostelet kl. 04.00 og bød på seks timers intensiv vandring, først tre timer ned ad stejle bjergstier i bagende sol for derefter at bestige den næste bjergside i endnu tre timer. Her er altså ikke tale om hyggelig bjergvandring a la himmelbjerget, hvilket vi bittert, hyperventilerende, supersvedende og med flimrende syn måtte erfare. Vores tørst efter nærdødsoplevelser er i første omgang blevet stillet. Ser man nu alligevel bort fra vores ynkelige fysiske form var turen helt fantastisk. Vi vandrede ad støvede, golde klippestier, over vilde floder via gyngende hængebroer, og videre op ad frodige bjergskråninger, hvor vores guide præsenterede de mange besynderlige planter for os. Vi stødte bl.a. på Tequila-planten, hernede er denne vanvidsdrik dog erstattet med Perus egne meget populære og utroligt ilde smagende sprit, Pisco. Man kan dog nemt forveksle Tequila-planten med den meget vigtige Aloe Vera, der af de lokale bruges som solfaktor. Sidst men ikke mindst blev vi advarede mod den meget udbredte og lige så berygtede Don’t Touch-busk, hvis saft er ren syre (Orlando demonstrerede alvorligheden heraf med fremvisning af mangetallige dybe ar). Herudover blev vi også introducerede for den lille bænkebider-lignende bladbeboer, hvis postkasserøde blod bruges til tekstilfarvning og kosmetik. Eksportværdien af sådan en lille krabat ligger i 300US$ kiloet – en profit de lokale billeindsamlere naturligvis ikke ser noget af. De lokale bjergbeboere lever således af at plukke disse berømte biller og desuden dyrke afgrøder på de mange berømte inkaterasser. Her dyrkes blandt andet forskellige sorter majs, over 2500 forskellige typer kartofler, avokadoer etc. De fleste holder naturligvis også Alpacafår, hvis bløde pels omsat til sweatere sælger godt på de mange turistmarkeder. Vi har selvfølgelig også investeret i industrien ved køb af to sweatere, ørevarmere og tørklæder. Nu er vi også godt dækket ind mod den potentielle nattekulde.
Vi blev for natten indlogerede på et hostel, der lå som en oase mellem de høje bjergtinder. Her kunne vi afkøle vores overophedede kroppe af i den naturlige pool, slænge os mellem velduftende trompetplanter, farverige iris og smukke hvide kallaer i massevis. For natten blev vi tildelt små bambushytter, der som ikke-isolerede, bød på en fantastisk insektoplevelse. Jeg blev, på trods af urimelige doser myggespray, groft overfaldet af en ondskabsfuld myggebande, der over natten havde forvandlet min stakkels krop til et omvandrende ildrødt og superkløende gourmetmåltid (jeg har nu af angst og hævntørst forkøbt mig i diverse b-vitamintilskud og andre tvivlsomme mirakelmidler). Men der var ingen tid til klager. Vores effektive vækkeur, guiden Orlando, stod frisk og klar i vores døråbning kl. 05.00, og så var det bare Vamos! Nul morgenmad, kun en Cola til den ene hånd og en Snickers til den anden (gode midler mod den sikre sukkerkolds-død).Dag to var udelukkende opstigning ad stejle, snørklede og ekstremt støvede klippestier. De dygtige og energiske trekkere klarede denne rute på kun 1,5 time – heriblandt vores italienske medtrekker Fabio, der efter kun fem minutter var forvandlet til en lille aktiv prik langt oppe i skyerne – vi derimod måtte tage til takke med en personlig rekord på tre timer (hvilket faktisk er tilstrækkeligt flot af nybegyndere). Vi havde en hård kamp med at bestige det pokkers bjerg og måtte holde utallige stops undervejs, bunde to colaer, tre vand og fortære to snickers, alt imens bjergbyernes indbyggere ubesværede løb forbi os. En ældre herre kom endda luntende ned forbi os ad de smalle stier balancerende med et godt fem meter langt rør over skulderen. En af guiderne kunne ydermere fortælle, hvordan hans bedstefar hver dag vandrer to timer til sin farm og efter en hel arbejdsdag atter vandrer to timer hjemad i bjergene – en mand på 97 år!! Men på trods af indbyggerne og de andre vante trekkeres imponerende bjergspurter, var vi alligevel godt stolte af os selv, fordi vi på trods af den alt for store udfordring ikke gav op, og lod trækæsler overtage arbejdet for os (hvilket mange af de andre lige så fortabte trekkere faktisk gjorde). Vi kæmpede begge let forkølede, med smertende knæ og halvt ophostede, støvbelagte astmalunger. Og sejren var det hele værd!
Forude venter Machu Picchu nu bare. En femdages trekkingtur i mere ekstreme højder og ad langt stejlere bjergskråninger… Vi har i hvert fald kampånden klar, så må vi se, hvad vore sølle maskinerier kan klare.
Skrevet af Jeres alle sammens alle tiders myggemåltid, Lise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar