Inden du takker mig ørene fulde for min gavmildhed og inden du bekymre dig gul og grøn om at regningen skulle vælte vores korset-stramme budget, så læs følgende: Huacachina på størrelse med et møls lillefinger. Så mange meter bliver der ikke at tilbageligge på vores rundtur - jeg vil faktisk foreslå at vi tager turen til fods. Når du bliver træt, kan jeg godt lige klare at betale de 6 kr. en vand eller en Inka Kola* koster. Nej, gavmild ville nok være et lige lovlig smukkende adjektiv at give mig.
Boern der bader i soen
Der findes kun én vej til Huacachina og af den vej ankom Lise og jeg en sen eftermiddag for ca. tre dage siden fra Paracas. Da ankom til byen var mørket faldet på og vi havde derfor svært ved at danne os et ordentligt indtryk af byen (forståeligt nok: når der er mørkt her, er der virkelig bælgmørkt), hvilket resulterede i nogle – når man ser tilbage – helt utrolig dumme spørgsmål om fx hvorvidt tingen lå i gå afstand fra hostlet. Dagen efter ankomst tog jeg mig en løbe tur rundt i byen. Efter 10 min havde jeg været rundt i alle hjørner af byen. Så ja: alt her i Huacachina ligger i gå afstand.
Trods byens lille indbyggertal (knap 200 hoveder) og endnu mindre størrelse, er Huacachina en forholdsvis livlig- og i hvert fald meget hyggelig by, delvist bestående af turister, delvist bestående af folk, der arbejder for turisterne.
Byens eneste turistattraktion er ørkenen. Den sælger de til gengæld med stor succes. Selv her i lavsæsonen er her en del rejsende og peruvianske turister, som besøger byen, for at prøve at ”sandsurfe” (eller gifte sig, eller stå og kissemisse rundt om søen – tror vi talte 7par (!) bare den første aften).
Sandsurfing bilen
At sandsurfe. Nej, det er ikke en joke. Det er faktisk muligt. Nu er det så, du muligvis tænker noget i stil med:
”Del er vel den slags sandsurfing der involverer en eller anden form for sejl, oder was? Hvis det foregår uden er det i hvert fald en sportsgren der kræver ret meget tålmodighed: "Aaaarh! De her klitter bølger herre langsommeligt! Krøjf!" og ”god sandsurfing (husk at vent på den 10. klit, det er den store)”.
Men der tager du helt fejl, makker!
Sandsurfing er en hel reel sportsgren, muligvis ikke den mest kendte, men ikke desto mindre en sportsgren, som faktisk også praktiseres professionelt (her på lørdag skal vores ven Jesus til en stor konkurrence i Paracas). Sandsurfing er en fed sportsgren med masser af fart og… nåja, sand. Navnet får forståeligt nok dig til at tænke på ”bølge” surfing, men der er en langt større sammenligning med snowboarding.
Når du skal på sandsurfing tur i Huacachina må du gøre det i følgeskab med en hardcore chauffør (der i virkeligheden er utrolig sød og hjælpsom, til trods for jeg-smadre-dig-looket med hjemmelavede tatoos og brede skuldre), der fyrer dig rundt i sandkassen, som var du i tivoli. Det er virkelig sjovt og under turen ud til de gode sandbjerge, glemmer man lidt, at man faktisk selv skal ned af bjerget med en plade fastspændt til fusserne og et venligt skub af Mr. Tought Guy. Nåja, eller man kan tage turen ned af bjerget på maven! Første gang jeg blev skubbet ud over kanten, må jeg indrømme at jeg rystede en smule i bukserne, for det går saftsusemig stærkt. Derefter kunne jeg til gengæld ikke få nok. Sandsurfing er SÅ sjovt!
Solnedgang
Efter 2 nætter på Desert Nights besluttede Lise og jeg at tage en overnatning ude i ørkenen, langt væk fra civilisationen. Det var en stor oplevelse. At sove i et lille(!) telt ude i ørkenen med månen som lygte, vinden som vuggevise og sandet som dyne, er præcis så idyllisk, som det lyder. Vi sov i en ”gryde” i ly for vinden og kravlede vi op på sandbakkerne kunne vi se solen gå ned og månen stå op, mens vi nød vores medbragte madpakker. Sandbjerge så langt øjet rakte, et enkelt sted afbrudt af lysene fra Ica (den nærmeste by) og langt ude i horisonten kunne vi skimte Andes Bjergene indhyllet i dis. Meget smukt.
//HALD
*Inka Kola: en ræd-sels-fuld, GRØN alien drik, der absolut IKKE har noget som helst at gøre med Coca Cola, selvom de fleste restauranter tilbyder dette jammerlige mosekone bryggeri, når man beder som en Cola uden sukker. Jeg hoppede på legen én gang, har bitter fortrudt det siden og gør det aldrig igen: beværtningen (som i øvrigt, ligesom alt andet i denne del af verdenen, er enormt overbemandet i lavsæsonen) holdte jo øje med, at jeg bællede hele skidtet, som var det faktisk noget heksebryg de havde hældt på mig og som ville forvandle mig til en pink pygmæ. Nå, der skete ikke noget, men jeg drikker den stadig aldrig mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar