Huyana Potosi, bare hårdt

... Glem alt om Colca Canon, Inka Trail, og hvad vi ellers har fyldt Jer med. Huyana Potosi er toppen inden for trekking, creme de la creme.

Lige siden vi stadigt høje på vor ungdom og evigt naive og tilmed hovmodige bestilte vores tredages bjergbestigningstur til det 6088m høje isbjerg, Huyana Potosi, har løftet om en vandretur i det ekstreme hængt over vore hoveder, som en dyster sky i en ellers så lys og lystig juletid.
For hver dag voksede nervøsiteten for, hvad vi nu havde rodet os ud i og snakken om, hvorvidt en akut sygdom kunne erhverves, hvis nødvendigt begyndte langsomt at blive mere alvor end spøg. Men dagen kom, og der var ingen undskyldninger i sigte.

På kontoret sad tre andre spændte hikere og ventede – de lod dog alle til at være en del mere erfarne inden for gå-og-klatre-sporten. Sammenlignet med de tre fyre, alle sidst i tyverne og i god form, var vi naturligvis årsag til mange gode grin og skæve blikke fra samtlige guider. Men vi blev dog alligevel tildelt vores bjergvandringstøj og diverse isklatringsredskaber lige som de andre. Da vi pludselig stod der med harness og pandelampe i den ene hånd og isøkse i den anden iført vores enorme sne-boots og orange overtrækstøj var mareridtet om Huyana Potosi pludselig kommet meget tæt på. Vi skulle altså op på det bjerg.

Med Inka Trail og Colca Canon som vores eneste erfaring blev vi noget overraskede, da det viste sig at Huyana Potosi ikke bestiges via diverse stier, men i stedet opad stejl klippevæg og gennem dyb sne – ganske urørt og utilpasset de ellers mange vandreglade turister. De første to dage gik derfor med at klatre opad klippefrembrud, vandre langs højderygge af mindre bjerge og trave opad snebelagte bjergsider. Det var her undervejs, at det gik op for os, at selve Huyana Potosi nok ikke ville blive hverken hurtigt overstået eller smertefrit. Det ville blive en kamp at nå toppen, og højden var allerede begyndt at lade sig mærke omkring de 5000m. Det skulle senere vise sig, at eventyret i at nå toppen af Huyana Potosi ikke så meget er en test i fysisk styrke, men nærmere et spørgsmål om, hvorvidt man rammes af højdesyge eller ej. Den sidste etape af bjergbestigningen startede klokken 01.00, hvor vi i nattens dybe mørke iførte vore pandelamper og al vores udstyr to og to blev forbundet med vores guides i sikkerhedsliner. Og så startede den hårdeste vandring vi nogensinde før har oplevet og nogensinde vil opleve. I den sorte nat skulle vi gennem en meter dyb sne vandre opad Huyana Potosi, springe over kæmpe gletcher kløfter, mave os under meterlange istapper og hakke os op ad stejle isvægge. Men hele dette eventyr forblev dog en oplevelse kun delt af mig selv og vores guide, Felix, da Maja kun kort efter start måtte erkende, at hun ikke kunne fortsætte pga. højdesyge.

Efter mange timers intensiv vandring i selskab med Felix nåede jeg en højde på 5800m, kun 200m fra drømmen om toppen, men yderligere to timer i bitter vandring. Og hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg havde de sidste to timer kæmpet med højden i form af intens kvalme og hovedpine, og jeg måtte til sidst helt ødelagt smide mig for fødderne af Felix og grædende stønne: no puedo mas, no puedo mas. Så mens solen stod op, begav Felix og jeg os tilbage ad de selv samme stier, der nu afslørede alle de skumle passager vi i natten havde forceret. Ødelagt af højden, ingen søvn, sult og fuldstændig dehydrering tog hjemturen uendeligt lang tid, og den stakkels guide Felix måtte bære over med en gangart og hulken, der i store træk minder om et toårigt barns. Og ja, sådan ender eventyret, ganske uhæderligt.

Da Felix og jeg endelig nåede tilbage til vores base camp, fandt vi Maja i en lige så ringe tilstand, og vi besluttede os derfor for at komme ned fra højden hurtigst muligt, hvilket resulterede i, at vi tog resten af nedturen som i beruset tilstand, slingrende fra side til side uden nogen som helst kontrol over arme og ben.

Således mødte vi altså vores overmand på vej mod toppen af Huyana Potosi. Konklusionen er dog, at man kan være i lige så god form, have en mental viljestyrke af særklasse og alligevel ikke kunne stille noget op, når højden træder i karakter og kræver sine ofre. Og selvom Maja kun nåede de 5300, og jeg de 5800 er vi stolte som konger over vor bedrift – og det skal lige tilføjes, at ligeledes var Felix, da han fandt ud af, at vi begge ingen erfaring har, ikke er sportsmennesker og kun er tyve år gamle. Altså, kan I godt lade Jer imponere af vores endelige resultat og prale på livet løs til venner og familie!

Lige lidt facts til Jer, der sidder forvirrede tilbage, Huyana Potosi, 6088m, er det nu virkelig noget?
Himmelbjerget 147 m
Ejer Bavnehøj 170,35 m
Yding Skovhøj 172,66 m
Højdesyge over 2000 m
Huyana Potosi 6088 m
Mount Everest 8848 m

Ps. Vi er nu de stolte ejere af en meget blæret t-shirt med teksten: I climbed Huyana Potosi. En til samlingen (her får man t-shirt for enhver bedrift). Og vi er nu klar til at fejre et velfortjent nytår, godt nytår til alle Jer derhjemme og andre steder i verden!


Skrevet af Lise, et helt nyt menneske

Et fængsel i Bolivia

Noget vi har erfaret på denne tur, er, at Sydamerika er bund korrupt. De fleste er kriminelle og politiet er ofte de værste. På en yndig solskinsdag med alt for mange tømmermænd (julen skal jo fejres med manér og selvom de ikke har snaps her ovre, så har de rigeligt med sager, der giver tømmermænd), have vi fået arrangeret et møde med en dame, der hævdede at kunne hjælpe os ind på et besøg i La Paz’s kendte og berygtede fængsel. Det er muligt, men drøn ulovligt, at besøge fængselet hver søndag, hvilket betyder, at det også var ved et ganske heldigt tilfælde, at vi fik fat i et telefonnummer til en dame, der var i forbindelse med det turistforetagende, hvor et par indsatte giver rundvisning i fængslet.
Kvinden skulle befinde sig på en restaurant nærliggende fængslet og være iført en pink sweater. Efter en rum tids søgen fandt vi hende sammen med en lille gruppe af gringo’er fra vores hostel. Hun ledte os hen til fængslet, hvor et par venligt stemte fængselsbetjente blev bestukket og bad os ligge mobiltelefoner og kameraer på deres kontor (noget vi gjorde med en smule skepsis). Her efter blev vi guidet ind i fængslet, der består af en række skæve og - i boliviansk målestoksforhold – ret høje huse, der danner en lille gård, hvor der i smuk juleånd var pyntet op med krybbespil og farverige lys. Gården var ligesom så meget andet i Bolivia, snusket og uhumsk, men dog stop fuld af god stemning. De indsatte - narkoforbrydere, voldtægtsmænd og morder (hvilket også inkluderer tidligere statsmænd – Bolivia er, som sagt, bund korrupt) - sad ved små plasticborde og hyggede med familie og kage og måske en inka kola fra fængsels butik.
Vores guide var fra Holland og sad inde for noget cocain smugling. Eftersom han var gringo i et boliviansk fængsel, var hans odds for at klare sig ikke specielt gode, men han havde noget familie og en boliviansk kæreste, der sendte ham nogle penge, så klarede han sig godt. For pengene havde han havde lejet et lille(!!) værelse øverst oppe under taget, hvor han kunne læse sine bøger og tage sin heroin i fred. I øjeblikket boede der en colombianer for enden af senge, for det var småt med pladsen i fængselet. Vores guide var glad for colombianeren, for han var en dygtig kok.
Vores guide skulle sidde der i ca. 3 år og synes at det var en fin pris at betale for sit kriminelle liv; han havde været smugler, misbruger og dealer lige siden han var 14 og fortrød det ikke. Han havde levet det søde liv og var sikker på, at når han kommer ud, så vil han fortsætte. Drømmen var at starte en bar på en strand i Brasilien.
Det er svært at forklare, men vores hollandske guide prøvede: fængselet i la Paz er gennemsyret af korruption og de fleste, særligt dem med penge på lommen, lever bedre end de kunne gøre uden for fængslet. Alt kan købes for penge og man kan bestikke sig fra det meste. Fængslet er dog delt i flere dele og den del vi besøgte, var det sted, hvor de indsatte havde det bedst. I de andre dele, lever de indsatte som hunde og opfører sig derefter, fortalte vores guide der slev havde haft en overnatning der, og ikke ønskede at komme tilbage.
Den del af fængslet, som vi besøgte, fungerede som et minisamfund, hvor de indsatte på trods af forbrydelserne (som man ikke snakker højt om) lever i fin harmoni med hinanden i et slags minisamfund med deres egne normer, regler og straffe. For eksempel vælger de deres egen præsident og har forskellige underorganisationer, der eksempelvis tager sig af sport, kultur og sikkerhed. Der bor flere familier i fængslet og for omkring 10dkkr, kunne vores guide få lov at få sin kæreste til at overnatte.
Når de holder fest, bliver der købt ekstra alkohol og ofte det med de højeste procenter, selvom de slet ikke er lovligt at drikke i fængslet. Fængselsbetjentene deltager nogle gange selv i festlighederne og kommer ofte på fængsels pub for at få en fyraftens øl og et slag pool.
Der er også en del cocain trafik i fængselet og dette er naturligvis strengt forbudt, hvilket også betød at der, kort efter vores ophold i fængslet, blev taget en gruppe gringo’er, som var på udkig efter noget billigt og godt cocain. De fik 48t til at komme ud af Bolivia.

//HALD

JULEAFTEN

Lise og jeg er begge fan af julen og siden vi kom til La Paz i midten af december, har vi forsøgt at komme i julestemning, ved at lave julepynt til værelset, have julekalender, høre en masse julemusik (WHAM er en fa-vo-rit) og købe julegaver. Den 24.december var julestemningen derfor i top til trods for, at vi nok var de eneste, der fejrede jul juleaften og ikke juledag, den 25.december. Vi tog på café og fik pandekager og amerikansk morgenmad og pakkede gaver op (ja, vi kunne simpelthen ikke vente til om aftenen). Lise fik en karrygul babyalparka sweater og et ur, jeg fik helt utroligt mange gaver af hende – fra bamser til tøj, musik og en dagbog! (tak)
Resten af dagen juleshoppede vi, så A Cristmas Carrol og til aften tog vi ud og for at spise julemiddag sammen med 3 af Lise venner hjemme fra Århus. Villads, Michael og Sune var herligt selskab på en juleaften, der først sluttede på en club langt ud på julemorgen. (tak)
De sidste dage er gået med at spise en masse mad og fejre en masse jul. Blandt anden lavede vores hostel stor julemiddag den 25.

//HALD

Den 23. december: The World’s Most Dangerous Road

”I morgen er det juleaften, der er længe, længe til… Hvad jeg dog finde på, jeg kunne cykle en tur på verdens farligste vej” og det gjorde vi så!
Som alle andre turer, startede vi alt for tidligt om morgenen med en alt for lang bustur, hvor vi (til manges ærgrelse) fik lov at høre julemusik (det er åbenbart kun folk fra Skandinavien, eller andre kolde steder, der oprigtigt sætter pris på julen – men at fejre jule aften på stranden med barbecue, som folk fra Australien gør, er sgu også underligt!). Vi fik udleveret vores mountainbikes, kravlet i noget overlevelsestøj, fik tjekket sikkerheden (det er ellers ikke et krav, alle der har en cykel kan i princippet tage turister med på The World’s Most Dangerous Road – vi betalte dog en del for at få noget ordentligt udstyr) og fået et par instrukser om hvordan vi kunne undgå at lave en E.T ud over bjerget. Her galte det om at høre efter, for The World’s Most Dangerous Road har ikke fået det navn for ingenting! Siden man i 90’erne begyndte at tage turister med på en cykeltur end af bjerget, er 18 døde.



Den første del var bare en prøve tur og gik som smurt indtil det gik lidt op af bakke, så var vi få der klarede den (resten hoppede ind i bussen). Jeg præsterede også at lave et meget smukt styrt inden den rigtige Death Road. Jeg er vant til at bremserne sidder i pedalerne og gik i panik ned af en vej fuld af vandpytter, da jeg ikke kunne bremse - kom pludselig i tanke om, at det var håndbremsen, jeg skulle bruge, hvilket resulterede i at jeg lavede et smukt hovedudspring i en vandpyt. Det var til stor underholdning for en gruppe vejarbejdere, der holdte frokostpause. Nå, så fik jeg da tjekket at bremserne virkede, hvilket var udmærket, for dem fik jeg i den grad brug for; jeg har ikke noget imod fart, men når vejen er en vanvittig smal grusvej med huller og en kant, der gik flere meter ned, end jeg turde tænke på, så er det altså rart at vide, at bremserne virker.
I 80’erne blev vejen brugt til transport af forskellige varer og eftersom sikkerheden dengang ikke var toppen, døde der over 200 mennesker om året! Før 80’erne har man ikke tal på hvor mange der døde, men det var en del. Desuden er der sket nogle ret grimme bilulykker og det er egentlig forståeligt nok, for vejen er sørme smal.





//HALD

Saltørkenen

Salar de Uyuni
Mellem den 19-21. december besøgte vi den uundgåelige Saltørken og naturreservat ved byen Uyuni, der ligger 10timers kørsel syd for La Paz. Dette er vel at mærke ikke 10timer på lækker dansk motorvej, men 10timers nattekørsel på en bumlet landevej uden asfalt.
Vi ankom til Uyuni kl. 5 om morgenen totalt smadderet efter busturen og totalt desorienteret med eneste mål at finde en 3dages tur ud i ørkenen, der var billigere end de man kunne booke i La Paz. Projektet lykkedes, det eneste tur-bureau, der havde åbent på det tidspunkt af natten/morgenen havde lige to pladser til os kl. 10 samme dag. Så efter 10timer i bus, 1times forvirring i den mennesketomme cowboy by (hvor der tydeligvis havde været stor bryllups fest eftersom de vi spurgte om vej var godt berusede og alle havde konfetti i håret) og 3timers søvn på et nærliggende hostel var vi klar til en tur i ørkenen.

Turen i Saltørkenen foregår i jeep eftersom reservatet er på størrelse med Sjælland og består af støvede grusveje. I jeepen er der plads til 6 turister en chauffør og en kok, der i vores tilfælde var chaufførens kone. De 4 andre turister var også danskere, hvilket var noget af et tilfælde! Ellers har antallet af danskere, vi har mødt, været få.

Den 3dages tur i reservatet var fantastisk smuk; et månelandskab af bjerge, laguner og støvede sletter. Vi oplevede de mystiske, men smukke flamingoer spejle sig i en blank lagune, så hobetal af de plyssede alparkaer (fik endda mulighed for at klappe en baby alparka og mærke hvor helt igennem blød sådan et dyr kan være – så også en hel nyfødt alparka, stadig våd efter fødsel) sneg os ind på en ørken ræv og fik et glimt af en ørken kanin.
Billederne taler vist for sig selv.

//HALD

BOLIVIA - de ineffektives land

BOLIVIA
Nyt land, ny lokal drink! I Peru blev der hældt Pisco i glasset og her i Bolivia drikker man Chicha, hvis man er smart, hvilket Lise og jeg endnu har til gode. Chicha er noget rødt halløj, der er lavet af majs og hvis det smager bare halv så festligt, som det lyder, så er det da en ny favorit på drinks kortet.

At komme ind i Bolivia er som sådan ikke er problem, men at finde ud af hvordan grænseovergangen mellem Peru og Bolivia foregår, kan være noget af en prøvelse og et være gedemarked. Overgangen er faktisk bare ét stort marked, hvor man som sparsomt spansktalende turist, hurtigt kan få vadet nogle kilomenter mellem bus og grænsekontor. Vi kom igennem – dog ikke uden endnu engang at blive overrasket over den fascinerende ineffektivitet disse lande byder på.

Bolivia er Peru, i en fattigere udgave. Fattigdommen er dog ikke massiv, som man f.eks. kan opleve den i nogle afrikanske lande, men vi ser alligevel flere eksempler på fattigdom (f.eks. tiggere) end i har set i Peru. Folk her er dog, for det meste, åbne og venlige over for os, særligt de unge og de som beskæftiger sig med turisme(!). Her den anden dag, da jeg skulle købe en trøje (stik fra alpake [lama-lignende dyr] er noget de lever højt på), fik jeg da både sang og velsignelse af en tussegammel dame, med 4 tænder i munden. På den anden side havde jeg nogle dage forinden oplevet at blive gået over (!) af en mindst lige så gammel mand, der midt på åben gade præsterede at vade over begge mine fødder, uden at ænse mig (håber jeg??) – noget der var til genstand for megen underholdning for den række af kvinder, der sad i kø til et eller andet overfor postkontoret.
Ja, så folk er forskellige og de gamle skal behandles med respekt og nogle gange skal man ikke gøre andet end at have korte shorts på og sætte sig i vinduet på en café, for at forarge forbigående folk.

Her i Bolivia oplever vi, at den typiske nationaldragt bliver brugt i lige så høj grad, som den mere vestlige klædestil. En typisk boliviansk kvinde er iført: bowlerhat, lange fletninger med klunker for enden (ja, som dem man hænger forenden af gardiner!), bluse og nederdel – sidstnævnte dele i mange lag og mange (neon!) farver. Mændene er mere afdæmpet: skjorte, strikvest og hat. De fleste bolivianere går meget tildækket og altid med hat, hvilket er for at beskytte sig mod den kraftige sol.

La Paz er en dejlig storby med en hel del markeder, hvor man kan købe alt fra D&G bælter (kopivarer naturligvis, Det Sorte Marked), alparka sweatre (tørklæder, huer, vanter mv.. ALT i strik) til døde alparkaforstre (Heksemarkedet) og nytårshatte (som virkelig batler er noget værd sammenlignet med de danske fistel hatte). Alt er ret billigt og svært at stå for (på nær de døde alparka fostre, dem kan vi godt leve uden), eksempelvis kan man få et udmærket lokalt måltid mad for hvad der svarer til ca. 12 DKKR.

// HALD

RIVER RAFTING, Den 13. december, Cuzco

Inka Trail og Bungee Jumping. Det var ikke nok adventure for den uge! Dagen efter ellastikspringsturen (og den samme dag, som vi havde besluttet at forlade Cusco) stod der river rafting på programmet. River rafting i nogle lande er en hyggelig tur i gummiebåd med en til at padle og en picnic kurv til frokost. Ikke i Cusco. I regntiden er floden i Cusco the REAL SHIT – en klasse 4 flod, på en 1-6-skala, hvor 5 er for pro’s og 6 er Niagra Falls. Det var fedt!
4 mand i en gummibåd og en guide til at råbe kommandoer på en måde, der var et militærteam værdigt: ”LISE 2 FORWARD, MAJA 2 BACK!!”. Ja, så makker man altså ret – også selvom man er udmærket klar over, at ens arme vil komme til at slæbe 4 meter efter en, når dagen er omme. Det var dog alle anstrengelserne værd; at blive smadderet ind i en flådende bølge er bare FEDT!
Vi havde en enorm underholdende dag og det blev kun bedre af, at vi fik mulighed for at hoppe ud fra en 10-15 m høj bro ned i den brutalt skummende flod, med den eneste instruktion at svømme til højre, så snart vi ramte vandoverfladen.

Efter en dag på bølgen, hoppede vi på en natbus til La Paz, hvor vi er nu og fortsat bliver for at holde jul og nytår. Den 4. januar er planen af finde en bus til Ecuador, hvor der står jungletur i The Amazone Bassin på programmet.

//HALD

PS: beklager, ingen billeder

Højt at flyve - dybt at falde?

Det kræver nogle dage at restituere oven på Machu Picchu turen, fantastisk som den var. Kort tid efter hungrer vi dog efter lidt action på ny, og det passer perfekt sammen med, at nogle andre danske venner er ankommet til Cuzco. Vi mødes med Michael og Villads med den idé, at vi skal en tur i Action Valley og prøve kræfter og mod af med Sydamerikas højeste bungee jump – et frit fald på 122 meter!

Maja viser sig som altid fra sin stærke side og rækker ivrigt hånden i vejret, da første forsøgskanin efterspørges. Alt imens Maja spændes godt fast og langsommeligt hejses de mange meter op i luften, sidder vi andre og krummer tæer. Villads føler sig så godt tilpas, at han nøjes med en tilskuerplads. Michael føler sig draget af kanon-kongespringet, Sling Shot og forbereder sig mentalt på at blive skudt de 122 meter op i luften for bagefter at falde ned igen, og mens Maja træder ud mod kanten i sted alt for langt oppe mod skyerne, bliver jeg klargjort til næste omgang. Maja hujer og griner på vejen ned og nød i fulde drag turen uden nogen kvaler.

Jeg føler mig nu ret så nervøs på trods af Majas succes. Og turen op i kranen virker uendelig og alligevel alt for kort. Pludselig åbnes sikkerhedslågen og vores venlige instruktør forklarer, hvorledes faldet bør udføres, og så er det jo ellers bare at tage skridtet. At tage skridtet… Som eksklusivt højdeskræk-medlem var det skridt den største udfordring og sværeste, jeg nogensinde har overkommet. Herefter kommer faldet, det fuldstændigt frie fald, den skræmmende følelse af tyngdekraftens virksomhed. FØJ. Og så går det ellers bare ned ned ned ned ned, lige indtil det begynder at gå underligt vægtløst opad igen. Og atter ned ned ned. Indtil man til sidst hænger der for enden af en alt for lang elastiksnor med håret flagrende ned over ansigtet og armene underligt dinglende. Da jeg omsider står på jorden igen er mine ben det rene gele, men følelsen af at have overvundet sin største frygt er helt fantastisk. Jeg gør det gerne igen, og det gør Maja vidst også – bare for god morskab.

Machu fucking Picchu

(Efter få tekniske problemer fortsættes bloggen nu fra hvor vi slap)
Vi ankom til Cuzco efter en skøn bustur på 15 timer med diarre og hovedeksplosioner (læs stakkels Lise) – en alle tiders kombination af yndlingssituation og aktivitet. Bueno! som man så fint siger på disse kanter. Efter flere dages elendighed besluttede vi os ved ankomsten til Loki Hostel i Cuzco for endelig at få tilkaldt en læge. Vi var nemlig under tidspres, da vores femdages Salkantay Machu Picchu tur skulle begynde samme nat for ankomstdagen. Og Gud ske lov og tak kunne lægen affeje vores mistanke om højdesyge og donere en god bunke medicin mod maveinfektion – HURRA, for dette betød at udsigten til at blive rask lysnede og frygten for at måtte afmelde vores trekkingtur mindskedes. Kort efter lægebesøget havde vi et møde med vores Machu Picchu-guide, der hurtigt viste sig at være en yderst elskværdig mand med gode intentioner. Vores guide sympatiserede omgående med vores situation og forklarede i en sidebemærkning at vores valgte trekkingtur alligevel ikke helt matchede vores fysiske form (!). Efter en god samtale blev vi derfor alle enige om at rykke vores Machu Picchu tur til fire dage senere og samtidig degradere vores femdages lidelsestur til den knap så krævende firedages Inka Trail trekkingtur. GODT VALG. Inka Trail skulle senere vise sig at være en stor nok mundfuld for os begge og vore såkaldte fysiske form.
De næste fire dage stod på en god omgang velfortjent krops- og sindsplejning a la mad i vældige mængder, filmhygge og måske nogle få fester. Det viste sig jo, at vores nye hostel for første gang i lange tider rent faktisk var fyldt til randen med masser af andre unge backpackere med mod på livet og blod på tanden. Og dagene fløj af sted, mens turens højdepunkt drillende nærmede sig med løftet om spændende historie, smuk natur og vandring ’en masse’.

Skulle vi aldrig vandre?
Klokken 06.00 mandag d. 6/12 om morgenen begynder det store og længeventede eventyr. Vi bliver proppet ind i en tæt pakket bus, der byder på en broget forsamling af faktisk mest spansktalende turister. Folk vi i løbet af de næste fire dage ville komme til at kende som bl.a. DR-byen (lignede i sandhed Josh Hartnett), Nationalhelten (også kendt som DR-byens ven, lignede en førsteklasses Topgun-helt på sit pasfoto), Bedstefar (bare gammel), Halteper (startede turen ud med at halte, viste sig senere at være selveste Speedy Gonzales), Vikingen (ingen forklaring nødvendig) med kone og naturligvis vores højt elskede guide, Juan Carlos.

Juan Carlos åbner ud med alle tiders turisttursklichédrøm, om at nu skal vi alle være en stor familie. Føj for satan tænker vi og sender hele banden et målende elevatorblik. Men gode gamle halvanden meter høje og ”Chicos, what is?”-talende Juan Carlos ved selvfølgelig, hvad han taler om og allerede ved frokosttid samme dag er humøret højt og atmosfæren familiær. Den første dag vandrer vi omtrent fem timer, og vi føler os alle oven på og i god form. Vi er dog blevet lovede, at dag to nok skal få gjort kål på vores overmodige overskudshumør.

Og dag to kommer.Og dag to er lang.Og dag to er hård. Meget hård. Lige fra dagens tidligste gry påbegynder vi en sej og stejl bjergvandring. Ruten går intenst opad gennem støvede bjergstier, videre over brusende bjergfloder og videre endnu gennem junglelignende skove for endeligt at udmunde i den store finale: en gold, blæsende bjergtinde indhyllet i en tyk dis tårner sig op. Mens diverse portere (fuldstændigt umenneskeligt hårdtarbejdende mænd, der stormer over bjergtoppene belæsset med al harpengut – lige fra service og madvarer til samtlige telte og interiør) løber forbi os, holder vi alle på skift vejrtrækningspauser, bunder nogle liter vand og samler mod. Det tog os ti timer og en vældig masse vand, cola, chokolade og opmuntrende skulderklap at komme levende igennem dag to. Om aftenen var sejrsrusen til gengæld også storslået, dette endda på trods af den kolde camp og et øsregnvejr.

Den tredje dag var den længste dag, men bød på et mere vekslende og overskueligt terræn og forunderlige udsigter. Undervejs på ruten gjorde vi en del stop, hvor Juan Carlos tegnede i sandet med den nærmeste vandrestav og på gebrokkent engelsk fortalte om de mange mindre inkabyer, der i sin tid fungerede som bl.a. handelssteder og pitch-stops for de rejsende. Fortællinger som folk altid tog stor interesse i og ydermere gerne deltog ivrigt debatterende i (efter mange timers vandring og en stigende sult er den generelle opfattelse af de forladte inkabyer for det meste meget basal: gammelt murværk, fedt, gad vide om det holder til at jeg lige sætter mig her lidt, mens han tegner og taler, hov hvor har jeg nu lagt den snickers, ej jeg skal simpelthen have den trøje af, for gud hvor jeg sveder, øv nu begynder det fandme også at regne – chicos what is? – åh gud nej, hvad var det han sagde, heldigvis har han da skrevet 1912 i sandet…jeg kan simpelthen ikke finde den snickers?).

Den fjerde dag er vandreturen ganske kort, nogle få timer og vi ankommer til et såkaldt udsigtspunkt, men der er absolut intet at se. Vi står på en inkaterrasse og stirrer ind i en tyk mur af dis. Mens vi alle står og kigger forvirrede på Juan Carlos og prøver at besvare det evige spørgsmål – chicos, what is? – glider tågen langsomt ned ad bjergsiden og blotter et kæmpemæssigt kongerige, Machu Picchu – de royales by, og storslået er det. Resten af dagen går med en to timers rundvisning og efterfølgende fri udforskning. Dagen slutter med tre timers transport hjem fra den nærliggende by Aguas Calientes (her kunne man lindre sine ømme muskler i ’the hot springs’, der er en samling udendørs bassiner af helende kilder), alle godt mætte på vandring, inkahistorie, ruinbyer og fantastisk selskab. Heldigvis boede den bedre halvdel af vores ’familie’ på samme hostel som os, hvilket gav oplagte muligheder for en god skål og dertilhørende sejrsdans.

Den 1.december 2010, Puno, Peru

Jeg har placeret mig på overetagen af en overbelyst, limegrøn café med en kop cocathe. Cocatheen skulle være godt for en hel del og særligt højdesyge, som jeg har været ramt af og som Lise nu i særdeles grad er blevet fældet af*. Puno ligger 4000meter over havoverfladen og er dermed det højeste vi kommer på denne rejse. Det tager mellem 1-4dage at vænne sig til den reducerede mængde af oxygen i luften, så Lise burde blive klar til Machu Picchu, der er på fredag(!)**.

Mine øjne svier af træthed og mine skuldre har fået en farve, som jeg måske skal være bekymret for (kommer man aldrig til et punkt, hvor man ikke længere kan blive solbrændt?!). Det har været en lang dag på søen og gulvet gynger stadig under mig. Det har ikke været en hvilken somhelst sø i Peru, som vi har besejlet, næh, det har sådanmænd været Lagos Titikaka (Lagos Titikaka: Titi = puma, caca = stor): verdens største, højest beliggende sø, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia og har omkring 15-20 øer inklusiv de flydende(!) af slagsen.

Lise og jeg har været på en to-dages tur på Lagos Titikaka og i nat sov vi hos Aurora, der er mor til 3 og bor på en ø i søen. Hun lever af turister som os, der gerne vil på ø-tur og prøve det simple liv. De fleste øboere her i Titikaka, lever af turisme, enten ved at sælge altens stikketøj, ved at have en restaurant, speedbåd eller som Aurora ved at have os boende en overnatning. Turismen er ny for dem, før levede de af fiskeri og landbrug. Børnene elsker at have os boende, for så får de festmad – blandt andet pandekager og hvem elsker ikke pandekager i denne verden?

I går besøgte vi også en af de flydende øer! Ja man tror ikke det kan være muligt, men de ER faktisk flydende og hvis ikke beboerne ankrede dem fast, ville de flyde væk, hvilket de også nogle gang lader dem gøre, når beboerne bliver træt af naboøerne. Historien går, at engang for længe siden, flygtede dette folkefærd ud på Titikaka for at skjule sig og her havde de det så godt, at de besluttede sig for at blive. Det faktum at der ikke var nogen ø til dem, lod dem ikke stoppe. Af de siv, som vokser i øen, byggede de øer, hvor der, selv i dag, bor omkring 20mand/ø! Det er ret svært at forstå, selv når man er der, men øerne er altså bygget af siv og det er alt andet de har faktisk også: både, senge, huse – ja det spiser endda sivene.

Som I nok kan høre, har Lise og jeg rigtig har været på sightseeing på Lake Titicaca. Det har været noget af en oplevelse både på godt og ondt. Personligt, synes jeg at hele konceptet med at hale en omgang turister ud på en ø og så lege ”gamle dage” med dem, som var vi på stenaldermuseet (i ved om sommeren er der altid frivillige, der leger rollespil), kan virke ret plat. På den anden side så oplever vi en del af deres kultur, på en hel unik måde og selvom det er svært at tro, så lever de sgu stadig ret old-fashion-ø-boer agtigt, med egene traditioner og regler. Det er selvfølgelig ikke at undgå at se et par mobiltelefoner her og der og den ø vi besøgte i dag havde også fået doneret solceller, så de kan få elektricitet og skolen kan få computere.

*I dag ved vi at de er maveinfektion og alt bliver godt saa snart hun har slugt et dusin piller eller to
**Machu Picchu er blevet udsat til den 6. eller 7.december, saa Lise kan blive frisk

//HALD

PS: billeder kommer snart