Den 23. december: The World’s Most Dangerous Road

”I morgen er det juleaften, der er længe, længe til… Hvad jeg dog finde på, jeg kunne cykle en tur på verdens farligste vej” og det gjorde vi så!
Som alle andre turer, startede vi alt for tidligt om morgenen med en alt for lang bustur, hvor vi (til manges ærgrelse) fik lov at høre julemusik (det er åbenbart kun folk fra Skandinavien, eller andre kolde steder, der oprigtigt sætter pris på julen – men at fejre jule aften på stranden med barbecue, som folk fra Australien gør, er sgu også underligt!). Vi fik udleveret vores mountainbikes, kravlet i noget overlevelsestøj, fik tjekket sikkerheden (det er ellers ikke et krav, alle der har en cykel kan i princippet tage turister med på The World’s Most Dangerous Road – vi betalte dog en del for at få noget ordentligt udstyr) og fået et par instrukser om hvordan vi kunne undgå at lave en E.T ud over bjerget. Her galte det om at høre efter, for The World’s Most Dangerous Road har ikke fået det navn for ingenting! Siden man i 90’erne begyndte at tage turister med på en cykeltur end af bjerget, er 18 døde.



Den første del var bare en prøve tur og gik som smurt indtil det gik lidt op af bakke, så var vi få der klarede den (resten hoppede ind i bussen). Jeg præsterede også at lave et meget smukt styrt inden den rigtige Death Road. Jeg er vant til at bremserne sidder i pedalerne og gik i panik ned af en vej fuld af vandpytter, da jeg ikke kunne bremse - kom pludselig i tanke om, at det var håndbremsen, jeg skulle bruge, hvilket resulterede i at jeg lavede et smukt hovedudspring i en vandpyt. Det var til stor underholdning for en gruppe vejarbejdere, der holdte frokostpause. Nå, så fik jeg da tjekket at bremserne virkede, hvilket var udmærket, for dem fik jeg i den grad brug for; jeg har ikke noget imod fart, men når vejen er en vanvittig smal grusvej med huller og en kant, der gik flere meter ned, end jeg turde tænke på, så er det altså rart at vide, at bremserne virker.
I 80’erne blev vejen brugt til transport af forskellige varer og eftersom sikkerheden dengang ikke var toppen, døde der over 200 mennesker om året! Før 80’erne har man ikke tal på hvor mange der døde, men det var en del. Desuden er der sket nogle ret grimme bilulykker og det er egentlig forståeligt nok, for vejen er sørme smal.





//HALD