Den 1.december 2010, Puno, Peru

Jeg har placeret mig på overetagen af en overbelyst, limegrøn café med en kop cocathe. Cocatheen skulle være godt for en hel del og særligt højdesyge, som jeg har været ramt af og som Lise nu i særdeles grad er blevet fældet af*. Puno ligger 4000meter over havoverfladen og er dermed det højeste vi kommer på denne rejse. Det tager mellem 1-4dage at vænne sig til den reducerede mængde af oxygen i luften, så Lise burde blive klar til Machu Picchu, der er på fredag(!)**.

Mine øjne svier af træthed og mine skuldre har fået en farve, som jeg måske skal være bekymret for (kommer man aldrig til et punkt, hvor man ikke længere kan blive solbrændt?!). Det har været en lang dag på søen og gulvet gynger stadig under mig. Det har ikke været en hvilken somhelst sø i Peru, som vi har besejlet, næh, det har sådanmænd været Lagos Titikaka (Lagos Titikaka: Titi = puma, caca = stor): verdens største, højest beliggende sø, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia og har omkring 15-20 øer inklusiv de flydende(!) af slagsen.

Lise og jeg har været på en to-dages tur på Lagos Titikaka og i nat sov vi hos Aurora, der er mor til 3 og bor på en ø i søen. Hun lever af turister som os, der gerne vil på ø-tur og prøve det simple liv. De fleste øboere her i Titikaka, lever af turisme, enten ved at sælge altens stikketøj, ved at have en restaurant, speedbåd eller som Aurora ved at have os boende en overnatning. Turismen er ny for dem, før levede de af fiskeri og landbrug. Børnene elsker at have os boende, for så får de festmad – blandt andet pandekager og hvem elsker ikke pandekager i denne verden?

I går besøgte vi også en af de flydende øer! Ja man tror ikke det kan være muligt, men de ER faktisk flydende og hvis ikke beboerne ankrede dem fast, ville de flyde væk, hvilket de også nogle gang lader dem gøre, når beboerne bliver træt af naboøerne. Historien går, at engang for længe siden, flygtede dette folkefærd ud på Titikaka for at skjule sig og her havde de det så godt, at de besluttede sig for at blive. Det faktum at der ikke var nogen ø til dem, lod dem ikke stoppe. Af de siv, som vokser i øen, byggede de øer, hvor der, selv i dag, bor omkring 20mand/ø! Det er ret svært at forstå, selv når man er der, men øerne er altså bygget af siv og det er alt andet de har faktisk også: både, senge, huse – ja det spiser endda sivene.

Som I nok kan høre, har Lise og jeg rigtig har været på sightseeing på Lake Titicaca. Det har været noget af en oplevelse både på godt og ondt. Personligt, synes jeg at hele konceptet med at hale en omgang turister ud på en ø og så lege ”gamle dage” med dem, som var vi på stenaldermuseet (i ved om sommeren er der altid frivillige, der leger rollespil), kan virke ret plat. På den anden side så oplever vi en del af deres kultur, på en hel unik måde og selvom det er svært at tro, så lever de sgu stadig ret old-fashion-ø-boer agtigt, med egene traditioner og regler. Det er selvfølgelig ikke at undgå at se et par mobiltelefoner her og der og den ø vi besøgte i dag havde også fået doneret solceller, så de kan få elektricitet og skolen kan få computere.

*I dag ved vi at de er maveinfektion og alt bliver godt saa snart hun har slugt et dusin piller eller to
**Machu Picchu er blevet udsat til den 6. eller 7.december, saa Lise kan blive frisk

//HALD

PS: billeder kommer snart