(Efter få tekniske problemer fortsættes bloggen nu fra hvor vi slap)Vi ankom til Cuzco efter en skøn bustur på 15 timer med diarre og hovedeksplosioner (læs stakkels Lise) – en alle tiders kombination af yndlingssituation og aktivitet. Bueno! som man så fint siger på disse kanter. Efter flere dages elendighed besluttede vi os ved ankomsten til Loki Hostel i Cuzco for endelig at få tilkaldt en læge. Vi var nemlig under tidspres, da vores femdages Salkantay Machu Picchu tur skulle begynde samme nat for ankomstdagen. Og Gud ske lov og tak kunne lægen affeje vores mistanke om højdesyge og donere en god bunke medicin mod maveinfektion – HURRA, for dette betød at udsigten til at blive rask lysnede og frygten for at måtte afmelde vores trekkingtur mindskedes. Kort efter lægebesøget havde vi et møde med vores Machu Picchu-guide, der hurtigt viste sig at være en yderst elskværdig mand med gode intentioner. Vores guide sympatiserede omgående med vores situation og forklarede i en sidebemærkning at vores valgte trekkingtur alligevel ikke helt matchede vores fysiske form (!). Efter en god samtale blev vi derfor alle enige om at rykke vores Machu Picchu tur til fire dage senere og samtidig degradere vores femdages lidelsestur til den knap så krævende firedages Inka Trail trekkingtur. GODT VALG. Inka Trail skulle senere vise sig at være en stor nok mundfuld for os begge og vore såkaldte fysiske form.
De næste fire dage stod på en god omgang velfortjent krops- og sindsplejning a la mad i vældige mængder, filmhygge og måske nogle få fester. Det viste sig jo, at vores nye hostel for første gang i lange tider rent faktisk var fyldt til randen med masser af andre unge backpackere med mod på livet og blod på tanden. Og dagene fløj af sted, mens turens højdepunkt drillende nærmede sig med løftet om spændende historie, smuk natur og vandring ’en masse’.
Skulle vi aldrig vandre?
Klokken 06.00 mandag d. 6/12 om morgenen begynder det store og længeventede eventyr. Vi bliver proppet ind i en tæt pakket bus, der byder på en broget forsamling af faktisk mest spansktalende turister. Folk vi i løbet af de næste fire dage ville komme til at kende som bl.a. DR-byen (lignede i sandhed Josh Hartnett), Nationalhelten (også kendt som DR-byens ven, lignede en førsteklasses Topgun-helt på sit pasfoto), Bedstefar (bare gammel), Halteper (startede turen ud med at halte, viste sig senere at være selveste Speedy Gonzales), Vikingen (ingen forklaring nødvendig) med kone og naturligvis vores højt elskede guide, Juan Carlos.
Juan Carlos åbner ud med alle tiders turisttursklichédrøm, om at nu skal vi alle være en stor familie. Føj for satan tænker vi og sender hele banden et målende elevatorblik. Men gode gamle halvanden meter høje og ”Chicos, what is?”-talende Juan Carlos ved selvfølgelig, hvad han taler om og allerede ved frokosttid samme dag er humøret højt og atmosfæren familiær. Den første dag vandrer vi omtrent fem timer, og vi føler os alle oven på og i god form. Vi er dog blevet lovede, at dag to nok skal få gjort kål på vores overmodige overskudshumør.
Den tredje dag var den længste dag, men bød på et mere vekslende og overskueligt terræn og forunderlige udsigter. Undervejs på ruten gjorde vi en del stop, hvor Juan Carlos tegnede i sandet med den nærmeste vandrestav og på gebrokkent engelsk fortalte om de mange mindre inkabyer, der i sin tid fungerede som bl.a. handelssteder og pitch-stops for de rejsende. Fortællinger som folk altid tog stor interesse i og ydermere gerne deltog ivrigt debatterende i (efter mange timers vandring og en stigende sult er den generelle opfattelse af de forladte inkabyer for det meste meget basal: gammelt murværk, fedt, gad vide om det holder til at jeg lige sætter mig her lidt, mens han tegner og taler, hov hvor har jeg nu lagt den snickers, ej jeg skal simpelthen have den trøje af, for gud hvor jeg sveder, øv nu begynder det fandme også at regne – chicos what is? – åh gud nej, hvad var det han sagde, heldigvis har han da skrevet 1912 i sandet…jeg kan simpelthen ikke finde den snickers?).
Den fjerde dag er vandreturen ganske kort, nogle få timer og vi ankommer til et såkaldt udsigtspunkt, men der er absolut intet at se. Vi står på en inkaterrasse og stirrer ind i en tyk mur af dis. Mens vi alle står og kigger forvirrede på Juan Carlos og prøver at besvare det evige spørgsmål – chicos, what is? – glider tågen langsomt ned ad bjergsiden og blotter et kæmpemæssigt kongerige, Machu Picchu – de royales by, og storslået er det. Resten af dagen går med en to timers rundvisning og efterfølgende fri udforskning. Dagen slutter med tre timers transport hjem fra den nærliggende by Aguas Calientes (her kunne man lindre sine ømme muskler i ’the hot springs’, der er en samling udendørs bassiner af helende kilder), alle godt mætte på vandring, inkahistorie, ruinbyer og fantastisk selskab. Heldigvis boede den bedre halvdel af vores ’familie’ på samme hostel som os, hvilket gav oplagte muligheder for en god skål og dertilhørende sejrsdans.
Klokken 06.00 mandag d. 6/12 om morgenen begynder det store og længeventede eventyr. Vi bliver proppet ind i en tæt pakket bus, der byder på en broget forsamling af faktisk mest spansktalende turister. Folk vi i løbet af de næste fire dage ville komme til at kende som bl.a. DR-byen (lignede i sandhed Josh Hartnett), Nationalhelten (også kendt som DR-byens ven, lignede en førsteklasses Topgun-helt på sit pasfoto), Bedstefar (bare gammel), Halteper (startede turen ud med at halte, viste sig senere at være selveste Speedy Gonzales), Vikingen (ingen forklaring nødvendig) med kone og naturligvis vores højt elskede guide, Juan Carlos.
Juan Carlos åbner ud med alle tiders turisttursklichédrøm, om at nu skal vi alle være en stor familie. Føj for satan tænker vi og sender hele banden et målende elevatorblik. Men gode gamle halvanden meter høje og ”Chicos, what is?”-talende Juan Carlos ved selvfølgelig, hvad han taler om og allerede ved frokosttid samme dag er humøret højt og atmosfæren familiær. Den første dag vandrer vi omtrent fem timer, og vi føler os alle oven på og i god form. Vi er dog blevet lovede, at dag to nok skal få gjort kål på vores overmodige overskudshumør.
Og dag to kommer.Og dag to er lang.Og dag to er hård. Meget hård. Lige fra dagens tidligste gry påbegynder vi en sej og stejl bjergvandring. Ruten går intenst opad gennem støvede bjergstier, videre over brusende bjergfloder og videre endnu gennem junglelignende skove for endeligt at udmunde i den store finale: en gold, blæsende bjergtinde indhyllet i en tyk dis tårner sig op. Mens diverse portere (fuldstændigt umenneskeligt hårdtarbejdende mænd, der stormer over bjergtoppene belæsset med al harpengut – lige fra service og madvarer til samtlige telte og interiør) løber forbi os, holder vi alle på skift vejrtrækningspauser, bunder nogle liter vand og samler mod. Det tog os ti timer og en vældig masse vand, cola, chokolade og opmuntrende skulderklap at komme levende igennem dag to. Om aftenen var sejrsrusen til gengæld også storslået, dette endda på trods af den kolde camp og et øsregnvejr.
Den tredje dag var den længste dag, men bød på et mere vekslende og overskueligt terræn og forunderlige udsigter. Undervejs på ruten gjorde vi en del stop, hvor Juan Carlos tegnede i sandet med den nærmeste vandrestav og på gebrokkent engelsk fortalte om de mange mindre inkabyer, der i sin tid fungerede som bl.a. handelssteder og pitch-stops for de rejsende. Fortællinger som folk altid tog stor interesse i og ydermere gerne deltog ivrigt debatterende i (efter mange timers vandring og en stigende sult er den generelle opfattelse af de forladte inkabyer for det meste meget basal: gammelt murværk, fedt, gad vide om det holder til at jeg lige sætter mig her lidt, mens han tegner og taler, hov hvor har jeg nu lagt den snickers, ej jeg skal simpelthen have den trøje af, for gud hvor jeg sveder, øv nu begynder det fandme også at regne – chicos what is? – åh gud nej, hvad var det han sagde, heldigvis har han da skrevet 1912 i sandet…jeg kan simpelthen ikke finde den snickers?).
Den fjerde dag er vandreturen ganske kort, nogle få timer og vi ankommer til et såkaldt udsigtspunkt, men der er absolut intet at se. Vi står på en inkaterrasse og stirrer ind i en tyk mur af dis. Mens vi alle står og kigger forvirrede på Juan Carlos og prøver at besvare det evige spørgsmål – chicos, what is? – glider tågen langsomt ned ad bjergsiden og blotter et kæmpemæssigt kongerige, Machu Picchu – de royales by, og storslået er det. Resten af dagen går med en to timers rundvisning og efterfølgende fri udforskning. Dagen slutter med tre timers transport hjem fra den nærliggende by Aguas Calientes (her kunne man lindre sine ømme muskler i ’the hot springs’, der er en samling udendørs bassiner af helende kilder), alle godt mætte på vandring, inkahistorie, ruinbyer og fantastisk selskab. Heldigvis boede den bedre halvdel af vores ’familie’ på samme hostel som os, hvilket gav oplagte muligheder for en god skål og dertilhørende sejrsdans.
Godt gået!
SvarSlet