En uforglemmelig udflugt

Det er den 28. oktober og klokken er 21.33, Puerto Iguazu.

Det har været en lang og skoldhed dag, og vi ligger nu vidunderligt mætte og utroligt trætte og mærker efter i fødderne, ja, hele kroppen. Vi har det godt.
Dagen i dag har været fyldt med spænding, underholdning og wow-oplevelser.

Vi startede ualmindeligt tidligt med at stå op kl 07.00 sharp (der blev naturligvis snoozet)! Dagen var sat af til den helt store oplevelse, nemlig en tur ud i den argentinske national park med de mange smukke vandfald, Foz de Iguazu.
At se de kraftige vandfald, og at være så utroligt tæt på dem, er en helt ubeskrivelig oplevelse. Jeg mangler helt og holdent ord.
Vi valgte at gå rundt til de mange vandfald i stedet for at køre med turisttoget, der da også var pakket som sild i en tønde. Det var bestemt det rigtige valg, for formiddagens vejr var mildt og luftigt og gåturen gjorde kun naturoplevelsen mere fuldendt. Vi havde bl.a. æren af at opleve diverse krybdyr og næsedyr på tæt hold - og ydermere så vi et vildt marsvin lunte omkring og nyde livet.
Efter at have udforsket de mange 'mindre' vandfald, havde vi købt en 'Nautica Adventure' bådtur. Denne tog os med ud på en kort rafting tur, hvor vi nu også fik vandfaldene at føle på egen krop. Vi blev simpelthen sejlet lige ind under det brusende vand, hvor vi med missende øjne kunne kigge lige op mod vandfaldets udspring. Det var en overvældende oplevelse pludselig at komme HELT tæt på, da hundredevis af idylliske vandfald på afstand forekommer ganske unaturlige og vel en smule Hollywood-agtige. De er ægte nok, det ved vi nu!

Så blev en pause i skyggen under middagssolen også tiltrængt. Vi syntes selv at have udset os et meget roligt og afsides sted uden for hele turistmanegen. MEN. Før vi fik set os om var vi pludselig omringet af en hel argentinsk skoleklasse, der betragtede os, som var vi berømtheder. De ville bare vide alt om os og tilmed have taget adskillige fotos med os (forståeligt nok, naturligvis). Det var nu en dejlig, underholdende pause fra vores hårde vandretur i heden.

Vi sluttede dagen af med den helt store finale: Garganta del Diablo. Var jeg før imponeret og overvældet af al den skønhed og virilitet fra de sprudlende kaskader af vand, så var dette gigantiske djævlegab af enorme vandmængder hundrede tusinde gange mere imponerende og flere millioner gange mere overvældende! Og her løber jeg tør for flere rosende ord. Det var bare... WOW.

Sådan gik hele vores dag med at se på vand, der rinder roligt, der strømmer kraftigt, der sprøjter vildt, der bruser med en altødelæggende kraft og forsvinder bort i det rene ingenting som en mild dis i eftermiddagssolen, der med regnbuens farver fuldender dette syn for Guder, djævlens gab, med en værdig glorie.

Og så ligger vi her, helt og aldeles udmattede i både krop og sind, og prøver at strække det hele ud oven på en sådan dag.

Et sjældent blogindlæg af jeres knap så produktive medskribent, Lise. :)

Den 25.okt, kl. 19.00, Bus: Rio de Janeiro – Puerto Iguazu (Argentina)

Fire fænomenal-fantastiske dage i Rio med halfpension og 3 nye ”brødre” til at passe på os. Vi har haft det som blommen i et æg hjemme hos Natan og Gabriel, de bedste værter man kunne tænke sig; til sidst følte jeg mig så meget hjemme, at jeg kunne gå ud i køkkenet uden at tænde lyset!
Da vi forlod Copacabana (den berømt bydel i Rio, hvor vi boede) i dag havde vi sågar også fået en reserve mor! De to brødres mor har været udrejst hele weekenden og kom først hjem her i går morges, hvor hele hytten var ret grillet efter lørdag aftens udskejelser til Farvela Funk Party - måske ikke ligefrem det mest ryddelige palads, jeg har set. På trods af dette (og på trods af det faktum, at Natan liiiige havde to danske tøser til at okkupere hele stuen) tog moren dog helt fantastisk godt imod os og vi nåede (næsten) at udvikle et nært venskab her i formiddags, hvor hun både diskede op med lækker morgenmad og børnebillede (deriblandt ret underholdende nøgenbilleder) af Natan og Gabriel.
Nu sidder vi så i en air conditioner ramt bus på vej til Puerto Iguazu og savner lidt alt den omsorg vi fik i Copacabana. Helt fortabte er vi dog ikke, eftersom moren ønskede os god rejse og sendte Gud med os. Meget venligt af hende.
Couchsurfing -en rejseform
Der findes mange måder at rejse på. Måden du rejser på, afhænger helt af hvad du ønsker at opnå med din rejse. Det er næppe fjernt for nogen, at hvis du gerne vil lære kultur og samfund at kende, så er det bedst at opsøge de lokale selv, hvilket lige netop var hvad vi har gjort gennem couchsurfing. De ting, vi har oplevet siden i fredags, ville aldrig være ting vi selv kunne have opsøgt - selv ikke hvis vi havde gået lige efter alverdens rejsebøger. Jeg har set Pão Açucar, Cristo, taget trappen og kunstværket Escadaria do Selarón og badet på strandene, men det jeg, vi, har oplevet sammen med de fyrer her, har været en helt, helt anden side af Rio. Den knap så turistet tur. Ikke nok med at de har vist os rundt, som var de vores personlige guides og behandlet os som familie, så har de virkelig også passet godt på os. Helt sikkert en meget positiv oplevelse af første gang som couchsurfer!
… Eneste minus for den her weekend, er nok at jeg har fået et landkort af vabler under mine føder: Venstre fod er Sydamerika + Hawaii og højre fod er Australien. Av av.

Party-warty i baggården
I fredags tog Natan, Gabriel og Daniel os med til Lapa, der er en ældre bydel inde omkring centrum, tæt på det område, hvor jeg boede med mine forældre. Lise os jeg havde været en kort smuttur henne omkring Lapa, der er det område i Rio, hvor Salsa klubberne holder til. Udover de okay-festlige bygninger, der maser sig ind mellem hinanden med farverige afskallede facader og tvivlsomme altaner, var der ikke et område vi fandt synderligt interessant, så da drengene ville have os med til Lapa, var det måske ikke den vilde bytur, vi havde regnet med. Endnu lavere blev forventninger endda, da de forklarede at vi ikke skulle på nogen konkret bar eller diskotek, men faktisk bare skulle hænge ud i gaden. Vi tænke WHAT?! & hva’ fan’, lad os se på lortet. Lortet viste sig at være rocker nice! Hele bydelen Lapa var omdannet til en myretue af mennesker, der vrimlede ind mellem hinanden og feste, dansede, snakkede og drak. Noget af en overraskelse! Hurtigt tog vi dog stemningen, festen og capriaerne til os og aftenen blev rigtig hyggelig og var en god måde lige at lære vores nye venner, at kende – også på trods af Gabriels beskedne engelsk og Natans ikke-eksisterende.

Lørdag chillede vi på stranden og byggede sandslotte – det synes Natan vist var lidt fjollet, men hva’ fan’, vi er vel ikke danskere for ingen ting (i øvrigt utrolig fed undskyldning: ”undskyld, jeg er dansker”) og spillede kort, hvilket Natan til gengæld ikke syntes var fjollet og slog os overlegent i fisk. (et spil, som pludselig ikke virker så simpelt som først antaget, når du skal forklare det til en som kun taler portugisisk).

Trekkertur med bonus
Søndag fik Lise brug for sine kodylt seje vandrestøvler. Det havde vil ellers ikke regnet med, da Natan spurgte om vi ville med i National Parken, ved siden af Botanisk Have, og se et vandfald. Vi tænkte det var en hyggelig park og tog madpakker med og lod Natan himle med øjnene over vores (tunge) rygsæk (med madpakker) og mine converse unden skridsikker såler (helt ærligt, han tog selv af sted i flipflops!). Den hyggelige parktur forvandlede sig dog hurtigt til lidt af en trekking tur, med sved på panden (eller, faktisk over alt – detaljer vil jeg spare jer for) og klatring i trærødder, som awekatter og over sten hængende i metalkæder. Ret grænseoverskridende for et par skravlede danskere! Med lidt hjælp fra Natan, synes jeg nu, vi klarede turen til UG. Selvom turen op til vandfaldet måske kun tog 30min (efter 30min stejl asfalt vej) var det IKKE en tur for tøser og jeg tror næsten ikke I kan forestille jer, hvor vildt spændende det var. Som i et hvert andet eventyr fik vi til sidst belønningen; turens mål var utroligutrolig smuk! Efter alt klatreriget, kom vi frem til et lille, men kraftigt, vandfald med en naturlig svømmepøl, som vi havde helt for os selv og hvor vi badede og spiste madpakker. Noget af det mest idylliske, jeg har oplevet.





Favela Funk party
Søndag aften stod på Favela* Funk Party, der var en arrangeret (og alt for dyr) tur fra A Stone of a Beach (det hostel, Daniel arbejder på) og vi fik derfor følgeskab af en del andre turister, deriblandt nogle (schmarte) danskere (oohh, hvilken fryd, at få lov at snakkede med andre danskere – jeg gik lidt i selvsving…). Funk Pary’et var sørme også lidt af en oplevelse, vi sent vil glemme! Jeg har aldrig, ALDRIG, oplevet noget linende. Brasilianerne er de vildeste festaber og eftersom stedet vi kom til var fyldt med over 1000 gæster var det noget af et gilde! Så mange folk, der shakede – så mange FYRER, der shakede ALT. I tror det er løgn, men vi så flere super smarte (brasilianer-smarte) fyrer der dansede (dybt seriøst) boyband danse. Vi var nemlig så heldig at have armbånd til overetagen og kunne dermed få et fed view over hele hallen. WILDT! Der var nu heller ikke fordi vores værter lod aftenen gå stille af sig og vi forsøgte da på vores generte skandinaviske facon at følge med (særligt da det internationale musik kom på, gav vi gas – DJ’en fejlede absolut ikke noget, brasilianerne laver fed dansemusik).

Natan, der skater og er sej:

Nu er der mørkt og vi er langt fra Rio, Copacabana og kaninen, Shakia, som vi delte værelse med. Turen er skudt i gang, vores appetit er vagt og vi er klar til endnu et stykke med Sydamerika.

//HALD

Sofasurfing, Medina og en trappe med en kunstner

Den 23.oktober, kl. 20.16, Rio de Janeiro
Sidder i nice sofa hos Daniel’s ven Natan og hans bror Gabriel. Vi har det godt. Vi har klaret at være alene (uden Majas forældre) i præcis 5½t og er faktisk ret stolte.
Vi har mødt Daniel over CS (Couch Surfing), det er en international hjemmeside for rejsende, der vi møde de lokale på deres rejse. Typisk er det folk, der selv rejser en del. Vi har fået flere bekendtskaber på siden, som vi skal besøge på vores rejse. Det virker som god måde at møde folk på og få en gratis overnatning – Daniel og hans venner er hvert fald super flinke ved os.
Vi hører Medina og det er faktisk ikke Lise(!), der har sat det på, men Daniel selv, der har været i Danmark i omkring et år og taler en smule dansk. Han arbejder i øjeblikket på et hostel her i bydelen Copacabana og taler rigtig godt engelsk modsat de to andre venner (Natan og Gabriel), men de er sgu flinke – tegnsprog er et stærkt undervurderet sprog.. Lige nu laver Gabriel mad til os, Daniel træner og Lise slumre. Det har været en lang dag og den er slet ikke slut endnu, for der er fest i Lapa (en anden bydel) og det kan vi da ikke gå glip af! At Lise er kommet til Rio og vi nu skal klare os på egen hånd, skal fejres.

I formiddags har vi ellers leget rigtig turister og fået flashet det store cam (vi blev dog overgået af et par entusiastiske amerikanere, med en giga telelinse – fyrer selvfølgelig, totalt showoff), da vi så Cristo Rendentor; en kæmpe jesusfigur, der tårner sig op på et ca. 800m højt bjerg og giver et flot udsyn over Rio.

Lise ankom til Rio i går og vi gik en tur hen til Escadaria do Selarón (der også er nævnt tidligere på bloggen), hvor vi så heldig at møde kunstneren selv, der var i gang med at sætte flere fliser op sammen med en ven. På trods af hans beskedne engelsk, var han så utrolig venlig at give os en lille rundvisning på trappen – hvor han kunne fortælle, hvor hver enkel trin kom fra. Det var ret sjovt, at møde ham, for han var ret… Kunstner-agtig, hvis man må være så ukultiveret at kalde ham det.

Nu er det min tur til at få en lur.
¬//HALD

Escadaria do Selarón

fEscadaria do SelarónEscadaria do Selarón

Escadaria do Selarón

Criston + Lise

//HALD

Den 19 oktober 2010, aften, Rio de Janeiro

Udsigt over Rio de Janeiro fra Sukkertoppen

Jeg sidder i morgenmadsrestaurant ved hotellets enlige computer og gnider mig soevningt i oejnene efter en lang dag i Rio de Janeiro. The Streets spiller paa ipoden - underbygge stemningen af storby. Rio er utrolig meget en storby. Den er virkelig stor. Jeg saa det ved selvsyn, da vi i dag besoegte Pão de Açúcar (Sukkertoppen) som du ser paa billedet oeverst. Naar man vandre rundt i byens forskellige gader, er det helt umuligt at begribe hvordan den haenger sammen og derfor kan byen ogsaa vaere lidt svaer at finde ud af, for selvom byen er delt i syd og nord, er den enorm og flyder ud mellem bakker og bjerge som en anden bolchemasse i hjemmekundskab.
Den sydlige del af Rio er den rige del og den nordlige er arbejdernes del. I den sydlige del ligger ogsaa de beroemte strande Ipanema og Copacabana. Som en hver anden by, er Rio hvidt forskellige fra bydel til bydel. Den bydel vi bor i lige nu hedder Gloria, her ser vi flere tiggere paa gaderne og her er lidt mere snusket i krogene end i Copacabana, hvor hotellerne ligger paa stribe. Glorias sidegader er mere snoerklet og foerer over til Lapa (fuld af Samba klubber, som Lise og jeg helt sikkert skal besoege, naar hun kommer med flyet i morgen tidlig! - selvom vi ikke just er de gaeveste dansefugle) og Santa Theresa, hvor vi saa denne smukke trappe: Escadaria de Selarón!


Mig (der, af uvisse aarsager, ser ret sur ud) paa trappen

Trappen er skabt af en Ckunster fra Chile, som har dekoreret de 215 trappetrin med tegl. Trappen er et stykket living art, for nu bryder man nogle af fliserne op for at erstatte dem med flisestykker fra hele verden, som folk sender til ham. Det er meget flot og facinerende


En der arbejder paa trappen med at fjerne de roede fliser og erstatte dem med fliser fra hele verden (ogsaa Danmark)


Kunstnerens signatur motiv: En gravid kvinde

Se flere billeder pa face..

//HALD

Det sure med det soede

Den 19 oktober 2010, aften, Rio de Janeiro

Jeg sidder i morgenmadsrestaurant ved hotellets enlige computer og gnider mig soevningt i oejnene efter en lang dag i Rio de Janeiro. The Streets spiller paa ipoden - underbygge stemningen af storby. Rio er utrolig meget en storby. Den er virkelig stor. Jeg saa det ved selvsyn, da vi i dag besoegte Pão de Açúcar (Sukkertoppen) - et udkigspunkt. Naar man vandre rundt i byens forskellige gader, er det helt umuligt at begribe hvordan den haenger sammen og derfor kan byen ogsaa vaere lidt svaer at finde ud af, for selvom byen er delt i syd og nord, er den enorm og flyder ud mellem bakker og bjerge som en anden bolchemasse i hjemmekundskab. Den sydlige del af Rio er den rige del og den nordlige er arbejdernes del. I den sydlige del ligger ogsaa de beroemte strande Ipanema og Copacabana. Som en hver anden by, er Rio hvidt forskellige fra bydel til bydel. Den bydel vi bor i lige nu hedder Gloria, her ser vi flere tiggere paa gaderne og her er lidt mere snusket i krogene end i Copacabana, hvor hotellerne ligger paa stribe.

Der er stor forskel paa velstanden og det ser man tydeligt i Rio, hvor favelaerne (de fattigste bydele) oftests har placeret sig i store klynger op af Rios bjerge. Bydelene er fattige, men maa ikke forveksles med rene ghettoer. De folk, der lever i favelaerne (og det er sletvaek en ret stor del af Rios ca 6mio indbyggere), arbejder i nede i byen ofte i forskellige service- og haandvaerkererhverv.
Favelaerne er styret af bander, der er tre store, kriminelle bander i Rio, som kaemper okm at faa underlagt sig flest mulige farvelaer. De sidder paa nakohandlen og er ofte meget unge, da de derved ikke ricikerer at komme i faengsel; for et par aar siden skoed politiet den stoerste leder. Han var 23 aar. Ret ungt. Jeg har travlt... Jeg kan vel starte med at anskaffe mig en lommekniv og begynde at se lidt brysk ud.
Det er nu langt fra utrykhed, der haerger farvelaerne, for eftersom banderne absolut ikke oensker, at have politiet til at snuse rundt, saa er der en uskreven regel om ikke at begaa kriminalitet i favelaerne - lommetyvene tager i stedet ned i byen, hvor du som rene magigere tryller turisternes penge vaek. Det har jeg dog endnu ikke vaeret udsat for og jeg har egentlig heller ikke foelt mig saerlig utryk - men jeg er vist ogsaa ret naiv..
Vi besoegte favelaerne paa en arrangeret tur med guide, for selvom der ikke er stor riciko for tyveri, saa er det stadig ikke helt sikkert for turister at faerdes visse steder.

Udisgt over de misserable huse i en favela - selvom mange af indbyggerene er haandvaerkere, der har bygget flotte huse i Rio C, saa har de ikke raad til at koebe ordentlige materialer


Fritidsordning, hvor boernen kan komme foer og efter skole, saa de ikke haenger ud paa gaden og bliver draget ind i kriminalitet. Statens folkeskoler er ikke specielt gode, saa de rigeste i Rio, sender deres boern paa privatskoler. I denne fritidsordning, kan boernene ogsaa faa lektiehjaelp og undervisning, saa de kan tage en uddannelse
;

Der er som regel kun en eller to veje, hvor biler kan koere - ellers maa man gaa rundt paa smaa stiger og stejle trapper i favelaernes labyrinter (som man VIRKELIG ikke kan finde rundt i!!)


Min mor i meget smal gade.

//HALD

Den 17. oktober 2010, aften, Ilha Grande, Brasilien

ILHA GRANDE -CHRISTIANIA PAA BRASILIANSK
Ligheden er hvert fald umiddelbart stor i oens by, der er fuld af farverige huse, groen, fuld af caféer, smaa boder med smykker. Her er ingen biler, men til gengaeld masser af loese hunde. Ironisk nok, er dette dejlige sted - helt modsat Fristaden - bygget paa bundkapitalistisk turisme, der i en lille del af byen (den del med havudsigt, naturligvis) kammer over og bliver for meget. Brasilianerne er virkelig gode til at vaere turister med kameraer, dovne slaske gangstil og spenderbuksen paa.
Den brasilianske turist minder en smule om de japanske turister vi, som regel, karrikere med store videokameraer og thihi-fnisende smaa piger, der giver store smil og peace-tegn til kameraet. Brasilianerne noejes ikke med store smil og at flagre lidt med et par fingre. Brasilianerne, ung som gammel (laekker som.. snasket?) stiller jeg frejdigt op foran kameraet og POSERER(!) saa turistatraktionen rent glemmes, naar de stritter med maasen, trutter med munden og spaender musklerne. Staar de i den kedelige situatione ikke at have en makker ved haanden, klarer de ogsaa det snildt, ved bare at tage billedet selv.
Saaledes bliver turistatraktionerne hurtigt en labyrint af fotoglade turister, der i nogle tilfaelde stjaelder min opmaerksomhed fra selv aktrationen...
Jeg proever at snige mig til at tage et billde af dette underholdende syn ved naeste givende lejlighed.

Oen er ellers dejlig. Lidt fugtig men her er ogsaa meget strand. Vi daser :)

//HALD

Ventetiden hjemme i Århus

Endelig har jeg, Lise, æren af at forfatte mine første ord på denne spændende og uden tvivl medrivende blog om alt og intet og egentlig bare om vi to, mig og maja.

Som enhver anden førstegangs-blogger var jeg i første omgang fuldstændig idéforladt og søgte desperat lidt inspiration fra min vordende medrejsende og mere blogerfarne veninde fra den anden side af kloden. Hun gav mig disse inspirerende ord at brygge videre på: bare skriv sådan lige om, hvor meget du glæder dig til at se din smukke veninde, Maja Hald! :)
- og med det sagt, så ja: JEG GLÆDER MIG!

Jeg har dog stadig noget i stil med 35 timer endnu at fordrive her i det efterhånden temmelig kølige århusianske bymiljø. Det klarer jeg med en god portion internet-tidsfordriv, en knivspids familiefilm i magiens tegn (den var naturligvis elendig) og en smule samvær med familien over en god hvidløgsindhyldet steg. Jatak. Sådan får jeg aflivet den sidste beklemte ventetid med rio og buenos aires og la paz og lima og quito og habana og yucatan og new york i tankerne.

Jeg er på vej.

"Det er jo bare vand" - Kim Hald

De sidste dage har vi opholdt os i byen Iguazu i Brasilien, hvor vi har brugt tiden paa at se paa vand. Det var vaeret ret fedt.
Foz do Iguazu er utrolig impornerende set fra ALLE vinkler kan vi nu konstaterer og er klar til at rykke videre med natbus i morgen aften, trods mine foraeldre stadig klager over en slem hoste (der holder os alle vaagne hver nat). Planen er at tage op ad Brasiliens kyst til Rio de Janeiro og besoege en oe paa vejen.

Foerst saa vi dem fra den Brasilianske side, saa fra den Argentinske og til sidst saa vi hvilken enorm energiressource vandkraften giver. Hele 90% af Paraguais energi og 20% af Brasiliens eergi daekkerdet enorme vandkraftsvaerk. Foz do Iguazu er de kraftigste vandfald i verden og et utroligt impornerende naturfaenomen at opleve. Den Brasilianske side gav et flot panorama view over faldene, mens den Argentinske side var en stor naturpark, hvor vi kunne opleve vandfaldene helt taet paa.

GARGANTA DO DIABLO Djaevlens Gaab
Af en smal sti blev vi ledt gennem den tropike skov i Foz do Iguazu, Argentina, og over en mudderbrun flod, hvor luften var fuld af svaermende, smukke, farverige sommerfugle, der ugeneret satte sig paa haender og naeser. Pludselig aabnede skoevn sig og Gabet kom til syne. Jeg maatte stoppe op et oejeblik for at forstaa det maerkvardige syn; paa afstand lignede det et af de "Sorte Huller" man hoerer om i fysik og ser i tegneserier - enorme maengder vand blev suget ned i hullet og det var lige foer jeg havde lyst til at vende om, af angt for selv at blive suget med.
Jeg fortsatte dog ud af stien om kom ud paa en platform, der var helt henne ved Gabet, hvor et fantastiske syn udbredte sig. Hullet var ikke som saadan et hul, men en halvrund cirkel, der dannede det stoerste vandfald (Djaevlens Gab) og som til hver side fortsatte med en raekke mindre, men stadig kraftfulde vandfald. Vandfaldene synes at fortsaette uendeligt, eftersom vanddisen lod horisonten forsvinde. I vanddisen floej fuglene ivrigt rundt for at skaffe sig foede til de reder, de havde bygge ned langs de dele af de stejle klippevaegge, hvor vandet ikke agressivt flossede ned.
Den tilsyneladende rolige flod lignede en stor plade lysebrun karamel, der ubekrymret floed hen mod kanten uden at ane, hvad der forud ventede. Ved kanten vaeldtede karamestykket ud og blev, med en enorm kraft, "knust" i tusinde stykker og kastet de 80m ned, som Gabet er paa sit hoejeste. Et paa engang smuk og skrammende syn, naar man staar saa taet paa og kan se vandet vandet vaelte ud, hoere det bruse under sig og maerke vandsproejtene, der gjorde os dyngvaade.
Lod jeg blikket glide hen over de mange vandfald, fik jeg foelsen af at vaere en del af noget helt fantastisk - udsigten med de smukke vandfald, groenne klipper, solen, fuglene og disen, der gav udisgten et eventyrligtskaer var ret WILD.

Jeg glaeder mig allerede til at vende tilbage, naar Lise og jeg kommer forbi igen om ca en maaned. Paa den tur skal vi helt sikkert have en sejltur ud til en oe, der for foden af Djaevlens Gab!

SAA ER DER BILLEDER:

Jeg er blevet pisse brun (&lyshaaret) og det er billedet er fucking funn - fandt det i et kunstblad i en shop i Brazilia

...Er ikke lige saa godt til at faa lagt billeder ind, men det er mor der tager dem alle. Der kommer flere billeder, naar Lise kommer med sit MEGAcam.

//Hald

Springgymnastik, Star Wars og en skaldet skilpade

Efter endnu en taender utrakkende flyvetur fra hovedstaden,Brazilia, er jeg og min familie nu - som planlagt - ankommet til Foz do Iguazu. Her skal vi se paa vandfald og ikke bare nogle hvilken som helst vandfald, men faktisk verdens kraftigste.

Sidst jeg skrev endte vi vores aften paa et det lille teater, Teatro Miguel Santana, i Salvador, hvor vi saa et utroligt fedt danseshow, Balé Folclórico Da Bahaia, med de smidigste dansere jeg laenge har set -jeg maa endda tilstaa, at de de kunne slaa Aars springgymnaster med flere alen. Meget impornerende. Showet var en gengivelse af udvalgte ritualer fra den Braziliansk-Afrikanske trosretning Candomblé. Udover dans og musik boed showet ogsaa paa farvestraalende kostumer og underholdende efterligninger af deres guder. God underholdning til en fredag aften.


Billederne her fra det ovennaevnte show, er fundet paa nettet


Dagen inden rejsen gik videre (med fly fra Salvador til Brazilia), naaede vi ogsaa at besoege en lille by ved havet, Praio do Forte, der i Lonely Planet og Turen Gaar Til loed meget lovende; noget med charmerende fiskeby med smukke strande og jordstampede gader og mulighed for at se smaa havskilpader. En chance man da ikke kunne lade gaa fra sig, naar man nu befandt sig "blot" 80km vaek fra den tropiske perle.
Hvad de to rejseskribenter har vaeret paa af ting og sager, da de skrev bogen eller hvem der har bestukket dem, ved jeg ikke, men et eller andet er der hvert fald gaaet galt. Det er selvfoelgelig ogsaa den mulighed, at boegerne simpelthen er foraeldede. Det kan aabenbart ske en del paa 2-3 aar?
Det foerste der moeder mig, da jeg stiger ud af bussen i "fiskerlandsbyen", Praio do Forte, er Katy Perry "California Girls", der banker ud af den foerste bar i raekken af caféer, reatauranter og butikker, som dannede den lille "perle". Der var absolut intet charmerende over denne falske turist-by, der mest af alt mindede om legoland for voksne med de smaa straataegte huse. Alt bygget i samme stil og udelukkende for turisternes skyld. Det var alt for meget desvaerre. Og saa var der skilpaderne. Eller var der? Jo, der var skilpader, de var bare lukket inde i nogle smaa basinner og der var ikke mere sjov ved dem, end der er ved de dyr man ser i zoo.


Jeg har ikke faaet lagt billeder ind, heldigvis tager Google ret gode billeder..


Efter Salvador og foer vi naaede her til Foz do Iguazu, skulle vi dog gennemgaa en noget saa kedelig del af Brasilien, jeg nemt kunne have vaeret foruden, nemlig hovedstaden Brazilia.
Byen minder mest af alt om en Star Wars film med alle dens futuristiske bygninger, aabne pladser og noeje gennemtaenkte veje. Star Wars-filmene er bare en hel del sjovere og fuld af groenne vaesener og maend med masker, hvilket man ikke ligefrem kan sige at Brazilia er.
En ting var at byen ikke var det mest sindoprivende i verden, en anden ting var at det Pousada (vaerelse/hostel) vi blev guidet hen til af Lonely Planet, mildest talt, var elendigt - og jeg er altsaa ikke sart (men naar man vaelger at placerer et lokum inde paa vaerelset uden meget afskaermning en to halvvaegge, er der altsaa noget galt).
Jeg vil spare jer for flere sure opstoed og i stedet vise de alligevel ret fantastiske bygninger Brazilia boed paa (alle bygget af samme mand):


Star Wars in tha real world!

Billedet her under viser lidt af den maade vejnettet er gennemtaenkt saaledes at man ikke skulle kunne koere galt! Vejene er 2-4sporede og alle ensrettede og byen skulle vaere helt fantastisk nem og behagelig at bevaege sig rundt i i bil. Til fods er byen dog hoejst uegnet, baade da fodgaengerovergangene er uigennemtaenkt (man skal gaa store omveje og bruge zigzag-loesninger for at benytte dem, goer man det ikke - og de goer de faereste - er det med livet som indsats at man krydser de enorme veje) og fordi byplanlaegninger ikke paa samme maade som andre byer er smidig for en fodgaenger.

Brazilia er en buisness by og det er tydeligt at en stor del af Brasiliens overklasse bor og lever her (klassesystemet: de ludfattige, de middelrige, de rige og de rigtigrigtig rige). I midten finder man regeningsbygninger, buscentral og tvtornet (hvor man kan danne sig et overblik over hovedstaden, som faktisk ikke er saa stor, som den virker) paa hver side knejser der sig hoeje shoppingcentre og hotel- og kontorbygninger. Ud af to "vinger" (byplanlaegningen sammenlignes med et fly), hhv syd og nord, bor byens indbyggere i firkantede huse, paa store firkantede omraader. Nogle omraader med huse, nogle med indkoebscentre og institutioner. Der er ingen gaagader og hvi stoedte heller ikke paa nogle hyggelige caféer, hvilket goer byen ret livloes.

Min mor havde foedselsdag den 6. oktober hvor vi var ude i en National Parken: et groent omraade uden for byen med en stor svoemmepoel med faerskvand. Det var laekkert! Trods begge mine foraeldre var halvsyge tog vi paa en fin restaurant, Universal Dinner, der var super fed indrettet med tusindvis af kitch ravelse: julepynt i loftet, plasticblomster, velouer beklaedte vaegge med dyremoenster, plasticdue med frugt paa bordene, oldschool billeder og en hel masse skaktern. Maden blev serveret paa lp-plader og jeg maa indroemme at det skar lidt i min musikhjerte at se en Beatles plade blive brugt som daekkeserviet, selvom idéen er utrolig original!

//Hald

(OBS: dette inlaeg blev skrevet i gaar)

Salvador -en Roskilde Festival

Det hvide folkevognsrugbroed med paaklistret valgplakater drejer skabt om hjoernet og braemser haardt ned for en rullende bod med et lille udvalg af slik og cigarretter. Straks som folkevognen skal til at gasse op kommer endnu en fodgaenger vappende ud paa koererbanen og snor sig uden om de dyttnde taxi. Folkevognsrugbroedet dropper sin jagt paa det ukendte og triller ind mod fortorvet for at skrue ekstra hoejt op for hoejtalerne, der er spaendt fast til taget. Ud lyder reggae/folk musik til aere for en folk gadesaelgere, der har samlet sig paa et hjoerne for at spille ved det lille, intermistiske bord opstillet paa et par gamle papkasser, der engang har vaeret slik i. Gruppen foelger ivrig med i spillet mellem de to deltagere og kommer med tilraab. Op af en af de stejle, brostensbelagte sidegader, er to unge maend, den ene med dreadlogs og flipflops den anden med cornrows og moerke solbriller, ved skubbe et soundsystem paa hjul. Vognen er malet i farverne gul og groen og spiller noget folkemusik med tunge trommer. Idet de passerer en bar med slidte plasticmoebler (men et menukort med "danske" priser) kommer to unge afroamerikanske piger ud. De slaar foelge med vognen et stykke op af vejen mens de leende danser med til musikken. Paa caféen de forlod har en kvinde, der sidder i baren, fundet et rasleaegfrem og sammen med et par af de andre synger overdoever de radioen med deres sang.

Saadan opstaar der hele tiden en fest rundt om i Salvadors gader og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro jeg befandt mig i Roskilde Festivalens foedeby. Folk er smilende og glade, en smule sloeve og altid klar paa lidt fis og ballade. Den eneste foreskel fra Rozz er toemmermaendende, lugten af pis i hjoernerne, madboderne paa hjul, danseshowsne paa torvet og musikken udgoer en slaaende lighed med den stemning man oplever paa Festivalen.

//Hald

ARBEJD ARBEJD!

I Brasilien forsoeger man oejensynlig at skabe arbejdsplader til alle og dette paa en lidt utraditionel maade set med vestlige oejne. Man goer simpelthen det modsatte af at effektiviserer og derfor kan man opleve at 3 til 4 mand arbejder ved byens elevator, der sender folk op og ned mellem Den Oevre Bydel og Den Nedre Bydel.
1) en til to maend tager imod penge ved den ellers automatiske flaplaage (man fx ser paa metrostationer)
2) en mand gelejder folk ind i enten den hoejre eller venstre elevator
3) en mand sidder inde i elevatoren og trykker paa ned eller op knappen.
(ja og saa har jeg ikke medregnet fejemanden, gadesaelgerne, de kiosken)
Smart?? Jahh, saa har de da alle noget at lave. Saadan fungerer det alle steder. Restauranter, hoteller, boder - de er staerkt overbemandet. Dette kan dog muligvis ogsaa have noget at goere med det faktum, at vi rejser i lavsaesonen. Vi moeder hvert fgald en del der bare haenger og dangderer den ligesom os. Man finder gerne mig og min mor og far siddede med noget koldt at drikke og glo. Vi glor utroligt meget. Her er meget at glo paa.

Bahia - the land of happiness

... Saadan lyder det paa plakaterne uden for vores vaerelse her i Salvador, en havneby, der ligger ca midt paa Brasiliens kystlinje. Meget galt er paastulatet om "the land of happiness" heller ikke, for her er alt hvad et skandinavisk hjerte kan begaere af sol, strand og kolde oel. -Og til de lidt mere kultiverede byder hele omraadet, Bahia, ogsaa paa masser af spaende kultur fra kolonitiden.
Vi bor i Pelourinho, der er "kulturdelen" af byen (mange caféer, reatauranter, teatre, butikker mv.) og dermed ogsaa det sted med flest turister. De fleste turister er dog Brazilianerne selv, saa meget engelsk bliver det ikke til nogen steder. Takket vaeret et gudsjammerligt kedeligt portugisk-dansk laererprogram min far har hoert paa repeat derhjemme i bilen til og fra arbejde (siden han fandt ud af de kun snakkede portugisisk i Brasilien og ikke spansk som foerst antaget) kan han noedtoerftigt kommunikerer med folk, hvilket de elsker og derfor snakker loes om alt muligt og vi bare nikker og smiler og haaber paa det ikke er om prisen paa mig..

Well well, jeg sidder her paa hostelet, Pausada Da Prasa, og sveder ved en lille flimrende computer og droemmer lidt om en af de smarte fladskaerms commies henne paa torvet, men lader mig noejes. I morgen rejser vi videre til Brasilia efter at have tilbragt 5 dejlige dage her i Salvador.


Udsigten fra terressen over den lille eksotiske have paa hostlet

Her er et uddrag af min rejsedagbog:

26./9 2010 kl 1500 dansk tid, fly: Kastrup - Atlanta
Frokost i foliebakker, maend der sover med aaben mund og en doesig fornemmelse af at vaere paa vej til noget ret stort. En en elendig amerikansk actionfilm ruller hen over de smaa flytv i loftet, lyden er daarlig og jeg dropper at foelge med. Jeg haenger et sted over det nordlige Atlanterhav ombord paa Delta Airlines og skal haenge her endnu 6t og 19min, hvis alt gaar efter planen, og det lader det til at det goer (kaptejnene har tjek paa skibet og selvom her er mange mystiske personligheder, er her ingen ligefrem mistaenkelige af slagsen).
Kl. 15.15
Hold da op, som min genbo kan snorke. Lyden skaerer ind i den eller massive larm fra flyet. Men han bliver straffet(!), for naar han vager vil han med sikkerhed have enorme smaerter i nakke og skulder efter at have sovet med hagen paa brystet. Uh! Har naesten lyst til at redde brillerne, der haenger faretruende langt nede paa hans naese. Naarhja, vi har sgu alle nok ret ondt i lemmerne efter den her tur: Bil Skivum Krat - Aalborg lufthavn, (fly) Aalborg - Kastrup Lufthavn, Kastrup - Atlanta, Atlanta - Rio de Janeiro Lufthavn.



Et forsoeg paa at indhente lidt soevn i Kastrup lufthavn, som mor var saa soed at dokumentere

Naeste stop er Atlanta, hvor vi skal vente i 7timer inden flyet til Rio de Janeiro gaar.

28/9 2010, kl 18.43 lokaltid, Rio de Janeiro
Tvinger mig selv til at skrive. Selvom jeg de senest naetter har sovet hhv 16 og 14timer er jeg stadig sloev efter flyveturen. Det maa vaere den maade jeg reagerer paa jetlag. I dag har vi vaeret paa sighseeing for at tjekke Rio ud. Det er en stor by. For stor til at kunne overskue paa de kun 2 dage vi har foer vi skal videre med flyet til Salvador. Dog kommer vi tilbage til Rio, for det er her vi skal moede Lise.

Lige ankommet til Rio og det foerste der springer i oejnene er disse underh0ldene kokosnoeder, som man kan koebe. Den skal jeg da proeve! - Men fy for pyffer, det er sgu ikke mig saadan en noed, den var lunken og smag af tynd, sur maelk (trods det, ser jeg dog vaeldig glad ud paa billedet her, men at drikke kokosmaelk fra en kokosnoed er alt ogsaa bare sjov og loejer)


Min mor og far i et kvarter fuld af antik-butikker med mange af gamle lyssekroner og mormor-porcelaensting. SPANDENDE. Faktisk var kvarteret med alle de spoejse forretninger skaeggere, men det har vi aabentbart ikke noget billede af. Her var der ellers alt i verden at finde og en hel del i plastic: giner, sko, taepper, toej, smykker, tasker, duge..

Hey forrresten, til de der troede, at der aldrig regner paa ferierrejser: det er loegn! Her er overskyet og der kommer lidt byer, men det er egenltig rart for vejret er stadig shorts&t-shirt-vejr. Det er nemlig foraar i Brasilien, hvilket ogsaa betyder at vi rejser i lavsaesonen og slipper for De Vilde Turister


(billede 1) Lonely Planet guidede os gennem byens snoerklede gader fulde af butikker med alt muligt platicbras og hen til et helt almindeligt spisested (brasilianerne gaar meget ud og spiser, fx faar mange spisekuponner som en del af loennen) hvor jeg bestilte dagens ret, der var dette store flade stykke panneret koed med surt kartoffelsalat. Spaendende. (billede 2) efter frokost fandt vi denne kirke, som jeg desvaerre har glemt navnet paa. Den var enormt stor og fuld af vinduer og glasmosaik. Paa billedet ser man mest bare mig..

29/9 2010 kl 10.12, fly: Rio - Salvador
Kunsten at bruge en klinex mere end én gang
...Er noget jeg efterhaanden mestre til fulde (men vil undlade at forklare praecis hvor mange gange). Foer afrejse dianostigserede Ida Marie min snotudbrud til at vaere rejsefeber. Under rejsen kaldte jeg den for en del af den udtilpashed, jeg faar ved at rejse. Nu kalder vi det bare for forkoelse. Kaert barn, mange navne.
10.33
ARGH! Noegn maa doe. Nu. Denne ulidelige smaerte i oerne er ENORM! Det trykker som stod nogen og trykkede en tornado mod mine oerergange og jeg har det som at befinde mig i en osteklokke af vat. HADER AT FLYVE.
Kl 18.40
Ankom til Salvador her til middag og elsker den allerede! Her er alting sjovere, mere farverigt og ogsaa en hel del varmere end i Rio. Vi har helt sikkert valgt dette rette tidspunkt at rejse i. Det er Brasiliens foraar og her er ikke saerligt mange turister og kun mellem-ulideligt varmt.
Vi bor paa det charmerende hostel Pausada Da Prasa Hostel, der er mindre end halvt saa dyrt som hotellet i Rio og 10*saa fedt! Meget autentisk og mere personlig paa en eller anden maade.
JEG ER BEGEJSTRET!


Hostlet havde foedselsdag og der var daekket op med stort ta' selv-bord fuld af lokale retter

1/10 2010,kl 9-10, Salvador
Sidder paa en faerge paa vej til oen Ilha de Itaparica. I dag staar solen meget staerkt paa himmelen og gaaturen fra bussen og ud til havnen var nok den varmeste vi har vaeret udsat for paa hele turen indtil videre. Derfor er det ogsaa utrolig rart at befinde sig paa en dejlig luftig baad, der sejler os ud til en dejlig bounty oe!



mig paavej til en oe, der ca. saa saadan ud og var MEGET laekker:

Folk&fae ombord paa faergen til den LAEKRA oe

Salvador ligger i omraadet Bahia, der er kendt for den afrikansk inspirerede kultur. Salvador var under kolonitiden, hvor Portugal var koloniherre, Brasiliens hovedstad. Efter koloniens ophaevelse og slavernes frigoerelse mistede byen sin vigtighed og Rio de Janeiro blev hovedstaden. Siden byggede man Brasilia der har vaeret Brasiliens hovedstad i ca 50-60 aar.
Salvador har i omkring 2050aar ligget som en glemt perle ved Brasiliens kyst og er foerst de seneste 20aar fundet fodfaeste som et eftertragtet turistmaal. Denne "dvale" har betydet at alle de gamle huse er bevaret (saerligt i omraadet Pelourinho, som vi bor i) og nu bliver restaurereret i stedet for at blive revet ned. Pelourinhos huse og gader er WAO og fuld af farver og skaegge mennsker og gadesaelgere, der ivrigt forsoeger at saelge os, turister, alt muligt tingeltangel eller at bliver venner med os (med det formaal at saelge os noget). Naar jeg skriver turister, skal det ikke forstaaes som om her er fuld af tyskere og nordmaend; her er i foerste omgang ikke saerlig mange turister og de der er, er Brasilianerne selv. Salvador, eller hele Bahia omraadet, er vel det som Sagen er for os.


(billed 1) Nice utraditionel grafittigmosaik af fliser og (billed 2) roser lavet af palmeblade af en ung gadespilopmager

//Hald