Huyana Potosi, bare hårdt

... Glem alt om Colca Canon, Inka Trail, og hvad vi ellers har fyldt Jer med. Huyana Potosi er toppen inden for trekking, creme de la creme.

Lige siden vi stadigt høje på vor ungdom og evigt naive og tilmed hovmodige bestilte vores tredages bjergbestigningstur til det 6088m høje isbjerg, Huyana Potosi, har løftet om en vandretur i det ekstreme hængt over vore hoveder, som en dyster sky i en ellers så lys og lystig juletid.
For hver dag voksede nervøsiteten for, hvad vi nu havde rodet os ud i og snakken om, hvorvidt en akut sygdom kunne erhverves, hvis nødvendigt begyndte langsomt at blive mere alvor end spøg. Men dagen kom, og der var ingen undskyldninger i sigte.

På kontoret sad tre andre spændte hikere og ventede – de lod dog alle til at være en del mere erfarne inden for gå-og-klatre-sporten. Sammenlignet med de tre fyre, alle sidst i tyverne og i god form, var vi naturligvis årsag til mange gode grin og skæve blikke fra samtlige guider. Men vi blev dog alligevel tildelt vores bjergvandringstøj og diverse isklatringsredskaber lige som de andre. Da vi pludselig stod der med harness og pandelampe i den ene hånd og isøkse i den anden iført vores enorme sne-boots og orange overtrækstøj var mareridtet om Huyana Potosi pludselig kommet meget tæt på. Vi skulle altså op på det bjerg.

Med Inka Trail og Colca Canon som vores eneste erfaring blev vi noget overraskede, da det viste sig at Huyana Potosi ikke bestiges via diverse stier, men i stedet opad stejl klippevæg og gennem dyb sne – ganske urørt og utilpasset de ellers mange vandreglade turister. De første to dage gik derfor med at klatre opad klippefrembrud, vandre langs højderygge af mindre bjerge og trave opad snebelagte bjergsider. Det var her undervejs, at det gik op for os, at selve Huyana Potosi nok ikke ville blive hverken hurtigt overstået eller smertefrit. Det ville blive en kamp at nå toppen, og højden var allerede begyndt at lade sig mærke omkring de 5000m. Det skulle senere vise sig, at eventyret i at nå toppen af Huyana Potosi ikke så meget er en test i fysisk styrke, men nærmere et spørgsmål om, hvorvidt man rammes af højdesyge eller ej. Den sidste etape af bjergbestigningen startede klokken 01.00, hvor vi i nattens dybe mørke iførte vore pandelamper og al vores udstyr to og to blev forbundet med vores guides i sikkerhedsliner. Og så startede den hårdeste vandring vi nogensinde før har oplevet og nogensinde vil opleve. I den sorte nat skulle vi gennem en meter dyb sne vandre opad Huyana Potosi, springe over kæmpe gletcher kløfter, mave os under meterlange istapper og hakke os op ad stejle isvægge. Men hele dette eventyr forblev dog en oplevelse kun delt af mig selv og vores guide, Felix, da Maja kun kort efter start måtte erkende, at hun ikke kunne fortsætte pga. højdesyge.

Efter mange timers intensiv vandring i selskab med Felix nåede jeg en højde på 5800m, kun 200m fra drømmen om toppen, men yderligere to timer i bitter vandring. Og hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg havde de sidste to timer kæmpet med højden i form af intens kvalme og hovedpine, og jeg måtte til sidst helt ødelagt smide mig for fødderne af Felix og grædende stønne: no puedo mas, no puedo mas. Så mens solen stod op, begav Felix og jeg os tilbage ad de selv samme stier, der nu afslørede alle de skumle passager vi i natten havde forceret. Ødelagt af højden, ingen søvn, sult og fuldstændig dehydrering tog hjemturen uendeligt lang tid, og den stakkels guide Felix måtte bære over med en gangart og hulken, der i store træk minder om et toårigt barns. Og ja, sådan ender eventyret, ganske uhæderligt.

Da Felix og jeg endelig nåede tilbage til vores base camp, fandt vi Maja i en lige så ringe tilstand, og vi besluttede os derfor for at komme ned fra højden hurtigst muligt, hvilket resulterede i, at vi tog resten af nedturen som i beruset tilstand, slingrende fra side til side uden nogen som helst kontrol over arme og ben.

Således mødte vi altså vores overmand på vej mod toppen af Huyana Potosi. Konklusionen er dog, at man kan være i lige så god form, have en mental viljestyrke af særklasse og alligevel ikke kunne stille noget op, når højden træder i karakter og kræver sine ofre. Og selvom Maja kun nåede de 5300, og jeg de 5800 er vi stolte som konger over vor bedrift – og det skal lige tilføjes, at ligeledes var Felix, da han fandt ud af, at vi begge ingen erfaring har, ikke er sportsmennesker og kun er tyve år gamle. Altså, kan I godt lade Jer imponere af vores endelige resultat og prale på livet løs til venner og familie!

Lige lidt facts til Jer, der sidder forvirrede tilbage, Huyana Potosi, 6088m, er det nu virkelig noget?
Himmelbjerget 147 m
Ejer Bavnehøj 170,35 m
Yding Skovhøj 172,66 m
Højdesyge over 2000 m
Huyana Potosi 6088 m
Mount Everest 8848 m

Ps. Vi er nu de stolte ejere af en meget blæret t-shirt med teksten: I climbed Huyana Potosi. En til samlingen (her får man t-shirt for enhver bedrift). Og vi er nu klar til at fejre et velfortjent nytår, godt nytår til alle Jer derhjemme og andre steder i verden!


Skrevet af Lise, et helt nyt menneske

Et fængsel i Bolivia

Noget vi har erfaret på denne tur, er, at Sydamerika er bund korrupt. De fleste er kriminelle og politiet er ofte de værste. På en yndig solskinsdag med alt for mange tømmermænd (julen skal jo fejres med manér og selvom de ikke har snaps her ovre, så har de rigeligt med sager, der giver tømmermænd), have vi fået arrangeret et møde med en dame, der hævdede at kunne hjælpe os ind på et besøg i La Paz’s kendte og berygtede fængsel. Det er muligt, men drøn ulovligt, at besøge fængselet hver søndag, hvilket betyder, at det også var ved et ganske heldigt tilfælde, at vi fik fat i et telefonnummer til en dame, der var i forbindelse med det turistforetagende, hvor et par indsatte giver rundvisning i fængslet.
Kvinden skulle befinde sig på en restaurant nærliggende fængslet og være iført en pink sweater. Efter en rum tids søgen fandt vi hende sammen med en lille gruppe af gringo’er fra vores hostel. Hun ledte os hen til fængslet, hvor et par venligt stemte fængselsbetjente blev bestukket og bad os ligge mobiltelefoner og kameraer på deres kontor (noget vi gjorde med en smule skepsis). Her efter blev vi guidet ind i fængslet, der består af en række skæve og - i boliviansk målestoksforhold – ret høje huse, der danner en lille gård, hvor der i smuk juleånd var pyntet op med krybbespil og farverige lys. Gården var ligesom så meget andet i Bolivia, snusket og uhumsk, men dog stop fuld af god stemning. De indsatte - narkoforbrydere, voldtægtsmænd og morder (hvilket også inkluderer tidligere statsmænd – Bolivia er, som sagt, bund korrupt) - sad ved små plasticborde og hyggede med familie og kage og måske en inka kola fra fængsels butik.
Vores guide var fra Holland og sad inde for noget cocain smugling. Eftersom han var gringo i et boliviansk fængsel, var hans odds for at klare sig ikke specielt gode, men han havde noget familie og en boliviansk kæreste, der sendte ham nogle penge, så klarede han sig godt. For pengene havde han havde lejet et lille(!!) værelse øverst oppe under taget, hvor han kunne læse sine bøger og tage sin heroin i fred. I øjeblikket boede der en colombianer for enden af senge, for det var småt med pladsen i fængselet. Vores guide var glad for colombianeren, for han var en dygtig kok.
Vores guide skulle sidde der i ca. 3 år og synes at det var en fin pris at betale for sit kriminelle liv; han havde været smugler, misbruger og dealer lige siden han var 14 og fortrød det ikke. Han havde levet det søde liv og var sikker på, at når han kommer ud, så vil han fortsætte. Drømmen var at starte en bar på en strand i Brasilien.
Det er svært at forklare, men vores hollandske guide prøvede: fængselet i la Paz er gennemsyret af korruption og de fleste, særligt dem med penge på lommen, lever bedre end de kunne gøre uden for fængslet. Alt kan købes for penge og man kan bestikke sig fra det meste. Fængslet er dog delt i flere dele og den del vi besøgte, var det sted, hvor de indsatte havde det bedst. I de andre dele, lever de indsatte som hunde og opfører sig derefter, fortalte vores guide der slev havde haft en overnatning der, og ikke ønskede at komme tilbage.
Den del af fængslet, som vi besøgte, fungerede som et minisamfund, hvor de indsatte på trods af forbrydelserne (som man ikke snakker højt om) lever i fin harmoni med hinanden i et slags minisamfund med deres egne normer, regler og straffe. For eksempel vælger de deres egen præsident og har forskellige underorganisationer, der eksempelvis tager sig af sport, kultur og sikkerhed. Der bor flere familier i fængslet og for omkring 10dkkr, kunne vores guide få lov at få sin kæreste til at overnatte.
Når de holder fest, bliver der købt ekstra alkohol og ofte det med de højeste procenter, selvom de slet ikke er lovligt at drikke i fængslet. Fængselsbetjentene deltager nogle gange selv i festlighederne og kommer ofte på fængsels pub for at få en fyraftens øl og et slag pool.
Der er også en del cocain trafik i fængselet og dette er naturligvis strengt forbudt, hvilket også betød at der, kort efter vores ophold i fængslet, blev taget en gruppe gringo’er, som var på udkig efter noget billigt og godt cocain. De fik 48t til at komme ud af Bolivia.

//HALD

JULEAFTEN

Lise og jeg er begge fan af julen og siden vi kom til La Paz i midten af december, har vi forsøgt at komme i julestemning, ved at lave julepynt til værelset, have julekalender, høre en masse julemusik (WHAM er en fa-vo-rit) og købe julegaver. Den 24.december var julestemningen derfor i top til trods for, at vi nok var de eneste, der fejrede jul juleaften og ikke juledag, den 25.december. Vi tog på café og fik pandekager og amerikansk morgenmad og pakkede gaver op (ja, vi kunne simpelthen ikke vente til om aftenen). Lise fik en karrygul babyalparka sweater og et ur, jeg fik helt utroligt mange gaver af hende – fra bamser til tøj, musik og en dagbog! (tak)
Resten af dagen juleshoppede vi, så A Cristmas Carrol og til aften tog vi ud og for at spise julemiddag sammen med 3 af Lise venner hjemme fra Århus. Villads, Michael og Sune var herligt selskab på en juleaften, der først sluttede på en club langt ud på julemorgen. (tak)
De sidste dage er gået med at spise en masse mad og fejre en masse jul. Blandt anden lavede vores hostel stor julemiddag den 25.

//HALD

Den 23. december: The World’s Most Dangerous Road

”I morgen er det juleaften, der er længe, længe til… Hvad jeg dog finde på, jeg kunne cykle en tur på verdens farligste vej” og det gjorde vi så!
Som alle andre turer, startede vi alt for tidligt om morgenen med en alt for lang bustur, hvor vi (til manges ærgrelse) fik lov at høre julemusik (det er åbenbart kun folk fra Skandinavien, eller andre kolde steder, der oprigtigt sætter pris på julen – men at fejre jule aften på stranden med barbecue, som folk fra Australien gør, er sgu også underligt!). Vi fik udleveret vores mountainbikes, kravlet i noget overlevelsestøj, fik tjekket sikkerheden (det er ellers ikke et krav, alle der har en cykel kan i princippet tage turister med på The World’s Most Dangerous Road – vi betalte dog en del for at få noget ordentligt udstyr) og fået et par instrukser om hvordan vi kunne undgå at lave en E.T ud over bjerget. Her galte det om at høre efter, for The World’s Most Dangerous Road har ikke fået det navn for ingenting! Siden man i 90’erne begyndte at tage turister med på en cykeltur end af bjerget, er 18 døde.



Den første del var bare en prøve tur og gik som smurt indtil det gik lidt op af bakke, så var vi få der klarede den (resten hoppede ind i bussen). Jeg præsterede også at lave et meget smukt styrt inden den rigtige Death Road. Jeg er vant til at bremserne sidder i pedalerne og gik i panik ned af en vej fuld af vandpytter, da jeg ikke kunne bremse - kom pludselig i tanke om, at det var håndbremsen, jeg skulle bruge, hvilket resulterede i at jeg lavede et smukt hovedudspring i en vandpyt. Det var til stor underholdning for en gruppe vejarbejdere, der holdte frokostpause. Nå, så fik jeg da tjekket at bremserne virkede, hvilket var udmærket, for dem fik jeg i den grad brug for; jeg har ikke noget imod fart, men når vejen er en vanvittig smal grusvej med huller og en kant, der gik flere meter ned, end jeg turde tænke på, så er det altså rart at vide, at bremserne virker.
I 80’erne blev vejen brugt til transport af forskellige varer og eftersom sikkerheden dengang ikke var toppen, døde der over 200 mennesker om året! Før 80’erne har man ikke tal på hvor mange der døde, men det var en del. Desuden er der sket nogle ret grimme bilulykker og det er egentlig forståeligt nok, for vejen er sørme smal.





//HALD

Saltørkenen

Salar de Uyuni
Mellem den 19-21. december besøgte vi den uundgåelige Saltørken og naturreservat ved byen Uyuni, der ligger 10timers kørsel syd for La Paz. Dette er vel at mærke ikke 10timer på lækker dansk motorvej, men 10timers nattekørsel på en bumlet landevej uden asfalt.
Vi ankom til Uyuni kl. 5 om morgenen totalt smadderet efter busturen og totalt desorienteret med eneste mål at finde en 3dages tur ud i ørkenen, der var billigere end de man kunne booke i La Paz. Projektet lykkedes, det eneste tur-bureau, der havde åbent på det tidspunkt af natten/morgenen havde lige to pladser til os kl. 10 samme dag. Så efter 10timer i bus, 1times forvirring i den mennesketomme cowboy by (hvor der tydeligvis havde været stor bryllups fest eftersom de vi spurgte om vej var godt berusede og alle havde konfetti i håret) og 3timers søvn på et nærliggende hostel var vi klar til en tur i ørkenen.

Turen i Saltørkenen foregår i jeep eftersom reservatet er på størrelse med Sjælland og består af støvede grusveje. I jeepen er der plads til 6 turister en chauffør og en kok, der i vores tilfælde var chaufførens kone. De 4 andre turister var også danskere, hvilket var noget af et tilfælde! Ellers har antallet af danskere, vi har mødt, været få.

Den 3dages tur i reservatet var fantastisk smuk; et månelandskab af bjerge, laguner og støvede sletter. Vi oplevede de mystiske, men smukke flamingoer spejle sig i en blank lagune, så hobetal af de plyssede alparkaer (fik endda mulighed for at klappe en baby alparka og mærke hvor helt igennem blød sådan et dyr kan være – så også en hel nyfødt alparka, stadig våd efter fødsel) sneg os ind på en ørken ræv og fik et glimt af en ørken kanin.
Billederne taler vist for sig selv.

//HALD

BOLIVIA - de ineffektives land

BOLIVIA
Nyt land, ny lokal drink! I Peru blev der hældt Pisco i glasset og her i Bolivia drikker man Chicha, hvis man er smart, hvilket Lise og jeg endnu har til gode. Chicha er noget rødt halløj, der er lavet af majs og hvis det smager bare halv så festligt, som det lyder, så er det da en ny favorit på drinks kortet.

At komme ind i Bolivia er som sådan ikke er problem, men at finde ud af hvordan grænseovergangen mellem Peru og Bolivia foregår, kan være noget af en prøvelse og et være gedemarked. Overgangen er faktisk bare ét stort marked, hvor man som sparsomt spansktalende turist, hurtigt kan få vadet nogle kilomenter mellem bus og grænsekontor. Vi kom igennem – dog ikke uden endnu engang at blive overrasket over den fascinerende ineffektivitet disse lande byder på.

Bolivia er Peru, i en fattigere udgave. Fattigdommen er dog ikke massiv, som man f.eks. kan opleve den i nogle afrikanske lande, men vi ser alligevel flere eksempler på fattigdom (f.eks. tiggere) end i har set i Peru. Folk her er dog, for det meste, åbne og venlige over for os, særligt de unge og de som beskæftiger sig med turisme(!). Her den anden dag, da jeg skulle købe en trøje (stik fra alpake [lama-lignende dyr] er noget de lever højt på), fik jeg da både sang og velsignelse af en tussegammel dame, med 4 tænder i munden. På den anden side havde jeg nogle dage forinden oplevet at blive gået over (!) af en mindst lige så gammel mand, der midt på åben gade præsterede at vade over begge mine fødder, uden at ænse mig (håber jeg??) – noget der var til genstand for megen underholdning for den række af kvinder, der sad i kø til et eller andet overfor postkontoret.
Ja, så folk er forskellige og de gamle skal behandles med respekt og nogle gange skal man ikke gøre andet end at have korte shorts på og sætte sig i vinduet på en café, for at forarge forbigående folk.

Her i Bolivia oplever vi, at den typiske nationaldragt bliver brugt i lige så høj grad, som den mere vestlige klædestil. En typisk boliviansk kvinde er iført: bowlerhat, lange fletninger med klunker for enden (ja, som dem man hænger forenden af gardiner!), bluse og nederdel – sidstnævnte dele i mange lag og mange (neon!) farver. Mændene er mere afdæmpet: skjorte, strikvest og hat. De fleste bolivianere går meget tildækket og altid med hat, hvilket er for at beskytte sig mod den kraftige sol.

La Paz er en dejlig storby med en hel del markeder, hvor man kan købe alt fra D&G bælter (kopivarer naturligvis, Det Sorte Marked), alparka sweatre (tørklæder, huer, vanter mv.. ALT i strik) til døde alparkaforstre (Heksemarkedet) og nytårshatte (som virkelig batler er noget værd sammenlignet med de danske fistel hatte). Alt er ret billigt og svært at stå for (på nær de døde alparka fostre, dem kan vi godt leve uden), eksempelvis kan man få et udmærket lokalt måltid mad for hvad der svarer til ca. 12 DKKR.

// HALD

RIVER RAFTING, Den 13. december, Cuzco

Inka Trail og Bungee Jumping. Det var ikke nok adventure for den uge! Dagen efter ellastikspringsturen (og den samme dag, som vi havde besluttet at forlade Cusco) stod der river rafting på programmet. River rafting i nogle lande er en hyggelig tur i gummiebåd med en til at padle og en picnic kurv til frokost. Ikke i Cusco. I regntiden er floden i Cusco the REAL SHIT – en klasse 4 flod, på en 1-6-skala, hvor 5 er for pro’s og 6 er Niagra Falls. Det var fedt!
4 mand i en gummibåd og en guide til at råbe kommandoer på en måde, der var et militærteam værdigt: ”LISE 2 FORWARD, MAJA 2 BACK!!”. Ja, så makker man altså ret – også selvom man er udmærket klar over, at ens arme vil komme til at slæbe 4 meter efter en, når dagen er omme. Det var dog alle anstrengelserne værd; at blive smadderet ind i en flådende bølge er bare FEDT!
Vi havde en enorm underholdende dag og det blev kun bedre af, at vi fik mulighed for at hoppe ud fra en 10-15 m høj bro ned i den brutalt skummende flod, med den eneste instruktion at svømme til højre, så snart vi ramte vandoverfladen.

Efter en dag på bølgen, hoppede vi på en natbus til La Paz, hvor vi er nu og fortsat bliver for at holde jul og nytår. Den 4. januar er planen af finde en bus til Ecuador, hvor der står jungletur i The Amazone Bassin på programmet.

//HALD

PS: beklager, ingen billeder

Højt at flyve - dybt at falde?

Det kræver nogle dage at restituere oven på Machu Picchu turen, fantastisk som den var. Kort tid efter hungrer vi dog efter lidt action på ny, og det passer perfekt sammen med, at nogle andre danske venner er ankommet til Cuzco. Vi mødes med Michael og Villads med den idé, at vi skal en tur i Action Valley og prøve kræfter og mod af med Sydamerikas højeste bungee jump – et frit fald på 122 meter!

Maja viser sig som altid fra sin stærke side og rækker ivrigt hånden i vejret, da første forsøgskanin efterspørges. Alt imens Maja spændes godt fast og langsommeligt hejses de mange meter op i luften, sidder vi andre og krummer tæer. Villads føler sig så godt tilpas, at han nøjes med en tilskuerplads. Michael føler sig draget af kanon-kongespringet, Sling Shot og forbereder sig mentalt på at blive skudt de 122 meter op i luften for bagefter at falde ned igen, og mens Maja træder ud mod kanten i sted alt for langt oppe mod skyerne, bliver jeg klargjort til næste omgang. Maja hujer og griner på vejen ned og nød i fulde drag turen uden nogen kvaler.

Jeg føler mig nu ret så nervøs på trods af Majas succes. Og turen op i kranen virker uendelig og alligevel alt for kort. Pludselig åbnes sikkerhedslågen og vores venlige instruktør forklarer, hvorledes faldet bør udføres, og så er det jo ellers bare at tage skridtet. At tage skridtet… Som eksklusivt højdeskræk-medlem var det skridt den største udfordring og sværeste, jeg nogensinde har overkommet. Herefter kommer faldet, det fuldstændigt frie fald, den skræmmende følelse af tyngdekraftens virksomhed. FØJ. Og så går det ellers bare ned ned ned ned ned, lige indtil det begynder at gå underligt vægtløst opad igen. Og atter ned ned ned. Indtil man til sidst hænger der for enden af en alt for lang elastiksnor med håret flagrende ned over ansigtet og armene underligt dinglende. Da jeg omsider står på jorden igen er mine ben det rene gele, men følelsen af at have overvundet sin største frygt er helt fantastisk. Jeg gør det gerne igen, og det gør Maja vidst også – bare for god morskab.

Machu fucking Picchu

(Efter få tekniske problemer fortsættes bloggen nu fra hvor vi slap)
Vi ankom til Cuzco efter en skøn bustur på 15 timer med diarre og hovedeksplosioner (læs stakkels Lise) – en alle tiders kombination af yndlingssituation og aktivitet. Bueno! som man så fint siger på disse kanter. Efter flere dages elendighed besluttede vi os ved ankomsten til Loki Hostel i Cuzco for endelig at få tilkaldt en læge. Vi var nemlig under tidspres, da vores femdages Salkantay Machu Picchu tur skulle begynde samme nat for ankomstdagen. Og Gud ske lov og tak kunne lægen affeje vores mistanke om højdesyge og donere en god bunke medicin mod maveinfektion – HURRA, for dette betød at udsigten til at blive rask lysnede og frygten for at måtte afmelde vores trekkingtur mindskedes. Kort efter lægebesøget havde vi et møde med vores Machu Picchu-guide, der hurtigt viste sig at være en yderst elskværdig mand med gode intentioner. Vores guide sympatiserede omgående med vores situation og forklarede i en sidebemærkning at vores valgte trekkingtur alligevel ikke helt matchede vores fysiske form (!). Efter en god samtale blev vi derfor alle enige om at rykke vores Machu Picchu tur til fire dage senere og samtidig degradere vores femdages lidelsestur til den knap så krævende firedages Inka Trail trekkingtur. GODT VALG. Inka Trail skulle senere vise sig at være en stor nok mundfuld for os begge og vore såkaldte fysiske form.
De næste fire dage stod på en god omgang velfortjent krops- og sindsplejning a la mad i vældige mængder, filmhygge og måske nogle få fester. Det viste sig jo, at vores nye hostel for første gang i lange tider rent faktisk var fyldt til randen med masser af andre unge backpackere med mod på livet og blod på tanden. Og dagene fløj af sted, mens turens højdepunkt drillende nærmede sig med løftet om spændende historie, smuk natur og vandring ’en masse’.

Skulle vi aldrig vandre?
Klokken 06.00 mandag d. 6/12 om morgenen begynder det store og længeventede eventyr. Vi bliver proppet ind i en tæt pakket bus, der byder på en broget forsamling af faktisk mest spansktalende turister. Folk vi i løbet af de næste fire dage ville komme til at kende som bl.a. DR-byen (lignede i sandhed Josh Hartnett), Nationalhelten (også kendt som DR-byens ven, lignede en førsteklasses Topgun-helt på sit pasfoto), Bedstefar (bare gammel), Halteper (startede turen ud med at halte, viste sig senere at være selveste Speedy Gonzales), Vikingen (ingen forklaring nødvendig) med kone og naturligvis vores højt elskede guide, Juan Carlos.

Juan Carlos åbner ud med alle tiders turisttursklichédrøm, om at nu skal vi alle være en stor familie. Føj for satan tænker vi og sender hele banden et målende elevatorblik. Men gode gamle halvanden meter høje og ”Chicos, what is?”-talende Juan Carlos ved selvfølgelig, hvad han taler om og allerede ved frokosttid samme dag er humøret højt og atmosfæren familiær. Den første dag vandrer vi omtrent fem timer, og vi føler os alle oven på og i god form. Vi er dog blevet lovede, at dag to nok skal få gjort kål på vores overmodige overskudshumør.

Og dag to kommer.Og dag to er lang.Og dag to er hård. Meget hård. Lige fra dagens tidligste gry påbegynder vi en sej og stejl bjergvandring. Ruten går intenst opad gennem støvede bjergstier, videre over brusende bjergfloder og videre endnu gennem junglelignende skove for endeligt at udmunde i den store finale: en gold, blæsende bjergtinde indhyllet i en tyk dis tårner sig op. Mens diverse portere (fuldstændigt umenneskeligt hårdtarbejdende mænd, der stormer over bjergtoppene belæsset med al harpengut – lige fra service og madvarer til samtlige telte og interiør) løber forbi os, holder vi alle på skift vejrtrækningspauser, bunder nogle liter vand og samler mod. Det tog os ti timer og en vældig masse vand, cola, chokolade og opmuntrende skulderklap at komme levende igennem dag to. Om aftenen var sejrsrusen til gengæld også storslået, dette endda på trods af den kolde camp og et øsregnvejr.

Den tredje dag var den længste dag, men bød på et mere vekslende og overskueligt terræn og forunderlige udsigter. Undervejs på ruten gjorde vi en del stop, hvor Juan Carlos tegnede i sandet med den nærmeste vandrestav og på gebrokkent engelsk fortalte om de mange mindre inkabyer, der i sin tid fungerede som bl.a. handelssteder og pitch-stops for de rejsende. Fortællinger som folk altid tog stor interesse i og ydermere gerne deltog ivrigt debatterende i (efter mange timers vandring og en stigende sult er den generelle opfattelse af de forladte inkabyer for det meste meget basal: gammelt murværk, fedt, gad vide om det holder til at jeg lige sætter mig her lidt, mens han tegner og taler, hov hvor har jeg nu lagt den snickers, ej jeg skal simpelthen have den trøje af, for gud hvor jeg sveder, øv nu begynder det fandme også at regne – chicos what is? – åh gud nej, hvad var det han sagde, heldigvis har han da skrevet 1912 i sandet…jeg kan simpelthen ikke finde den snickers?).

Den fjerde dag er vandreturen ganske kort, nogle få timer og vi ankommer til et såkaldt udsigtspunkt, men der er absolut intet at se. Vi står på en inkaterrasse og stirrer ind i en tyk mur af dis. Mens vi alle står og kigger forvirrede på Juan Carlos og prøver at besvare det evige spørgsmål – chicos, what is? – glider tågen langsomt ned ad bjergsiden og blotter et kæmpemæssigt kongerige, Machu Picchu – de royales by, og storslået er det. Resten af dagen går med en to timers rundvisning og efterfølgende fri udforskning. Dagen slutter med tre timers transport hjem fra den nærliggende by Aguas Calientes (her kunne man lindre sine ømme muskler i ’the hot springs’, der er en samling udendørs bassiner af helende kilder), alle godt mætte på vandring, inkahistorie, ruinbyer og fantastisk selskab. Heldigvis boede den bedre halvdel af vores ’familie’ på samme hostel som os, hvilket gav oplagte muligheder for en god skål og dertilhørende sejrsdans.

Den 1.december 2010, Puno, Peru

Jeg har placeret mig på overetagen af en overbelyst, limegrøn café med en kop cocathe. Cocatheen skulle være godt for en hel del og særligt højdesyge, som jeg har været ramt af og som Lise nu i særdeles grad er blevet fældet af*. Puno ligger 4000meter over havoverfladen og er dermed det højeste vi kommer på denne rejse. Det tager mellem 1-4dage at vænne sig til den reducerede mængde af oxygen i luften, så Lise burde blive klar til Machu Picchu, der er på fredag(!)**.

Mine øjne svier af træthed og mine skuldre har fået en farve, som jeg måske skal være bekymret for (kommer man aldrig til et punkt, hvor man ikke længere kan blive solbrændt?!). Det har været en lang dag på søen og gulvet gynger stadig under mig. Det har ikke været en hvilken somhelst sø i Peru, som vi har besejlet, næh, det har sådanmænd været Lagos Titikaka (Lagos Titikaka: Titi = puma, caca = stor): verdens største, højest beliggende sø, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia og har omkring 15-20 øer inklusiv de flydende(!) af slagsen.

Lise og jeg har været på en to-dages tur på Lagos Titikaka og i nat sov vi hos Aurora, der er mor til 3 og bor på en ø i søen. Hun lever af turister som os, der gerne vil på ø-tur og prøve det simple liv. De fleste øboere her i Titikaka, lever af turisme, enten ved at sælge altens stikketøj, ved at have en restaurant, speedbåd eller som Aurora ved at have os boende en overnatning. Turismen er ny for dem, før levede de af fiskeri og landbrug. Børnene elsker at have os boende, for så får de festmad – blandt andet pandekager og hvem elsker ikke pandekager i denne verden?

I går besøgte vi også en af de flydende øer! Ja man tror ikke det kan være muligt, men de ER faktisk flydende og hvis ikke beboerne ankrede dem fast, ville de flyde væk, hvilket de også nogle gang lader dem gøre, når beboerne bliver træt af naboøerne. Historien går, at engang for længe siden, flygtede dette folkefærd ud på Titikaka for at skjule sig og her havde de det så godt, at de besluttede sig for at blive. Det faktum at der ikke var nogen ø til dem, lod dem ikke stoppe. Af de siv, som vokser i øen, byggede de øer, hvor der, selv i dag, bor omkring 20mand/ø! Det er ret svært at forstå, selv når man er der, men øerne er altså bygget af siv og det er alt andet de har faktisk også: både, senge, huse – ja det spiser endda sivene.

Som I nok kan høre, har Lise og jeg rigtig har været på sightseeing på Lake Titicaca. Det har været noget af en oplevelse både på godt og ondt. Personligt, synes jeg at hele konceptet med at hale en omgang turister ud på en ø og så lege ”gamle dage” med dem, som var vi på stenaldermuseet (i ved om sommeren er der altid frivillige, der leger rollespil), kan virke ret plat. På den anden side så oplever vi en del af deres kultur, på en hel unik måde og selvom det er svært at tro, så lever de sgu stadig ret old-fashion-ø-boer agtigt, med egene traditioner og regler. Det er selvfølgelig ikke at undgå at se et par mobiltelefoner her og der og den ø vi besøgte i dag havde også fået doneret solceller, så de kan få elektricitet og skolen kan få computere.

*I dag ved vi at de er maveinfektion og alt bliver godt saa snart hun har slugt et dusin piller eller to
**Machu Picchu er blevet udsat til den 6. eller 7.december, saa Lise kan blive frisk

//HALD

PS: billeder kommer snart

Dødsudflugt i Colca Canon 25.11-26.11 og intensiv restitution i Puno 28.11.10

Vi er kommet op i højderne, tæt på Lago Titicaca og er havnet i turistbyen, Puno, der til afveksling også sætter priserne derefter. Vi var derfor lykkelige, da vi i morges fandt en lille vidunderbager, der serverede Desayuno Americano – yndlingsmåltidet, der består af brød med dertilhørende frugtgele, margarine, røræg, en te eller kaffe og friskpresset juice efter eget valg, namnam – til kun 9 soles! Dette udviklede sig selvfølgelig hurtigt til et sandt festmåltid med tilvalg af mokkakage, frugtpandekage og café latte. Sådan nyder vi gerne vores morgenkaffe.
Vi slapper nu af på vores værelse med film og alt for dyre M&M’s, mens vi prøver at tilvænne os hovedpine og åndedrætsbesvær som resultat af højden. Vi kæmper hårdt for at blive klar til vores udflugt til øen Amantani i morgen. Det hjalp dog med en lille lur på 14 timer.

Vi har det også hårdt, stadig stærkt udmattede og helkrops-ømme efter vores debut-trekkingtur i Colca Canon, Arequipa. Vi havde valgt at forkorte den normale tredages rute til kun to dage – den lange tur er jo kun for pensionister og gangbesværede! Denne hovmodige fordom fik vi dog hurtigt aflivet. For førstegangstrekkere viste Colca Canon sig at være det helt store Mount Everest-projekt.

Første dag startede med afhentning på hostelet kl. 04.00 og bød på seks timers intensiv vandring, først tre timer ned ad stejle bjergstier i bagende sol for derefter at bestige den næste bjergside i endnu tre timer. Her er altså ikke tale om hyggelig bjergvandring a la himmelbjerget, hvilket vi bittert, hyperventilerende, supersvedende og med flimrende syn måtte erfare. Vores tørst efter nærdødsoplevelser er i første omgang blevet stillet. Ser man nu alligevel bort fra vores ynkelige fysiske form var turen helt fantastisk. Vi vandrede ad støvede, golde klippestier, over vilde floder via gyngende hængebroer, og videre op ad frodige bjergskråninger, hvor vores guide præsenterede de mange besynderlige planter for os. Vi stødte bl.a. på Tequila-planten, hernede er denne vanvidsdrik dog erstattet med Perus egne meget populære og utroligt ilde smagende sprit, Pisco. Man kan dog nemt forveksle Tequila-planten med den meget vigtige Aloe Vera, der af de lokale bruges som solfaktor. Sidst men ikke mindst blev vi advarede mod den meget udbredte og lige så berygtede Don’t Touch-busk, hvis saft er ren syre (Orlando demonstrerede alvorligheden heraf med fremvisning af mangetallige dybe ar). Herudover blev vi også introducerede for den lille bænkebider-lignende bladbeboer, hvis postkasserøde blod bruges til tekstilfarvning og kosmetik. Eksportværdien af sådan en lille krabat ligger i 300US$ kiloet – en profit de lokale billeindsamlere naturligvis ikke ser noget af. De lokale bjergbeboere lever således af at plukke disse berømte biller og desuden dyrke afgrøder på de mange berømte inkaterasser. Her dyrkes blandt andet forskellige sorter majs, over 2500 forskellige typer kartofler, avokadoer etc. De fleste holder naturligvis også Alpacafår, hvis bløde pels omsat til sweatere sælger godt på de mange turistmarkeder. Vi har selvfølgelig også investeret i industrien ved køb af to sweatere, ørevarmere og tørklæder. Nu er vi også godt dækket ind mod den potentielle nattekulde.

Vi blev for natten indlogerede på et hostel, der lå som en oase mellem de høje bjergtinder. Her kunne vi afkøle vores overophedede kroppe af i den naturlige pool, slænge os mellem velduftende trompetplanter, farverige iris og smukke hvide kallaer i massevis. For natten blev vi tildelt små bambushytter, der som ikke-isolerede, bød på en fantastisk insektoplevelse. Jeg blev, på trods af urimelige doser myggespray, groft overfaldet af en ondskabsfuld myggebande, der over natten havde forvandlet min stakkels krop til et omvandrende ildrødt og superkløende gourmetmåltid (jeg har nu af angst og hævntørst forkøbt mig i diverse b-vitamintilskud og andre tvivlsomme mirakelmidler). Men der var ingen tid til klager. Vores effektive vækkeur, guiden Orlando, stod frisk og klar i vores døråbning kl. 05.00, og så var det bare Vamos! Nul morgenmad, kun en Cola til den ene hånd og en Snickers til den anden (gode midler mod den sikre sukkerkolds-død).

Dag to var udelukkende opstigning ad stejle, snørklede og ekstremt støvede klippestier. De dygtige og energiske trekkere klarede denne rute på kun 1,5 time – heriblandt vores italienske medtrekker Fabio, der efter kun fem minutter var forvandlet til en lille aktiv prik langt oppe i skyerne – vi derimod måtte tage til takke med en personlig rekord på tre timer (hvilket faktisk er tilstrækkeligt flot af nybegyndere). Vi havde en hård kamp med at bestige det pokkers bjerg og måtte holde utallige stops undervejs, bunde to colaer, tre vand og fortære to snickers, alt imens bjergbyernes indbyggere ubesværede løb forbi os. En ældre herre kom endda luntende ned forbi os ad de smalle stier balancerende med et godt fem meter langt rør over skulderen. En af guiderne kunne ydermere fortælle, hvordan hans bedstefar hver dag vandrer to timer til sin farm og efter en hel arbejdsdag atter vandrer to timer hjemad i bjergene – en mand på 97 år!! Men på trods af indbyggerne og de andre vante trekkeres imponerende bjergspurter, var vi alligevel godt stolte af os selv, fordi vi på trods af den alt for store udfordring ikke gav op, og lod trækæsler overtage arbejdet for os (hvilket mange af de andre lige så fortabte trekkere faktisk gjorde). Vi kæmpede begge let forkølede, med smertende knæ og halvt ophostede, støvbelagte astmalunger. Og sejren var det hele værd!

Forude venter Machu Picchu nu bare. En femdages trekkingtur i mere ekstreme højder og ad langt stejlere bjergskråninger… Vi har i hvert fald kampånden klar, så må vi se, hvad vore sølle maskinerier kan klare.

Skrevet af Jeres alle sammens alle tiders myggemåltid, Lise.

Santa Catalina Monestary og Juanita the ice princess 24.11.10

På vores hostel i Arequipa faldt vi over morgenmaden i snak med den tankefulde schweizisk-tysker, Emilio. Vi var enige om at det var på rette tid, at vi fik set byens største seværdighed det berømte kloster, Santa Catalina. Vi styrede derfor direkte mod byens midte og fik købt vores utroligt dyre entrébilletter spændte på at se, hvilken hemmelig by, der efter sigende skulle gemme sig bag de 431 år gamle høje stenmure. Med Lonely Planet som guide påbegyndte vi vores rundtur i den ældgamle og fantastisk smukke nonneby. Byens skønhed hviler ikke blot på de mange flotte freskoer, der fortæller historien og Jesu liv og den hellige moder, Maria, men især på det arbejde, der er lagt i udsmykningen af byens mure og pladser. De forskellige områder i byen er alle malet i farverne blå, rød og hvid, mens de åbne pladser er dekorerede med springvand og farverige blomsterbede, hvilket i sandhed får byen til at stråle på en dejlig solskinsdag. Vi nyd derfor i fulde drag at vandre gennem de smalle gader og udforske de udstillede nonneværelser. Beskyttet bag disse høje mure har nonnerne gennem tiden levet et isoleret og asketisk liv dedikeret til deres tro.

Historien gemmer sig og træder stadig kraftigt i karakter bag de tykke mure. Således hvilede der, på trods af byens mangefarvede charme, nu alligevel en hvis uhygge over denne isolerede mini-by. I et rum kunne f.eks. ses malerier og fotografier af afdøde nonner. Endnu et rum gemte på organer fra to afdøde bisper. Her kunne man nærstudere en afskåret tunge og tre hjerter i glas.

Det var en stor oplevelse at gå gennem de sparsomme værelser og lerkøkkener, og vi kunne nemt have fordrevet mere tid end de blot 45 minutter vi fik. Halvvejs gennem vores tur blev vi pludselig påskyndet at færdiggøre vores rundtur hurtigst muligt – det spanske kronprinsepar var nemlig lige på dørtærsklen! Det betød, at vi måtte gennemgå resten af byen i let løb, hvilket vi naturligvis var meget oprevne over med den entré! Vi udnyttede derfor personalets yderst pressede situation og insisterede på at få billetten refunderet. Efter megen snak frem og tilbage og mange panikslagne blikke og dertilhørende strømme af sveddråber trådte chefen i karakter. Med et anstrengt smil brød han ind og eftergav omgående vores efterspørgsel og fik os lynhurtigt skubbet ud af døren. Godt tilfredse med vores røverkøb af en turistattraktion vinkede vi nydeligt og royalt (og til stor underholdning) til den store menneskehob, der spændt stod og trippede uden for. Vi blev skubbet ind forrest i gadens tilskuerrækker og havde derfor god udsigt, da det royale par langt om længe ankom. Efter tre minutters vinken sluttede festlighederne dog for de mange håbefulde fans og parret forsvandt ind i klosteret eskorteret af et virvar af alskens journalister og livvagter. Det skulle ifølge folkemunde være det spanske kongehus’ første besøg i Arequipa. Vi nød i sandhed fornemmelsen af at være det rette sted på den rette tid: Gratis besøg i det berømte nonnekloster og royalt besøg - what’s not to like?

Det var dog ikke spænding nok på én dag for os. Vi fortsatte derfor til Arequipas historiske museum, hvor vi så frem til at møde endnu en adelig, Juanita the ice princess. Historien om gammel tids ofringer til guderne startede med en 20 minutter lang film om arkæologers udgravninger på de omkringliggende bjergtoppe, hvor Juanita og fem andre børneofre blev fundet. Historien fortæller, at befolkningen, når i krise, i sin tid ofrede til de store bjergguder. Ofrene var oftest børn i alderen 8-12 år og af særlig status, da Guderne naturligvis skulle foræres kun det reneste og det bedste. Selve ceremonien rejser stadig mange spørgsmål, men man mener, at de udvalgte ofre under faste har vandret fra deres hjemby til det udvalgte bjerg. Da de endelig når bjergtoppen, har de været påvirkede af sult, kulde og højden. De blev som del af ritualet påbudt at drikke en art giftig drik, men man mener dog at det har været et slag i hovedet, der har været det afgørende. Ofrene er herefter blevet gravet ned i den kolde jord svøbt i smukke klæder og omkranset af fornemme gaver. Det er indpakningen og den frosne jord, der har bevaret ligene i så god en stand, at alle indre organer, hud, hår og negle stort set er intakt. Juanita er særligt berømt, da hun er den bedst bevaret, men højst sandsynligt også den mest betydningsfulde. Juanitas påklædning og gravartefakter tyder alt sammen på, at hun har været af royal status. Men mange spørgsmål om historien, tiden, kulturen og Juanitas person står stadig uopklarede. Juanita tilbringer derfor det halve år til undersøgelse på laboratorier og det andet halvår udstillet på Arequipas museum. Vi var heldige, at var fremvist på museet, da vi kom på besøg. Dagen fik igen et makabert input ved synet af denne ældgamle og utroligt velbevarede mumie, en kun 12årig pige.

Ovenpå mødet med Juanita følte vi alle, at vi havde set og hørt nok for den dag og turen gik godt sensationsmætte hjemad. Det er ikke hver dag man bliver smidt ud af et nonnekloster af den spanske kronprins og nærstuderer en godt 560 år gammel mumie. En sådan dag i fortidens religiøse tegn tærer på kræfterne og giver stof til eftertanke.

Vi havde desuden en trekkingtur med starttidspunkt kl. 04.00 samme nat.

Skrevet af Jeres for nyligt meget aktive skribent, Lise.

Huacachina - The Oasis of America

Jeg giver! Jeg er i mit gavmilde humør og giver sgu en rundtur i Huacachina!
Inden du takker mig ørene fulde for min gavmildhed og inden du bekymre dig gul og grøn om at regningen skulle vælte vores korset-stramme budget, så læs følgende: Huacachina på størrelse med et møls lillefinger. Så mange meter bliver der ikke at tilbageligge på vores rundtur - jeg vil faktisk foreslå at vi tager turen til fods. Når du bliver træt, kan jeg godt lige klare at betale de 6 kr. en vand eller en Inka Kola* koster. Nej, gavmild ville nok være et lige lovlig smukkende adjektiv at give mig.

Boern der bader i soen

Der findes kun én vej til Huacachina og af den vej ankom Lise og jeg en sen eftermiddag for ca. tre dage siden fra Paracas. Da ankom til byen var mørket faldet på og vi havde derfor svært ved at danne os et ordentligt indtryk af byen (forståeligt nok: når der er mørkt her, er der virkelig bælgmørkt), hvilket resulterede i nogle – når man ser tilbage – helt utrolig dumme spørgsmål om fx hvorvidt tingen lå i gå afstand fra hostlet. Dagen efter ankomst tog jeg mig en løbe tur rundt i byen. Efter 10 min havde jeg været rundt i alle hjørner af byen. Så ja: alt her i Huacachina ligger i gå afstand.
Trods byens lille indbyggertal (knap 200 hoveder) og endnu mindre størrelse, er Huacachina en forholdsvis livlig- og i hvert fald meget hyggelig by, delvist bestående af turister, delvist bestående af folk, der arbejder for turisterne.
Byens eneste turistattraktion er ørkenen. Den sælger de til gengæld med stor succes. Selv her i lavsæsonen er her en del rejsende og peruvianske turister, som besøger byen, for at prøve at ”sandsurfe” (eller gifte sig, eller stå og kissemisse rundt om søen – tror vi talte 7par (!) bare den første aften).

Sandsurfing bilen

At sandsurfe. Nej, det er ikke en joke. Det er faktisk muligt. Nu er det så, du muligvis tænker noget i stil med:
”Del er vel den slags sandsurfing der involverer en eller anden form for sejl, oder was? Hvis det foregår uden er det i hvert fald en sportsgren der kræver ret meget tålmodighed: "Aaaarh! De her klitter bølger herre langsommeligt! Krøjf!" og ”god sandsurfing (husk at vent på den 10. klit, det er den store)”.
Men der tager du helt fejl, makker!
Sandsurfing er en hel reel sportsgren, muligvis ikke den mest kendte, men ikke desto mindre en sportsgren, som faktisk også praktiseres professionelt (her på lørdag skal vores ven Jesus til en stor konkurrence i Paracas). Sandsurfing er en fed sportsgren med masser af fart og… nåja, sand. Navnet får forståeligt nok dig til at tænke på ”bølge” surfing, men der er en langt større sammenligning med snowboarding.
Når du skal på sandsurfing tur i Huacachina må du gøre det i følgeskab med en hardcore chauffør (der i virkeligheden er utrolig sød og hjælpsom, til trods for jeg-smadre-dig-looket med hjemmelavede tatoos og brede skuldre), der fyrer dig rundt i sandkassen, som var du i tivoli. Det er virkelig sjovt og under turen ud til de gode sandbjerge, glemmer man lidt, at man faktisk selv skal ned af bjerget med en plade fastspændt til fusserne og et venligt skub af Mr. Tought Guy. Nåja, eller man kan tage turen ned af bjerget på maven! Første gang jeg blev skubbet ud over kanten, må jeg indrømme at jeg rystede en smule i bukserne, for det går saftsusemig stærkt. Derefter kunne jeg til gengæld ikke få nok. Sandsurfing er SÅ sjovt!

Solnedgang

Efter 2 nætter på Desert Nights besluttede Lise og jeg at tage en overnatning ude i ørkenen, langt væk fra civilisationen. Det var en stor oplevelse. At sove i et lille(!) telt ude i ørkenen med månen som lygte, vinden som vuggevise og sandet som dyne, er præcis så idyllisk, som det lyder. Vi sov i en ”gryde” i ly for vinden og kravlede vi op på sandbakkerne kunne vi se solen gå ned og månen stå op, mens vi nød vores medbragte madpakker. Sandbjerge så langt øjet rakte, et enkelt sted afbrudt af lysene fra Ica (den nærmeste by) og langt ude i horisonten kunne vi skimte Andes Bjergene indhyllet i dis. Meget smukt.

//HALD

*Inka Kola: en ræd-sels-fuld, GRØN alien drik, der absolut IKKE har noget som helst at gøre med Coca Cola, selvom de fleste restauranter tilbyder dette jammerlige mosekone bryggeri, når man beder som en Cola uden sukker. Jeg hoppede på legen én gang, har bitter fortrudt det siden og gør det aldrig igen: beværtningen (som i øvrigt, ligesom alt andet i denne del af verdenen, er enormt overbemandet i lavsæsonen) holdte jo øje med, at jeg bællede hele skidtet, som var det faktisk noget heksebryg de havde hældt på mig og som ville forvandle mig til en pink pygmæ. Nå, der skete ikke noget, men jeg drikker den stadig aldrig mere.

Sand, sand og helt utrolig meget mere sand

Sandsuring var KODYLT, voldsomt, monster fedt.
I dag har vi forsøgt at planlægge vores tur i Peru, Bolivia og Ecuador. Hårdt.
Nu skal vi ud og sove i ørkenen. Alene. Sygt spændende.
//HALD









Udsigt over Huacachina fra trucken

Lima, Paracas, Huacachina - Venter på at solen farver ørkensandet farligt rødt, mens vi surfer ud ind i det dybe blå.

Efter vores sølle første dag i Lima, som vi med god grund valgte at sove væk, tog vi os endelig en god vandretur ned mod kysten ved Miraflores (vores bydel). Her fandt vi et lækert butiks- og cafécenter, der er hugget ind i klippevæggen. For første gang på vores tur fik vi udlevet bare en brøkdel af vores enorme shoppetrang! Efter at have læst mere dybdegående om vores kommende Machu Picchu tur, måtte vi erkende, at vores backpack - trods sit omfang og knusende vægt - alligevel ikke havde alle ingredienser! Vi tog derfor på jagt efter den første og den bedste spejdersport-look-a-like-butik, hvor vi kunne skaffe det nødvendige.
Lykkelige efter endelig at have nydt en dag i spenderebukserne, nød vi noget så lækkert som tre miniburgere a la luksus-spise. Så manglede vi kun at få købt billetter til aftenens Harry Potter premiære!


På vejen hjem fra centeret, Larco Mar, tog vi et smut forbi supermarkedet. Med udsigten til at skulle bære al vores nyindkøbte Rambo-lir, indkøbsvarer samt hente al vores vasketøj sendte vi hinanden et alt-sigende blik, nikkede og nakkede diskret indkøbsvognen. Rullede uskyldigt fløjtende ud af butikken og videre ned ad gaden, mens vi smilede og nikkede og vinkede pænt til de mange interesserede og hilste pænt på diverse politipatruljer. Så let er det altså at erhverve sig en lækker førsteklasses vogn til fragt af personligt gods. Sejrsrusen blev naturligvis nydt med uanstændigt og ikke mindst uansvarligt styrtløb gennem gaderne og kapløb med diverse cykeltaxaer under hujen af gadens folk. Så var der sandelig også varmet op til aftenens eksplosions af magi og spænding i selskab med gode gamle Harry, Ronni-drengen og Hermione-skatter.








Næste dag startede vores Hop-On-Hop-Off buspas med Bamba Experience. Første stop Paracas, et lille turist hotspot, hvis eneste attraktion er en bådtur ud til de nærliggende øer, Ballestas Islas. Turen varede knap to timer og bød på et smukt sceneri i maritime omgivelser og god kulør til de tåber, der havde glemt solcreme og alligevel lykkeligt uvidende valgte at nyde turen med hele ansigtet spejlet i vandets glitrende og UV-reflekterende sollys. Øerne bød på et imponerende fuglereservat, der dog med sin enorme population af alle fuglene, gav skræmmende associationer til en gammel Hitchcock film af samme navn, som man sjældent glemmer. Men herudover var vi også heldige at se en masse dovne søløver og nogle få pingviner.
Senere samme dag hoppede vi atter på bussen for at besøge ørkenoasen Huacachina. Her sidder vi så i dag og venter spændt på snart at skulle på en vild ørkenudflugt med fart over feltet og farlig sandsurfing. Og med al vores nyindkøbte trekkingudstyr skulle vi gerne være mere end fit for fight til at give den i vaskeægte Jason-Bourne-møder-Idiane-Jones-stil!

YEAH.
Skrevet af jeres sjældne, men utroligt hengivne blogforfatter Lise.

Velkommen til Peru

Kl. 00.26, Hostal Porta, Lima, Peru

Vi har ingen mad, ingen tøj og er fanget på hostlet de næste to dage. Min tå er stadig blå og jeg tror neglen falder af. Også er der ingen net til telefonen. Ren elendighed.

Arj, det er fis. Vi har ingen mad, fordi vi har spist det (frokost: spaghetti bolognaise + the på chamerende lokal restaurant til den samlede pris af sølle 40kr. Aftensmad: tærte, æbler, muffin, pizzabolle). Vi har ingen tøj, fordi det hele er på vaskeri - det trængte virkelig og når det nu kun kostede os 60kr, så er det sgu svært at sige nej til tøj uden pletter. At vi er "fanget" på hostlet er heller ikke helt sandt, men vi har planlagt at slappe noget så grueligt meget af, så vi er klar til den adventure tur vi skal på på fredag, med afgang kl. 7.30 fra hostelet. Vi skal ud på en 3 ugers tur rundt i Peru og efterfølgende skal vi bestige Macchu Piccu, der tur der ca. tager en uge. Så den næste måned bliver med god sandsynlighed spækket med oplevelser.

Nåja, også så det med tåen: I BA væltede jeg en mindre marmor(!) bordplade ned over min tå og nu er den virkelig ganske ækel og øm.

Morgendagens plan: at finde en biograf, der viser Harry Potter - håber den er kommet her til!

//HALD

Argentina – landet med historisk lidt historie

Nordmændene lavede origami

Man har bedt mig fortælle lidt mindre om festerne, vennerne og shows og mere om folket, naturen og kulturen i Argentina. Det vil jeg prøve og samtidig vil jeg også forsøge at vinklet indlægget ud fra egene oplevelser og ikke det jeg har læst i diverse rejsebøger (ønsker I et bredere billede af Argentina, så ved jeg der findes et væld af rejsebøger om landet), men tager dog forbehold for dette.

(Maja) Man må have sin lur, Jorges hus

Argentina fyldte i foråret 2010, 200år. Tillykke. Sammenlignet med verdens mange lande, er Argentina dog blot et barn, men i denne verdensdel er den dog blandt jævnaldrende. Sydamerikas lande har én fællesnævner i deres korte historier og det er kolonimagternes indflydelse og flere lande kan i år fejre deres 200års frigørelse. Spanien regerede i en lang periode over Argentina og har også tydeligvis sat sit kulturelle præg på landene - ikke blot i form af sproget.
Spurgte man Jorge (vores vært i knap en uge) om Argentinas kultur, ville han sukkende forklare, at den er lille, sammenlignet med Europa. Spurgte man ham dernæst om politik, ville han, om end muligt, se endnu mere opgivende ud, ryste på hovedet og derefter forsøge at udrede den forvirrende politiske situation, der er et politisk virvar af korruption og spind. Svært at finde rundt i for en europæer, som mig, der gang på gang chokeres over denne verdensdels acceptering af deres korrupte regeringer.
Jorge studerede design og drømte om at flytte til Europa, gerne England, fordi mulighederne for en designer er minimale i Argentina. Landet fokus ligger på deres enorme naturressourcer (nærmest alt hvad der findes i jorden, har de til overflod af) og så naturligvis deres køer, som de altså er sørens gode til at opdrætte.


Antikmarked i San Telmo

Folket og fyrene
Politisk set, fungere landene i Europa som en drøm, men flytter vi dernæst vores fokus til befolkningen, er det en hel anden snak. Ligegyldigt hvor vi har opholdt os i Argentina har vi mødt glade og åbne folk, der kunne finde på at stoppe os på gaden, blot for at høre, om vi har brug for hjælp (hvilket vi som regel har, for det der med kort, er vi sgu ikke helt skarpe til – også selvom jeg har en fortid som spejder). At være rejsende i Argentina er derfor en god oplevelse også selvom sprogbarrieren af og til kan give os nogle lange gåture – selvom vi altid gør det klart, at vores spanske er meget begrænset, gør det ikke nogen forskel på hvor meget de venlige folk, kan lire af sig af sniksnak, som vi pænt om nikke og smile af.
Da vi blaffede fra Puerto Iguazu til Posadas snakkede jeg lidt med lastbilchaufførerne om deres interesser og svaret var som oftest enten musik og dans og derudover ved jeg at landet har en stor fodbold ånd, som jeg desværre ikke fik oplevet (på den anden side, så har jeg end ikke oplevet en dansk fodboldkamp, så jeg har ingen ting til sammenligning).
Som ung kvinde, får man meget opmærksomhed fra mænd af alle aldre og det er ikke kun pift, men også mere opfindsomme ting så som kysse-lyde og fraser som ”OH MY GOD, I love you” og en masse spanske fraser om hvor smukke vi er. Dette ville måske være meget smigrende, hvis ikke det var fordi en stordel af tilnærmelserne kommer fra de unge fyrer, der mest af alt ligner konfirmander, med et tykt lag creme i håret og enorm stærk parfume, der kunne desinficere skadestueværdige kødsår.

Byggemændene, der vækkede mig hver morgen, ved nordmændene

Natur gennem bilrude
Den natur vi oplevede, da vi så vandfaldene i Iguazu, behøver jeg vist ikke at gengive. Den var smuk, men vi har ikke været ude og opleve mere natur i Argentina, selvom der findes en række mindre naturreservater. Vi valgte dem fra til fordel for Buenos Aires, men på vores rejse fra Puerto Iguazu til Buenos Aires så vi, gennem bilrude, lidt af den smukke natur landet ellers byder på: store, grønne skove, brede floder og enorme marker, tilplantet med eksempelvis maté, der er en slags te, som argentinerne drikker i spandevis. Teen bliver drukket i et læder eller trækrus, dekoreret med sølvfarvet kanter og ligeledes med et sølvfarvet metalsugerør. Drikken bliver drukket alle steder (i bilen, jobbet, hjemme, i byen, koncerter, museer – ALLE steder) og deles ofte mellem flere, på samme måde som en fredspibe. Jeg har endnu ikke smagt den, men den skulle vist drikkes i hele Sydamerika, så mon ikke jeg får muligheden.
Selvom Argentina er beriget en utrolig smuk natur, så virker det ikke som om det er noget landet gør meget for at passe på. I Buenos Aires fik vi eksempelvis fortalt at den sø, som byens drikkevand kommer fra, er enorm forurenet af fabrik affald og at alt byens affald blot bliver deporteret ud af byen, for at ligge på den bare jord og forurene grundvandet. Forurening er ikke et politisk emne og årsagen er nok desværre, at der er så helt enormt meget andet, der ikke fungere i landet.

//HALD

Trommer, tomatsuppe og en park fuld af roser

Sidder mæt og tilfreds efter en omgang de-li-kat (pose) tomatsuppe, der kunne have været en konge værdig og overvejer hvilken film vi skal hygge med i aften (vi har nemlig opdaget mulighederne for at se film på Showwhite – navnet på super-fjing-fjong computeren her, der har redet vores liv flere gange og altid er der for os – og har brugt dagen på at finde det fedeste lir til hende, deriblandt en ekstern harddisk ved navn Svinehunden). Vi bor stadig hos de tre gæve nordmænd i deres palads af en lejlighed i San Telmo og har netop én dag tilbage inden vores rejse går mod Peru, hvilket vi glæder os til som gale.

Vi har nu tilbragt 2 dejlige uger i BA, hvor vi har festet byens cool natteliv, daset i de flotte parker og hygget på diverse cafeer. Alt i alt to uger med masser af hygge, så vi nu er knald parate til at give gas i Peru, hvor vi fra på fredag starter de 3-4ugers adventure-ture.

BOM BRAG La Bomba Del Tiempo! Det er et trommeshow i TOP klasse, som vi drog til i forgårs efter at have nydt noget af det finurlige trylleri Håkon ynder at fixe i køkkenet (denne gang: kotelet, et stykke gris, nødder og ”frugtsalat” = lækkert!). Inden der blev tændt op for trommerne, satte vi gang i sjov og løjer hjemme i lejligheden, der blev forvandlet til en kravlegår af spektakel: Hoved-Skulder-Knæ-Og-Tå blev gjaldet på alle sprog (af Lise, naturligvis – hendes skjulte sang”talent”, har ALLE vist opdaget på denne tur), Eirik gav en omgang break-dance, Erling var da heller ikke (helt) bleg for at imitere Britney i Hit Me Baby One More Time og Maja til sidst blev påduttet at svøbe sig ind i hele hyttens dyner og soveposer for så at blive rullet ned af trappen i soveværelse. Skæg og løjer må man sige. Nordmændene holder sig absolut ikke tilbage, når det kommer til at finde på fjolleri om aftenen, hvilket - efter et langt spil bridge - også resulterede i, at Erling (Point: Erling 53, Maja 54, Eirik 55, Lise 102, Håkon 109) har fået den straf at skulle finde en frossen fisk og hænge den ud over altanen til skræk og fis for byens bilister. Vi glæder os til det show!

Rosenpark

//HALD

Pirater og nordmænd

Maja

Et krydsforfattet blogindlæg – første akt.

Godt indlogeret i San Telmo, Buenos Aires hos nogle kjæmpe gay (skulle efter sigende betyde ’vældig sjove’, hvortil det kan tilføjes at kjæmpe patat gerne skulle betyde ’vældig kartoffel’) nordmænd. Lad mig introducere: Eirik den musikalske idrætsstuderende, Håkon den litteraturvidenskabelige og ikke mindst lidenskabelige og engelsk-litteraturstuderende og avant-garde maleriske Erling. Endnu en gang er vi tydeligvis faldet i gode hænder via vores couch-surfing. Lejligheden, der fremstår som et galleri med stemningsfyldte fotografier af lokalområdet, kunne efter en god omgang rengøring og en mild renovation udgives for at være et over-eftertragtet liebhaver-levested. Hammerslag kom an.


Jorge fortæller om sine fremtidsplaner som pirat

Vi var ovenud glade for at bo ved vores tidligere vært, pink Barbie-T-shirt-bærende-designerven Jorge, der med eget værelse og to separate senge, pool på taget og usædvanlig renlighed, tog sig rigtig godt af os. Vi nød tilmed turens bedste måltid i dette palads – Jorges hjemmelavede lasagne, lavet fra bunden med kærlighed, friske grøntsager og skinke mellem lagene. Mætte blev vi alt imens Jorge uddelte af sine fantastiske drømme om et liv som pirat akkompagneret af hans alstemningsfulde elektroniske elevator-lounge-muzak-musik.

Dagene har dog ikke været fyldt af den største spænding siden vores sidste indlæg. Vi har nydt livet, hvilket naturligvis i sig selv også er værd at skrive hjem om, men de helt store junglesafarier i betonbyens mange og farligt trafikerede labyrinter har det dog ikke været. Det var derfor en kæmpe oplevelse, da vi ganske uvidende om, hvad der ventede os, trådte ind i det store tomme rum, hvor La Feurza Bruta showet skulle eksplodere over vore hoveder og regne med et virvar af farver og former og livsfilosofikse fagter…

Dette måltid var måske ikke lige netop hvad vi havde regnet med at få (friture kylling, friture pommes, friture banan og majssovs) og slet ikke i samme gourmet-kaliber, som Jorges Gude lasange

Et krydsforfattet blogindlæg – anden akt.

Lys. Lyd. ACTION. Vi ankommer til teateret 10 min før stykket begynder, totalt intetanende om at være få minutter fra at opleve det vildeste show vi nogensinde har set. Det eneste vi på daværende tidspunkt ved, er at det er helt uforglemmeligt fedt og man får ondt i nakken. De par, der anbefalede os showet, havde dog forsikret os om, at ømme nakkemuskler var en lille pris at betale for dette ”horisontudvidende show med folk svingende rundt i loftet” (og hvem tror ikke på et par gæve briter med tandsæt, der til forveksling lignede en perlekæde Julie på 3 har lavet i børnehaven, bukser med vidde og en plan om at rejse Sydamerika tynd endnu et år?).
Her i skrivende stund forstår jeg udmærket godt, hvorfor vi ikke fik nogen konkret beskrivelse af showet. Det er, ikke umuligt, men hvert fald en prøvelse at forklare, hvad vi blev udsat for i de 5 vanvittige kvarter showet varede, uden at få det til at lyde som en koncert med Lars Lilholt – jeg prøver.


Nordmændene: Erling, Håkon, Eirik

Der bliver serveret øl, drinks og musik med trommer og bas. Jeg vælger en Cola oven på anstrengelserne med de offentlige busser (!!) og beholder overtøjet på for ikke at komme til at fryse i teatersalens mørke endnu uvidende om, at jeg hverken får en stol at sidde på eller en scene at kigge på og faktisk kommer til at svede. Hvis ikke jeg stod med billetten til showet i hånden, ville jeg nok have troet, at jeg var på natclub og irriteret mig over mit truckeroutfit (Lise og jeg har ikke noget der minder om en city-garderobe, det hedder fodformede sanddaler og praktiske shorts).
Dørene til salen går op og Lise, jeg og de ca. 200 andre gæster stimler ind i et mørkt rum med dansemusik, farverige projektører og ægte clubsteming. Der er ingen scene, ingen stole og der hersker en mild forvirring om hvorhen vi skal rette vores opmærksomhed. Menneskemængden i det propfyldte lokale, bliver pludselig delt og ind fra den ene væg kommer der et koloenormt løbebånd rullende ud. På båndet løber en fyr energisk for sit liv: han forsøger at følge med tempoet mens en forhindringsbane af stole, borde, mennesker og andet bliver smidt op på rullebåndet, som han kun med nød undslipper. Tempoet øges med takten i musikken og nu foregår showet pludselig ikke længere på løbebåndet, men på et stort sølvvægtæppe hvor projektørlys og to ekspressive kvinder danser hen over i en vild mosekonedans, hvor deres vilde hyl druknes i musikken og lader de malede skrig tale for sig selv. Lige så snart vi har tryllebundet os til kvindernes troldedans, lige så snart er de væk og erstattet af en rullende scene, hvor skuespillerne imiterer en hidsig familiemiddag, dansende rund om et bord – de ender med at smadre hele scenen og danse en vild julgledans i et virvar af papir og papkasser. Med ét skrifter showet location og pludselig befinder skuespillerne sig ude blandt publikum, hvor de opfordre os til at gå med på deres vilde dans og smadre flamengoplader i hovedet på hinanden. Folk rives med uden at vide om det er musikken eller de entusiastiske skuespilleres energi. Pludselig er de væk og endnu inden salen helt har forvandlet sig til de gedegilde af en dansesal, hvor selv de schmarte fyrer har droppet at få hold på gevalderne, opdager vi aktivitet i loftet. Ingen har set det før nu, men en kæmpe svømmepøl med gennemsigtig bund hænger øverst og fylder hele loftet og sænker sig nu ned over os, så vi på tæt hold kan se og røre de 3-4 delvist afklædte kvinder, der, uden seksuelt anstrøg, men med den samme enorme energi, som hele showet brænder af, kaster sig ud i nogle vildt akrobatiske svømmeøvelser, der smukt a komponeres af lys og lyd. Alt eksploderer, folk gribes af en ur-dyrisk vildskab og danser som gale alt imens musikken spiller og vi alle danser under den regn, der pludselig springer ud af loftet, som havde nogen taget en uvejrssky og placeret den netop der.

Og nej, der var ingen Lars Lilholt, der stod og råbte ”lad trommerne spille”, ingen psykedeliske stoffer til at underbygge stemningen af oprør mod konformiteten i hverdagen, livet og alt den modgang et menneske må gennemgå. Det var slet ikke i den dur – det var smuk, vanvittigt og en energibombe, der kunne smide de fleste energidrikke af markedet, hvis dette fandtes på tube.

//BANGSØ&HALD

Farverige dage

Vi er nu i Buenos Aires. Vi bor tæt på centrum i området Recoleta, hvor vi Couch-surfer i et mini-kollektiv bestående af fem studerende og et toilet, der er blevet forvandlet til en hemmelig have i betydningen ’den helt store hamp fabrik’ (vi sagde pænt nejtak). Her har vi mødt Marcos (argentiner), Laura (franskmand), Marion (østriger) og to andre argentinske drenge, som jeg med hånden på hjertet faktisk ikke kan huske, hvad hedder. Nu kunne man hurtigt begynde at frygte for vores rent financielle velbefindende i en storby af BA’s dimensioner - fyldt med shoppingcentre og alt hvad hjertet kunne begære! Men lad mig give et dejligt eksempel på prislejet her i Argentina: Maja fik i går klippet sit hår hos en ganske udmærket frisør til en pris a 28 pesos (kursen ligger i 1,337), så vores budget skulle gerne klare den! Og i værste tilfælde holder vi skarpt øje med alle udgifter og fører hver en lille bon ind i vores fine excell-ark, der sørger for at ugebudgettet ikke overskrides! :)

Vi har oplevet helt utroligt meget på de knap to uger, der er gået siden jeg (undertegnede) kom. Man bliver næsten bange for, at de mange gode minder langsomt skal forsvinde. Så det er næsten svært at forstå, at der oven på de utallige oplevelser venter fire måneder mere af muligvis samme karakter? Hold da op. (Vi har måske endda nogle dårlige til gode).
De største oplevelser er dog dem, vi har haft ved at møde de mange fantastisk flinke mennesker gennem Couchsurfing og vores mini hitchhiker tur (Vi kom da 300 km fra Puerto Iguazu til Posadas - herfra tog vi bussen de sidste 700 km til Buenos Aires.( Bemærk venligst, at det er utrolig hårdt at stå og blaffe i den hede middagssol med 25 kilos heftig oppakning både foran og bagpå)).

Og så til i går. I går var vi ude på en god vandretur gennem nogle fine parker og dernæst besøgte vi den berømte kirkegård, hvor Evita Peron ligger begravet. Kirkegården er ganske anderledes fra, hvad vi hidtil har set. Den er bygget som en decideret by for de døde. Mausoleer står som rækkehuse og danner små gader og åbne pladser. Mange af de små huse har endda glasruder, hvorigennem man kan se ind til kisterne, der ofte ligger på hylder eller står stablet, efterhånden som familien 'er flyttet ind'. Meget makabert, ja. Men det var nu også alt, hvad der var at se. Selve Evitas grav var ganske uinteressant bortset fra den store blitzende hob af asiatere, der altid formår at opskalere selv den mindste seværdighed – det er nu engang en dyd.

Herefter tog vi os en dejlig lang pause med vores sædvanlige frokost: 2 x flütes med spegepølse og ost, 1 banan til hver, 1,5 liter vand til deling og en pakke Oreos til den søde tand. Dette festmåltid nydes gerne under højtlæsning af vores fællesbog, En vampyrs bekendelser. Lækker livsnydelse.

Resten af dagen tilbragte vi på Buenos Aires' museum for kunst, hvor vi begge var meget betagede og inspirerede af de mange smukke værker. Heriblandt også lidt Picasso, Paul Gauguin, Monet, Van Gogh og Renoir. Men faktisk forelskede vi os allermest i et vidunderligt parisisk aftentids-maleri af Marc Chagall (hidtil ukendt for os). Maleriet hed 'De elskende' og indbød til livslang ubevægelig fortabelse med hovedet på skrå.

I dag begav vi os atter ud på en gevaldig gåtur (dette skyldes naturligvis for det meste vores utrolige mangel på stedsans og dårlige kommunikationsevne og forvirring over den offentlige transport, der bl.a. består af 700 busser). Vi fandt dog frem til dagens destination, La Boca. Området er et gammelt immigrantkvarter, hvor italienerne i sin tid slog sig ned og skabte et smukt farverigt kvarter, der den dag i dag står tilbage som en turistmotorvej omgivet af mangefarvede caféer med tangodansende akrobater i midterrabatten. Vi havde dog den glædelige fornøjelse at møde verdens rareste lille super-nissemand, der lod os skrive hilsner i sin gæstebog og fortalte om forureningen af floden og gaderne i Buenos Aires (på spansk, hvortil vi nikkede og smilte og forstod kun, hvad der blev sagt vha. remedier).

I morgen flytter vi ind på et nyt hotel, hvor vi glæder os til sippe lidt Cristal og nyde en lækker skål kaviar.


Skrevet af Lise Emilie Bangsø den 03.11.10

En uforglemmelig udflugt

Det er den 28. oktober og klokken er 21.33, Puerto Iguazu.

Det har været en lang og skoldhed dag, og vi ligger nu vidunderligt mætte og utroligt trætte og mærker efter i fødderne, ja, hele kroppen. Vi har det godt.
Dagen i dag har været fyldt med spænding, underholdning og wow-oplevelser.

Vi startede ualmindeligt tidligt med at stå op kl 07.00 sharp (der blev naturligvis snoozet)! Dagen var sat af til den helt store oplevelse, nemlig en tur ud i den argentinske national park med de mange smukke vandfald, Foz de Iguazu.
At se de kraftige vandfald, og at være så utroligt tæt på dem, er en helt ubeskrivelig oplevelse. Jeg mangler helt og holdent ord.
Vi valgte at gå rundt til de mange vandfald i stedet for at køre med turisttoget, der da også var pakket som sild i en tønde. Det var bestemt det rigtige valg, for formiddagens vejr var mildt og luftigt og gåturen gjorde kun naturoplevelsen mere fuldendt. Vi havde bl.a. æren af at opleve diverse krybdyr og næsedyr på tæt hold - og ydermere så vi et vildt marsvin lunte omkring og nyde livet.
Efter at have udforsket de mange 'mindre' vandfald, havde vi købt en 'Nautica Adventure' bådtur. Denne tog os med ud på en kort rafting tur, hvor vi nu også fik vandfaldene at føle på egen krop. Vi blev simpelthen sejlet lige ind under det brusende vand, hvor vi med missende øjne kunne kigge lige op mod vandfaldets udspring. Det var en overvældende oplevelse pludselig at komme HELT tæt på, da hundredevis af idylliske vandfald på afstand forekommer ganske unaturlige og vel en smule Hollywood-agtige. De er ægte nok, det ved vi nu!

Så blev en pause i skyggen under middagssolen også tiltrængt. Vi syntes selv at have udset os et meget roligt og afsides sted uden for hele turistmanegen. MEN. Før vi fik set os om var vi pludselig omringet af en hel argentinsk skoleklasse, der betragtede os, som var vi berømtheder. De ville bare vide alt om os og tilmed have taget adskillige fotos med os (forståeligt nok, naturligvis). Det var nu en dejlig, underholdende pause fra vores hårde vandretur i heden.

Vi sluttede dagen af med den helt store finale: Garganta del Diablo. Var jeg før imponeret og overvældet af al den skønhed og virilitet fra de sprudlende kaskader af vand, så var dette gigantiske djævlegab af enorme vandmængder hundrede tusinde gange mere imponerende og flere millioner gange mere overvældende! Og her løber jeg tør for flere rosende ord. Det var bare... WOW.

Sådan gik hele vores dag med at se på vand, der rinder roligt, der strømmer kraftigt, der sprøjter vildt, der bruser med en altødelæggende kraft og forsvinder bort i det rene ingenting som en mild dis i eftermiddagssolen, der med regnbuens farver fuldender dette syn for Guder, djævlens gab, med en værdig glorie.

Og så ligger vi her, helt og aldeles udmattede i både krop og sind, og prøver at strække det hele ud oven på en sådan dag.

Et sjældent blogindlæg af jeres knap så produktive medskribent, Lise. :)

Den 25.okt, kl. 19.00, Bus: Rio de Janeiro – Puerto Iguazu (Argentina)

Fire fænomenal-fantastiske dage i Rio med halfpension og 3 nye ”brødre” til at passe på os. Vi har haft det som blommen i et æg hjemme hos Natan og Gabriel, de bedste værter man kunne tænke sig; til sidst følte jeg mig så meget hjemme, at jeg kunne gå ud i køkkenet uden at tænde lyset!
Da vi forlod Copacabana (den berømt bydel i Rio, hvor vi boede) i dag havde vi sågar også fået en reserve mor! De to brødres mor har været udrejst hele weekenden og kom først hjem her i går morges, hvor hele hytten var ret grillet efter lørdag aftens udskejelser til Farvela Funk Party - måske ikke ligefrem det mest ryddelige palads, jeg har set. På trods af dette (og på trods af det faktum, at Natan liiiige havde to danske tøser til at okkupere hele stuen) tog moren dog helt fantastisk godt imod os og vi nåede (næsten) at udvikle et nært venskab her i formiddags, hvor hun både diskede op med lækker morgenmad og børnebillede (deriblandt ret underholdende nøgenbilleder) af Natan og Gabriel.
Nu sidder vi så i en air conditioner ramt bus på vej til Puerto Iguazu og savner lidt alt den omsorg vi fik i Copacabana. Helt fortabte er vi dog ikke, eftersom moren ønskede os god rejse og sendte Gud med os. Meget venligt af hende.
Couchsurfing -en rejseform
Der findes mange måder at rejse på. Måden du rejser på, afhænger helt af hvad du ønsker at opnå med din rejse. Det er næppe fjernt for nogen, at hvis du gerne vil lære kultur og samfund at kende, så er det bedst at opsøge de lokale selv, hvilket lige netop var hvad vi har gjort gennem couchsurfing. De ting, vi har oplevet siden i fredags, ville aldrig være ting vi selv kunne have opsøgt - selv ikke hvis vi havde gået lige efter alverdens rejsebøger. Jeg har set Pão Açucar, Cristo, taget trappen og kunstværket Escadaria do Selarón og badet på strandene, men det jeg, vi, har oplevet sammen med de fyrer her, har været en helt, helt anden side af Rio. Den knap så turistet tur. Ikke nok med at de har vist os rundt, som var de vores personlige guides og behandlet os som familie, så har de virkelig også passet godt på os. Helt sikkert en meget positiv oplevelse af første gang som couchsurfer!
… Eneste minus for den her weekend, er nok at jeg har fået et landkort af vabler under mine føder: Venstre fod er Sydamerika + Hawaii og højre fod er Australien. Av av.

Party-warty i baggården
I fredags tog Natan, Gabriel og Daniel os med til Lapa, der er en ældre bydel inde omkring centrum, tæt på det område, hvor jeg boede med mine forældre. Lise os jeg havde været en kort smuttur henne omkring Lapa, der er det område i Rio, hvor Salsa klubberne holder til. Udover de okay-festlige bygninger, der maser sig ind mellem hinanden med farverige afskallede facader og tvivlsomme altaner, var der ikke et område vi fandt synderligt interessant, så da drengene ville have os med til Lapa, var det måske ikke den vilde bytur, vi havde regnet med. Endnu lavere blev forventninger endda, da de forklarede at vi ikke skulle på nogen konkret bar eller diskotek, men faktisk bare skulle hænge ud i gaden. Vi tænke WHAT?! & hva’ fan’, lad os se på lortet. Lortet viste sig at være rocker nice! Hele bydelen Lapa var omdannet til en myretue af mennesker, der vrimlede ind mellem hinanden og feste, dansede, snakkede og drak. Noget af en overraskelse! Hurtigt tog vi dog stemningen, festen og capriaerne til os og aftenen blev rigtig hyggelig og var en god måde lige at lære vores nye venner, at kende – også på trods af Gabriels beskedne engelsk og Natans ikke-eksisterende.

Lørdag chillede vi på stranden og byggede sandslotte – det synes Natan vist var lidt fjollet, men hva’ fan’, vi er vel ikke danskere for ingen ting (i øvrigt utrolig fed undskyldning: ”undskyld, jeg er dansker”) og spillede kort, hvilket Natan til gengæld ikke syntes var fjollet og slog os overlegent i fisk. (et spil, som pludselig ikke virker så simpelt som først antaget, når du skal forklare det til en som kun taler portugisisk).

Trekkertur med bonus
Søndag fik Lise brug for sine kodylt seje vandrestøvler. Det havde vil ellers ikke regnet med, da Natan spurgte om vi ville med i National Parken, ved siden af Botanisk Have, og se et vandfald. Vi tænkte det var en hyggelig park og tog madpakker med og lod Natan himle med øjnene over vores (tunge) rygsæk (med madpakker) og mine converse unden skridsikker såler (helt ærligt, han tog selv af sted i flipflops!). Den hyggelige parktur forvandlede sig dog hurtigt til lidt af en trekking tur, med sved på panden (eller, faktisk over alt – detaljer vil jeg spare jer for) og klatring i trærødder, som awekatter og over sten hængende i metalkæder. Ret grænseoverskridende for et par skravlede danskere! Med lidt hjælp fra Natan, synes jeg nu, vi klarede turen til UG. Selvom turen op til vandfaldet måske kun tog 30min (efter 30min stejl asfalt vej) var det IKKE en tur for tøser og jeg tror næsten ikke I kan forestille jer, hvor vildt spændende det var. Som i et hvert andet eventyr fik vi til sidst belønningen; turens mål var utroligutrolig smuk! Efter alt klatreriget, kom vi frem til et lille, men kraftigt, vandfald med en naturlig svømmepøl, som vi havde helt for os selv og hvor vi badede og spiste madpakker. Noget af det mest idylliske, jeg har oplevet.





Favela Funk party
Søndag aften stod på Favela* Funk Party, der var en arrangeret (og alt for dyr) tur fra A Stone of a Beach (det hostel, Daniel arbejder på) og vi fik derfor følgeskab af en del andre turister, deriblandt nogle (schmarte) danskere (oohh, hvilken fryd, at få lov at snakkede med andre danskere – jeg gik lidt i selvsving…). Funk Pary’et var sørme også lidt af en oplevelse, vi sent vil glemme! Jeg har aldrig, ALDRIG, oplevet noget linende. Brasilianerne er de vildeste festaber og eftersom stedet vi kom til var fyldt med over 1000 gæster var det noget af et gilde! Så mange folk, der shakede – så mange FYRER, der shakede ALT. I tror det er løgn, men vi så flere super smarte (brasilianer-smarte) fyrer der dansede (dybt seriøst) boyband danse. Vi var nemlig så heldig at have armbånd til overetagen og kunne dermed få et fed view over hele hallen. WILDT! Der var nu heller ikke fordi vores værter lod aftenen gå stille af sig og vi forsøgte da på vores generte skandinaviske facon at følge med (særligt da det internationale musik kom på, gav vi gas – DJ’en fejlede absolut ikke noget, brasilianerne laver fed dansemusik).

Natan, der skater og er sej:

Nu er der mørkt og vi er langt fra Rio, Copacabana og kaninen, Shakia, som vi delte værelse med. Turen er skudt i gang, vores appetit er vagt og vi er klar til endnu et stykke med Sydamerika.

//HALD